FV2005
var et kæmpenederlag for den socialdemokratisk ledte opposition og for 'arbejderflertallet'.Venstrekræfterne må drage konsekvensen.
Valganalyse
Kommunistisk Politik 4, 2005
FV2005
var et kæmpenederlag for den socialdemokratisk ledte opposition og for 'arbejderflertallet'.
Venstrekræfterne
må drage konsekvensen.
Det var en sigende illustration af resultatet
af folketingsvalget, der gav krigsforbryderregeringen Fogh Rasmussen 'mandat'
til at misregere Danmark de næste fire år:
Begejstret over, at
den sorte koalition af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vandt valget,
luftede Anders Fogh Rasmussen muligheden for, at denne valgsejr blev brugt til
at gennemføre folkeafstemningen om unionsforfatningen allerede i dette
forår, for ikke at kollidere med kommunalvalget til november.
Intet
herom er imidlertid afgjort. Nu rejser der sig stærke røster imod
Foghs plan. Socialdemokraterne og SF er i krise og i færd med at gennemføre
problematiske formandsskifter, så Fogh opfordres til at besinde sig og ikke
udskrive folkeafstemning, for 'der er brug for en fuld indsats fra alle unionspartierne
for at sikre et ja'. Dertil er et dueligt S og SF nødvendigt!
Denne
situation fortæller både noget om dybden af nederlaget for den 'parlamentariske
opposition' og om denne 'oppositions' karakter af støtte til borgerskabets
politik.
Anders Fogh er borgerskabets kårne regeringsleder, og den
første venstrestatsminister, der har opnået genvalg og mere end en
regeringsperiode, men Socialdemokratiet og SF er nødvendige brikker for
at sikre politikkens gennemførelse.
Valgets lære (1)
Fogh-regeringen
har truffet den måske vigtigste beslutning, nogen dansk regering har truffet
i efterkrigstiden. Den er gået i krig mod et andet land, mod Irak, som ikke
udgjorde nogen som helst trussel mod Danmark. Fogh har gjort Danmark til deltager
i en imperialistisk aggressionskrig og en af den superreaktionære Bush-administrations
nærmeste allierede.
Den kan udlægge - og udlægger - sit
genvalg som en godkendelse af denne krigsforbryderiske politik, som fortjener
at blive stillet for en domstol og ikke belønnes med fornyede ministerposter.
Alene
på dette spørgsmål, hvor Fogh har et klart og vredt flertal
af danskerne imod sig, burde han og hans sorte slæng være væltet.
Regeringens
arbejderfjendske, ungdomsfjendske og i det hele taget fjendske politik i øvrigt
burde også være nok til at vælte den på dens egne gerninger
mod flertallet af befolkningens interesser.
Men Fogh sidder der endnu, fordi
den parlamentariske opposition - især S, R og SF - ikke udgør noget
grundlæggende alternativ til Fogh og den førte politik.
Den
beskylder regeringen for at føre blokpolitik (hvad den også gør),
men har selv stået forrest i køen for at være med til at 'få
indflydelse på' regeringens reaktionære politik. Den har støttet
den ulovlige besættelse af Irak, støtter unionsforfatningen, strukturreformen
og de øvrige nyliberalistiske og EU-dikterede angreb på det store
flertal.
Det er den egentligste årsag til den parlamentariske oppositions,
herunder 'arbejderpartiernes' og det uopfyldte 'arbejderflertals', store valgnederlag.
Her
ligger årsagen, og ikke i bi-omstændigheder, som at valget blev gjort
til et 'præsidentvalg', Lykketofts 'manglende gennemslagskraft', den udeblevne
økonomiske støtte fra LO, Venstres spindoktorer, eller hvad der
ellers er bragt frem.
Danskerne følte ikke, at der var et reelt valg,
og det var der heller ikke. Så kunne 'bi-omstændighederne' afgøre
det.
Valget viser også, at det herskende borgerskab i Danmark, som
altid er den udslagsgivende faktor ved alle parlamentariske valg, ikke længere
foretrækker Socialdemokratiet ved regeringsmagten, når der skal gennemføres
projekter og politikker, som der er massiv modstand mod i befolkningen. Det foretrækker
(i al fald for tiden) en åbent borgerlig regering og tildeler de Radikale
og 'arbejderpartierne' rollen som frustreret, men loyal opposition.
Valgets
lære nr. 1: Der findes ingen parlamentarisk opposition, kun to
borgerlige regeringsalternativer, hvoraf det ene er groggy.
Valgets lære (2)
Valget er udtryk for betydelige forskydninger i de traditionelle
stemmemønstre. Det er en kendsgerning, at selvom arbejderklassen udgør
ca. 60 pct. af den arbejdende befolkning, får de tre store og små
socialdemokratier S, SF og Enhedslisten kun hen ved halvdelen af arbejdernes stemmer.
Rigtig mange arbejderstemmer går til Venstre og Dansk Folkeparti.
Den
sædvanlige forklaring er, at 'klassekampen er død' og at arbejderne
ikke stemmer efter klasseinteresser. Den virkelige årsag er, at der ikke
findes et parlamentarisk alternativ, som repræsenterer og udtrykker arbejderklassens
selvstændige interesser.
Det er ikke arbejderne, der svigter 'arbejderpartierne'.
Det forholder sig omvendt: 'Arbejderpartierne' og 'arbejderflertallet' af S, SF
og Enhedslisten repræsenterer ikke arbejdernes klasseinteresser.
Det
er ingen ny situation, tværtimod, men den er kommet plastisk til udtryk
ved dette valg.
Valgets lære nr. 2: Venstrekræfterne
må opgive den falske forestilling om, at Socialdemokratiet /de Radikale
repræsenterer et brugbart alternativ til den borgerlige politik, og arbejde
på at skabe et selvstændigt alternativ baseret på modstand mod
begge de borgerlige regeringsalternativer.
Valgets lære (3)
De
virkelige sociale og politiske bevægelser i det danske samfund - det, der
bobler under overfladen - afspejles kun i forvrænget og uklar form ved folketingsvalg
af denne karakter.
Der eksisterer dybe og rodfæstede folkelige bevægelser,
som ikke slår igennem og ikke kan slå igennem parlamentarisk pga.
hele denne situation. Det er den massive antikrigsbevægelse, det er EU-modstanden,
det er den brede folkelige modstand mod den nyliberalistiske nedskæringspolitik,
og det er arbejderklassens voksende modstand mod jobudflagning, lønnedgang,
arbejdsløshed osv.
Enhedslistens fremgang er kun en mat afspejling
af disse virkelige bevægelser og af en stor del af ungdommens venstregående
bevægelse.
Denne kom bl.a. til udtryk ved et prøvevalg organiseret
af STOP NU-initiativet i ugen op til valget. Ungdomsvalget omfattede alt 455 deltagende
uddannelsesinstitutioner, ca. 100.000 unge stemte. Her fik SF og Ø hhv.
15 og 11 pct., samlet 26 pct. af stemmerne, mens VK og Dansk Folkeparti fik 34,5
pct. tilsammen.
Valgets lære nr. 3: Venstrekræfterne
må opbygge, organisere og synliggøre en front mod imperialisme, nyliberalisme
og krig, rodfæstet i arbejderklassen og dens kamp, som ikke tager udgangspunkt
i parlamentariske spekulationer, men i de virkelige tendenser i den danske befolkning.
Det
er den centrale opgave, der stiller sig efter FV2005.
Se også
FV
2005: Valgets fakta
Foghs dagsorden
Leder
Kommunistisk Politik 4, 2005
Fagbevægelsen
efter valget: Tid til selvransagelse!
Kommunistisk Politik 4, 2005
Demokrati
og valg
Leder, Kommunistisk Politik 3, 2005
Stop Nu-initiativets prøvevalg
Netavisen 16. februar 2005