Fagbevægelsen efter valget:
Faglig
kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2005
Strategien for en arbejderflertalsregering
- eller blot en socialdemokratisk ledet regering på basis af radikale stemmer
- fik ved folketingsvalget en regulær øretæve. Regeringen og
dets støtteparti beholdt deres mandatantal. SF tabte et, Socialdemokratiet
tabte tre, mens EnhedsListen opsugede to yderligere mandater.
Summa summarum:
Det såkaldte arbejderflertal gik to mandater tilbage efter mere end tre
års sort borgerligt styre. Det er årtier siden, Socialdemokratiet
er så dårligt repræsenteret. Den samlede blok af arbejderpartier
har fået så få mandater, at det svarer til SD's, da det stod
stærkt.
Der var masser af råderum for profilering. Samtlige
tre arbejderpartier kritiserede korrekt regeringen for at have ført blokpolitik
med Dansk Folkeparti; men kendsgerningen er, at de ikke selv - til dels med undtagelse
af EnhedsListen - fremlagde, endsige var, et alternativ.
SD
er enige med krigsforbryderregeringen om besættelsen af Irak. SD og SF er
enige med regeringen om EU-forfatningen, hvilket de tilmed har lavet en håndfæstning
på, der inkluderer en fælles indstilling til afviklingen af folkeafstemningen
om forfatningen. De er grundlæggende enige om kommunalreformen og den kommende
såkaldte velfærdsreform.
De er med andre ord enige om alle
grundlæggende spørgsmål, der sætter dagsordenen for mindre
spørgsmål. Deres EU-liderlighed forbyder dem også at være
andet, da det er monopolernes EU, der sætter den overordnede dagsorden.
Deres
mangel på en klar oppositionspolitik gav sig udslag en total mangel på
appel til arbejderklassen. De radikale opsamlede, hvad arbejderpartierne lod ligge.
Valgresultatet
udløste en kolossal skuffelse i den etablerede fagbevægelse. De selvudnævnte
fagligt aktive kræfter, forsamlet i Fagligt Ansvar, havde gennem
tre år med jævnlige landsdækkende tillidsmandsmøder lagt
alle deres æg i valgkampens kurv.
Fagligt Ansvars
landskonference i Odense 28.08.2004:
Holger K., Søren Søndergård
- og Mogens Lykketoft var hovedtalere.
De to er snart fhv. partiformand -
Søndergård ude af folketinget
Når der var brug
for at blæse til kamp, som eksempelvis omkring arbejdsmarkedsreformen Flere
i arbejde, forblev de tavse, hvilket havde sin naturlige forklaring deri,
at Socialdemokratiet var med til at strikke forliget sammen.
Dette er
nøglen til at forstå, deres uformåenhed eller manglende vilje
til at bakke arbejdernes reelle krav op. Ligesom de fredede Nyrup-regeringen i
dens ni-årige periode, således freder de Socialdemokratiet i "opposition",
og ligeledes vil de frede dem, hvis de kommer tilbage til regeringstaburetterne.
Disse "aktive" kræfter er og har speciel grund til at være
skuffede.
Valgresultatets øretæve giver dem anledning til at
slikke deres sår. Det er tid til selvransagelse. Dagen efter valget fremkom
de da også med et forsøg på en forklaring. Hvad gik der galt?
"Vi
kom for sent i gang med arbejdet med de faglige krav til en anden politik, men
det er det arbejde, som kan bære frem. Det viser erfaringerne fra valgkampen",
udtaler Finn Sørensen (EnhedsListen) på vegne af Fagligt Ansvars
sekretariat.
- Vi kom for sent. - Javel! Finn Sørensen ved godt, den
er for tynd, så der må suppleres:
"Valgkampen viser,
at det ikke nytter at tilpasse sig den borgerlige politik. Og hvis velfærdspolitikken
ikke er mere markant, end de borgerlige uden problemer kan overtage de socialdemokratiske
holdninger, så er det ikke godt nok. Det løser man ikke ved at søge
ind på midten. Derfor er det vigtigt, at de fagforeninger, der har været
med i arbejdet med de faglige krav holder fast i den linie og udbygger samarbejdet
med arbejderpartierne lokalt."
- Vi skal få Socialdemokratiet
til at ændre politik. Javel! Det har den reformistiske venstrefløj
forsøgt i de sidste halvtreds år - uden held. Faktisk er det gået
stik modsat: Venstrefløjen har altid tilpasset sig Socialdemokratiets politik.
Nyrupregeringen - med Lykketoft som finansminister i en årrække -
sikrede sig flertal for sine reaktionære finanslove med SF's og EnhedsListens
stemmer.
Den er stadig tynd, Finn Sørensen. Prøv at give
arbejderne skylden:
"Den politiske debat er fraværende på
arbejdspladserne. Det er vigtigt at få genrejst den politiske diskussion
igen, men det er en svær opgave at få vendt den tendens, for det viser,
at mange kolleger slet ikke er interesseret i den diskussion, det kræver
at vi finder nye veje."
Det bliver dyrt at sætte sin lid
til reformistisk politik og arbejderflertals strategi i fire år mere. Initiativet
må vristes ud af forbunds- og fagforeningskontorerne.
8-900.000 udstødte
må kræve ret til synliggørelse.
De godt 2 millioner i arbejde
kan og må sætte sig igennem med de vitale krav.
Der er en vej.
Massekampens vej; socialismen er målet.
Netavisen 15. februar 2005