Leder
Kommunistisk Politik 3, 2005
Det
borgerlige demokratis, parlamentarismens, væsen består, som det er
blevet sagt, i 'kunsten at regere mod folket ved hjælp af
folket'.
Danmark ville ikke være medlem af Den europæiske
Union og på vej ind i Europas Forenede Stater, hvis ikke det var tilfældet
- for flertallet af danskerne har været imod dette projekt fra starten -
helt tilbage i 1972, da man stemte ja til det 'Europæiske Økonomiske
Fællesskab'. Hvis det ikke var tilfældet, ville Danmark ikke være
deltager i den ulovlige krig og besættelse af Irak. Og var det ikke sådan,
ville det såkaldte 'velfærdssamfund' - resultaterne af arbejderklassens
kamp igennem årtier - ikke være på vej i skraldespanden, som
det er.
Det borgerlige demokratis princip er det modsatte af demokrati:
nemlig princippet om, at flertallet må indordne sig under mindretallet og
dets interesser.
Det borgerlige parlament er ikke andet end en snakkemaskine
oprettet med det formål at bedrage almindelige mennesker, som Lenin sagde.
Eller med Karl Marx's kontante ord, så skal vælgerne
'hvert
tredje (eller fjerde, KP) eller sjette år afgøre, hvilket
medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål
i parlamentet.'
Valget i Danmark består i, hvilken fraktion inden
for det danske borgerskab, som skal styre de kommende år, - og som repræsenteres
af henholdsvis Fogh og hans gruppe eller Lykketoft/Jelved og deres halehæng
fra SF og Enhedslisten.
Hele kampen mellem de to blokke, de to statsministerkandidater
og de to regeringsalternativer, er ikke andet end et stort og aftalt skuespil,
som skal forhindre den virkelige opposition i at manifestere sig ved valget. I
bedste amerikanske stil organiseres 'valgdueller' mellem præsidentkandidaterne,
hver med deres medbragte hold af mobiliserede og højtråbende unge
klakører.
Hvis den virkelige folkelige opposition søger
at komme til udtryk i valgkampen, bliver den i medierne nærmest fremstillet
som terrorister, som det var tilfældet da nogle krigsmodstandere i Svendborg
protesterede - tilmed aldeles fredeligt og fuldt lovligt - ved et af Fogh Rasmussens
reklamefremstød.
Fogh og Lykketoft var enige i at fordømme krigsmodstanderne
i Svendborg.
Selvfølgelig bliver stemmerne og folketingspladserne
købt: Valgbudgetterne til FV2005 har aldrig været større.
En stor del af valgskuespillet, herunder partiernes valgkampe, betales af skatteyderne.
Monopolerne giver også deres bidrag. A.P. Møller ser gerne, at Fogh-regeringen
fortsætter, og har nu sat Pia Kjærsgaards støtteparti på
listen over værdige modtagere af midler fra den almennyttige fond: Dansk
Folkeparti har fået - beskedne - 100.000 kr. af Maersk.
At de 'respektable'
og 'demokratiske' politikere ikke viger tilbage for regulære ulovligheder
for at sikre sig penge til valgkampen, fik Ekstra Bladet afsløret, da avisen
tilbød 5 forskellige politikere 40.000 kr. som ulovlige, anonyme tilskud.
Blandt de åbent borgerlige politikere var der fuldt hus. 3 ud af 3 tog med
glæde imod pengene. De var alle særdeles opfindsomme med hensyn til,
hvordan de ulovlige midler kunne skjules. Da de blev afsløret, beklagede
de selvfølgelig: De kendte ikke reglerne! De er stadig værdige til
at sidde i folketinget. Deres partier har tilgivet dem.
Valget afgøres
på de to store TV-kanaler, og 'duellerne', valgkampsreportagerne, de daglige
meningsmålinger og de særligt udvalgte eksperters valgkommentarer
er en central del af det store spil om, hvem af de to regeringsalternativer, der
faktisk kommer til at råde over folketingsflertallet og regeringsmagten.
Det
største vælgerkøb hedder valgløfterne. Det er en særlig
konkurrencesport, der går så stærkt, at ingen kan følge
med: 5 milliarder til skolerne? Ingen højere? Bingo!
De stakkels vælgere
er nok skeptiske, men 'de mener det jo godt nok', politikerne.
Det
største valgløfte af dem alle sammen ved FV2005 stod Enhedslistens
Pernille Rosenkrantz-Theill for. Hun er slagkraftig, virker oprigtig - og er blevet
en af valgets mediestjerner. I sine afslutningsord i et TV-vælgermøde
- 'Op af sofaen' - med alle partierne, kunne hun meddele, at selvom Enhedslistens
drøm om et helt andet samfund måske lød utopisk, kunne den
realiseres 'bid for bid' - og hun gentog: 'bid for bid' - via folketinget.
Det
er ikke bare det største, men også det frækkeste, bedrag af
dem alle.
Nertavisen 3. februar 2005