Leder
Kommunistisk Politik 4, 2005
Folketingsvalget
gav krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen grønt lys til at fortsætte
sin dagsorden.
Danmark vil internationalt være at finde blandt den
aggressive og krigsgale imperialismes kernelande, som et hjul i den akse, der
udgøres af George W. Bush's USA, Ariel Sharons Israel og Tony Blairs UK,
som lige nu forbereder angreb på Iran, Syrien og andre suveræne lande,
som ikke truer andre, og som i modsætning til denne 'ondskabens trio' ikke
besidder atomvåben.
Fogh og Co. udlægger resultatet af valget
som en vælgergodkendelse af denne politik og den danske deltagelse i den
ulovlige krig og besættelse af Irak.
I forhold til opbygningen af Den
Europæiske Union vil Foghs Danmark balancere mellem de europæiske
supermagtsdrømme og det 'transatlantiske partnerskab'. At få sikret
et Ja ved den kommende folkeafstemning om unionsforfatningen er en hovedprioritet
for Fogh og Co. ved begyndelsen af dens anden regeringsperiode.
Indadtil
vil Fogh og Co. videreføre den nyliberalistiske offensiv mod arbejderklassen
og det store flertal af danskerne: Foghs 'vision' for Danmark er - trods al pragmatisme
og 'midtsøgning' -en unionstilpasset minimalstat, hvor arbejderne fratages
deres tilkæmpede rettigheder, hvor de sociale budgetter barberes ned til
et minimum (bestemt af klassekampens styrkeforhold): Skibsrederens og de multinationales
(skatte)paradis, helvede for de underste. Denne kurs kaldes 'strukturreform',
'velfærdsreform' - Fremtidens Danmark.
Valgløfternes tid er
forbi: Nu skal de konkretiseres, modificeres og der skal sættes adresse
på dem, der skal betale regningerne: det er ikke A.P.Møller. Den
skjulte dagsorden, som sløret ikke blev løftet for i valgkampen,
vil træde i karakter.
Det vil blive en periode med skærpet klassekamp.
Arbejderne bliver tvunget på barrikaderne for at slå Foghs dagsorden
tilbage.
Valget har efterladt socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i en dyb krise. Det kostede ikke bare Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen posterne som partiformænd, men det efterfølgende slagsmål i begge partier om formandskabet afslører også dybe interne modsætninger om partiernes politiske platform.
'Fløjkrigene' er brudt ud - og partierne
søger med lys og lygte efter formandskandidater, hvis hovedopgave vil være
at holde sammen på stumperne og videreføre de interne kompromisser,
den interne magtbalance, som Lykketoft og Holger K. hver især havde etableret.
Det
vil ikke være så nemt igen. Vælgertilbagegangen for de to partier
er et plastisk udtryk for reformismens, den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitiks,
krise. Den aggressive imperialisme og den nyliberale Union har ingen plads til
det traditionelle reformistiske klassesamarbejde. Borgerskabets kontrakt med socialdemokraterne
er opsagt.
Hverken socialdemokraterne eller SF har i den situation formået
at formulere et selvstændigt projekt, en reformistisk vision for fremtidens
Danmark. Før i tiden hed projektet 'demokratisk socialisme', 'socialisme
via et flertal i folketinget', 'skabelsen af et arbejderflertal'. I konkretiseret
form hed det f.eks. 'overskudsdeling', 'ØD', 'demokratisering' (eller i
DKPs variant: 'antimonopolistisk demokrati').
I dag hedder det ingenting.
Alle partier konkurrerer på fraser om 'mennesket i centrum': Det er de borgerlige
partiers reklamefolk mindst lige så dygtige til som reformisterne.
I
praksis har de to socialdemokratier indsnævret deres fremtidsvisioner til
en luftig plan om at reformere Den Europæiske Union, som de vil forvandle
til en global 'moralsk' supermagt, som lægger afstand til den aggressive
amerikanske supermagt.
Da denne drøm både fremstår som en
utopi, der modsiges af alle erfaringer med Unionen og modsiges af selve dens grundlag
- den nyliberalistiske unionsforfatning - er det ikke nemt for S eller SF at overbevise
om deres nye projekt, endsige sikre sig begejstret tilslutning.
De har
placeret sig som halehæng til det europæiske monopolbourgeoisis projekt
'Europas Forenede Stater'. Der er ikke noget at sige til, at også en stor
del af arbejdervælgerne finder, at det så kan være hip som hap
med, hvem der i Danmark skal stå i spidsen for projektet, og falder for
de borgerlige partiers udspekulerede demagogi.
Folketingsvalget har endelig
gravlagt ideen om 'arbejderflertallet' - som strategi eller taktik.
Det er
Fogh og Co., som suverænt sætter den parlamentariske dagsorden.
Se
også
Hvad viser FV2005?
Valganalyse,
Kommunistisk Politik 4, 2005
Åbent
brev til venstrekræfterne
Arbejderpartiet Kommunisterne
Netavisen 17. februar 2005