Drop dansk og matematik i vuggestuen!

Skal to-årige lære matematik og skal pædagogerne arbejde med  systematisk udvikling af småbørnenes sprog i børnehaven? Denne tanke har fået stor opmærksomhed i pressen i de seneste dage. Skal pædagogerne sætte ind med systematisk indlæring fra blealderen for at danske børn skal kunne klare sig i fremtiden? Nej, siger eksperter – dette er udtryk for en snæver tankegang, og vil have den fuldstændig modsatte effekt. Artiklen er klippet fra fagbladet Børn & Unge

Af Mikkel Kamp

Selv om børn i vuggestuer kan lære flere ord og begreber, hvis pædagoger arbejder struktureret med det, er der mange grunde til at lade være. Børnene glemmer det, de har lært igen, og der er risiko for, at de bliver dårligere til netop dansk og matematik, når de kommer i skole, lyder nogle af advarslerne fra førende eksperter.

Kommunerne skal ikke kaste sig ud i systematisk sprogstimulering af toårige børn flere gange om ugen. Det kan have direkte negativ effekt, siger fire eksperter som reaktion på Politikens artikel ’ Toårige kan lære markant mere’, hvor professor Dorthe Bleses fremlagde resultaterne af en netop afsluttet undersøgelse.

Den viser, at man ved at arbejde systematisk med forstadierne til dansk og matematik fire dage om ugen i 20 uger kan gøre toårige bedre til matematik og sprog. Det fik formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) børne- og kulturudvalg, Anna Mee Allerslev (R), til at opfordre lokalpolitikere til at ’dykke ned i, hvordan de bedst kan implementere forsøgets anbefalinger.’

Men betyder det så, at det er en god idé systematisk at stimulere børn på to år i dansk og matematik?

På ingen måde.

I bedste fald er det spild af tid, men det kan også fjerne fokus fra arbejdet med vigtigere ting og i sidste ende betyde, at børnene præsterer dårligere, når de begynder i skole. Sådan lyder reaktionen fra fire af landets førende forskere på børneområdet.

Spild af tid
For omkring et år siden gennemgik Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, en stor del af den internationale effektforskning om netop tidlig stimulering af børn. Forskningen pegede på, at det ikke er en god idé.

»Forskningen viser ganske rigtigt, at børnene i en periode kan mere, men den viser til gengæld også, at alle effekterne fader ud. Et andet markant resultat er, at børnene under alle omstændigheder lærer sprog og matematik, så det er skønne spildte kræfter,« siger Dion Sommer.

Udenlandsk forskning peger også på, at folder man den tidlige skolelignende læring endnu mere ud hos de små børn, end der er lagt op til i det danske forsøg, kan det direkte give bagslag.

»Børn, der tidligt er blevet stimuleret systematisk i for eksempel sprog og matematik, har større risiko for at komme til at forstyrre undervisningen og have svært ved at sidde stille, når de kommer i skole. Det rigtigt paradoksale er, at de faktisk kommer til at klare sig dårligere i de selvsamme fag, som de tidligt er blevet stimuleret i,« siger Dion Sommer.

Effektfup
Undersøgelsen af, hvordan systematisk stimulering af sprog og matematik gør børnene bedre til netop de områder, er Dion Sommer også særdeles kritisk over for – også selv om den viser, at de toårige på 20 uger bliver 50 procent bedre til matematik og 30 procent bedre til sprog.

»Jeg bruger selv de her metoder, og man kan se, at de har effekter, men man skal være i stand til at vurdere effekternes betydning. Børnene her får 50 procents fremgang i matematik i forhold til andre toårige, men hvor meget matematik kan toårige? Det er meget lidt, og derfor skal der også meget lidt til for, at man får en effekt. Børnene er bedre til sprog, så derfor er der mindre fremgang. Man tillægger effekten for stor betydning. Det kalder jeg effektfup,« siger Dion Sommer.

Snævert børnesyn
Professor Jan Kampmann, der forsker i barndom ungdom og familieliv på Roskilde Universitet, kritiserer hele børnesynet bag undersøgelsen.

»Forsøget er udtryk for en meget snæver forståelse af børn og sprog. Man prøver at stimulere det, de voksne på forhånd ved, at børnene skal vide, uden at tage stilling til, hvordan det i øvrigt hænger sammen med børnenes samlede liv. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvad der optager det enkelte barn og børnegruppen, handler det om at træne dem i at lære ord,« siger han.

Det betyder ikke, at professoren er imod, at børnene bliver bedre til sprog.

»De skal selvfølgelig lære sprog, men her bliver sprog reduceret til en teknisk færdighed. Man tænker på barnet som et apparat med fejl og mangler, man kan rette på og finjustere. Men sprog er kommunikation, og det her er noget helt andet end at styrke kommunikationen med børnene,« siger Jan Kampmann.

Fjerner fokus fra det vigtige
Hvis pædagogerne fire gange om ugen skal fokusere på, at børnene lærer bestemte ord og begreber, går tiden i sagens natur fra noget andet. Det bekymrer Jan Kampmann.

»Man kan sige, at det dør børnene jo ikke af. Men det trækker mange ressourcer, som går fra noget andet. Det handler om prioritering af vuggestuebørnenes hverdag, hvor det er vigtigt at være nærværende og støtte dem i, hvad de er optagede af. Det kan give en skæv tilgang til, hvad børn skal lære. I stedet for at lære at være nysgerrig, optaget af relationer og at lære om sprog som kommunikation, kommer der fokus på, om børnene kan nogle bestemte ord,« siger han.

Læs hele indlægget her

KPnet 4. februar 2017