Nyliberale reformister i krise

Thorning-regeringen har foretaget sine første ministerudskiftninger. De skal bruges til at genoplive illusionerne om, at den fører en ny, anderledes og progressiv politik end EU’s reformpolitk

Fredsflag over Christiansborg: FredsVagtens fredsballon på dag 4000 op til folketingets åbning

Det er normalt for en regering i vanskeligheder at foretage udskiftninger på taburetterne. SRSF-regeringen er ingen undtagelse. Selvom den kun har været et år ved magten, er den allerede godt slidt og ramt både af tillidskløft og troværdighedschok.

Rokaden er en direkte følge af den akutte krise i SF. Som regeringskonstellationens venstrealibi er SF særlig hårdt ramt af de kraftige negative reaktioner på den nyliberale reformpolitik, regeringen står for.

Det er reelt den, som har fremtvunget formandsskiftet i SF og Villy Søvndals og hans makkere Ole Sohn og Thor Møger-Petersens fald fra magtpolitikkens tinder.

Ikke mindst har Thor Møgers skråsikre manipulationer gjort ham sårbar som en af regeringens mest forhadte ministre. En oplagt kandidat til rollen som syndebuk.

Et plaster på såret for Sohn og Møger vil være de gigantiske ministerpensioner, som de kommer til at nyede godt af resten af livet. Dem er der ikke skåret i, og ingen planer om at skære i.

Søvndal og Co.s fald har til gengæld banet vejen for et bemærkelsesværdigt comeback for SFs fhv. formand (1991-2005) Holger K. Nielsen som minister. Som formand for SF indledte han det højresving, som førte partiet over på positioner fra et nej til EU og NATO til et ja til EU og imperialistisk krig.

Villy Søvndal tog de sidste skridt og gjorde SF til et regeringsfähigt parti. Nu betaler han og hans gruppe en pris for ikke  at have partimedlemmerne og mange af vælgerne et med sig hele vejen.

Den ny SF-formand og minister Annette Vilhelmsen er til gengæld et ubeskrevet og så godt som ukendt blad. Tvivlen kommer hende til gode.

Regeringen vil benytte lejligheden til spin: Den vil forsøge at få de krisebetingede rokader til at forbedre dens ramponerede image og genopfriske myterne om, at den står for og vil en ny politik – underforstået som bryder med EU’s nyliberale reaktionære reformpolitik, som har sendt EU- og eurolandene ud i dybere krise og forarmer befolkningerne.

Men presset på regeringen er stort: Det er ikke nok med retorik. Der skal reelle indrømmelser til. Ministerskifterne vil ikke betyde det fjerneste for SRSF-regeringens overlevelseschancer, hvis ikke det brede folkelige krav om at redde dem, der står til at miste dagpengene fra januar, og andre anti-reformkrav bliver imødekommet.

Den kommende tid vil vise, hvordan Thorning og de to andre kvindelige partiledere i regeringen håndterer det. De skal manøvrere dygtigt for at fastholde deres nyliberale reformstrategi og samtidig pleje illusionerne om en ny og anden politik. De plejer at dumme sig, og det er der ikke råd til.

Se også

SF: Ny formand – intet kursskifte
Netavisen 13. oktober 2012

Netavisen 16. oktober 2012