Krigens skyggespil: Hvem er landsforrædere?

At Folketinget vil kalde deltagelse i ISIS for landsforræderi grænser til det absurde. Forræderiet er begået mod Syrien og Irak og hovedansvarlig er de danske regeringer

Danske regeringer står bag folkeretsstridig indblanding i Syriens indre forhold

Krigspropaganda kan kendes på at statsledere eller bestemte politiske eller religiøse ideologier bliver sammenlignet med alt det ondeste man kan finde på, mens danske partnere og egne styrker bliver glorificeret. Der tegnes et sort-hvidt verdensbillede, der skal skabe opbakning til krigene og stigmatisere modstanderne.

Krigspropagandaen skal samtidig aflede fra de vigtigste informationer om krigenes egentlige baggrund og danske interesser i gå med i dem og den virkelighed krigsindsatsen efterlader.

Danmark er et af de mest hemmelighedsfulde og mørkelagte lande når det kommer til hvem og hvor mange der er myrdet i dronningens tjeneste, og hvad bomberne koster, og hvor mange bygninger og infrastruktur der er smadret og hvem der skal betale for skaderne osv..

Så hav det i mente, når modstanderen kaldes terrorist og landsforræder, eller på anden måde nedgøres, og fredsbevægelsen kaldes naiv støtte til ekstremisme, og du intet hører om kontrol af olien.

Timingen i lanceringen af hård retorik er også et selvstændigt bemærkelsesværdigt aspekt. I kølvandet på attentatet i Paris, har den danske krigsnation til fulde forstået at udnytte situationen til at skærpe retorikken og blande attentatet sammen med igangværende konflikter. Og med sin politik og tilgang til situationen tilskynder man direkte til opblomstringen at reaktionære grupper forsøger at marchere i gaderne.

Det at Danmark er gået med i de utallige krigseventyr på den ene løgn efter den anden virker tilbage på landet som en reaktionær svøbe, der er med til at nedbryde demokratiet.

Hvem er landsforrædere mod hvilket land?

Baggrunden er meget kort, at et flertal i Folketinget i 2014 gik med i en ny krig, denne gang mod ISIS der havde fået overtaget dele af Irak og Syrien. Danmark sendte bl.a. F16 bombefly med mandat til kun at bombe mål i Irak.

Vedtagelsen udløste en debat om krigere på den ‘forkerte side’. Hvad hvis nogle af de der stod på jorden var frivillige krigere fra Danmark, skulle det så være ekstra forbudt nu, da danske ”lovlige” soldater hang i luften over dem?

(Lad os senere vende tilbage til den danske beslutnings legitimitet i forhold til internationale retsprincipper og bare konstatere, at så længe der er flertal for at gå i krig – og politikerne anerkender slet ikke at de er i krig – så vil de meget langt hen af vejen også få opbakning fra dansk retsvæsen.)

I første omgang blev landsforræder problematikken overladt til Straffelovrådet i justistministeriet – men i lyset af januars begivenheder i Paris har regeringen skærpet tonen og bedt om at få resultatet i en fart. (Man mærker at Danmark er inde i et valgår). Og justitsministeren og andre indikerer i samme åndedrag, at blot det at opholde sig i krigszonen bør takseres som landsskadeligt.

Selvom det ikke er særlig klart indikeres det at gerningsmændene fra Paris på en eller anden måde havde været i forbindelse med en eller flere af krigsskuepladserne i mellemøsten.

I nogle medier har det været udlagt som om, at alle hjemvendte der har kæmpet i Syrien nu er under mistanke for at være potentielle terrorister. Det virker som om dele af Europa er klar til at slå ind på den samme tænkning, som fik USA til at sende alle de tilfældigt samlede op i Afghanistan til livslangt ophold i militærfængsel i Guantanamo-lejren. Med forhørsmetoder som kun kan beskrives som tortur.

Et nærmere blik på spørgsmålet om deltagelse i væbnede konflikter i udlandet må naturligvis tages konkret i sin historiske sammenhæng. Solidaritet i praksis betyder meget sjældent ret til at bevæbne sig, med mindre at der helt tydeligt er nogle historiske omstændigheder, hvor en legitim regering inviterer til det.

I forhold til international ret kan man ikke intervenere militært i borgerkrige i andre lande – hverken som enkeltperson eller stat. Man kan end ikke kræve adgang til at hjælpe som en del af en humanitær indsats. Man skal inviteres. Alle borgerkrigens parter skal overholde international ret, i henhold til Den Internationale Straffedomstol.

I Syrien er det oplagt, at et meget stort antal lande har omgået disse klare internationale regler. Flere lande har simpelthen anerkendt en anden regering end Assads som den legitime og så bare spurgt denne ikke valgte selvudnævnte instans om det ikke var ok at sende hjælp.

Den uautoriserede regering bad om våben, men fik dog fra Danmark kun tilsagn om nødhjælp. Det er her de internationale juridiske spørgsmål bliver en smule spegede og mere til en storpolitisk magtkamp.

Samme problem kan nævnes om de omstændigheder der fulgte i kølvandet på kuppet i Ukraine. Her var man også et stykke fra ånden i den internationale retsorden, da EU anerkendte kupregeringen. Og Rusland er på deres side heller ikke indenfor rammen ved selektivt at anerkende en folkeafstemning om annektering af Krim, men det går for vidt at komme ind på det konkrete.

Her blot for at nævne at storpolitik og jura er to forskellige ting. Stormagterne og Israel anerkender simpelthen ikke, at den internationale ret gælder for dem.

Det juridiske felt man er inde i – hvis man ikke kæmper på vegne af en stat, men tilslutter sig en milits i en borgerkrig – er altså stadig international ret under Den Internationale Straffedomstol. Men der er naturligvis også den lovgivning der findes i det pågældende land, samt lovene i det land du kommer fra.

I praksis er det jo vanskeligt at blive retsforfulgt hvis man er kriminel i en krigszone, hvor regeringen har mistet kontrollen over dele af territoriet og indbyggerne er flygtet. Derfor kan nogle måske tro sig immune, men sådan er det ikke. Uanset om man er med i Fremmedlegionen eller en anden lejehær og smider sit pas og identitet væk, er man stadig ikke udenfor verden.

De der engagerer sig i f.eks. mord og plyndringer og holder gidsler, kan ikke blive fritaget for straf med den undskyldning af det var et led i kampe mod Assad eller ved at påstå man kæmper for demokrati.

I princippet har regeringen i det land man kommer fra et medansvar for de handlinger som dets borgere begår i udlandet. Særligt skærpede omstændigheder kan siges at gælde hvis udrejse til deltagelse i borgerkrig de facto er sanktioneret, eller hvis der rejser en gruppe af sted på flere hundrede, mens myndighederne har vendt det blive øje til. Det freder ikke regeringen at tage afstand på bagkant og påkalde sig der tale om forræderi.

Del og hersk i Mellemøsten

Gang på gang må man huske sig selv på, hvem der egentlig er hovedårsagen til den nuværende situation med ISIS og andre bevæbnede militser, der de
seneste år har været i væbnet konflikt mod Syrien og Irak.

Magthaverne både i Danmark og resten af de lande der involverer sig i Syrien har nemlig en tendens til at “glemme” det.

Krigene i Mellemøsten har stået på i årtier for ikke at sige i mere end hundrede år, og forskellige imperialistiske interesser har været direkte og indirekte engageret i krigene mindst ligeså længe.

Danmarks allierede har været direkte medskyldige i snigmord og attentater, militærkup, og terror eller ved direkte militær intervention. Og derudover har de forsynet forskellige sekteriske religiøse og politiske kræfter med penge, uddannelse og våben.

Disse sekteriske kræfter har rollen som demagogisk påskud for at opretholde udemokratiske diktaturer i en lang række lande i Afrika og i Mellemøsten. De bevæbnede ekstremister i ISIS der i øjeblikket hærger i Syrien og Irak er i virkeligheden hovedsageligt lejesoldater som Danmarks allierede i Libyens “venner”
og Syriens “venner” har hjulpet med at oprette og betale.

Mere end 10 års imperialistisk “hjælp” har resulteret i sekterisk religiøs opsplitning som i Irak i Libyen og nu turen også kommet til Syrien. Hvor USA, Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet mfl. direkte har støttet religiøse ekstremister for at sikre Assads fald og kontrol over landet.

Rekrutteringen sker helt åbenlyst ved at henvende sig til marginaliserede og udstødte befolkningsgrupper i f.eks. Danmark, hvor hvervningen ofte sker direkte i fængslerne. Det er altså børn og unge, der pga. af sociale omstændigheder ikke kan få plads i det danske samfund der bl.a. tager af sted. Og man skal igen huske, at det er sket med danske regeringers fulde opbakning, og med massiv krigspropaganda i medier vendt mod Libyen og Syrien.

Nu er man så kommet til næste fase af krigslogikkens cyklus. Når de unge vender hjem fra krigen er de pludselig en undskyldning for at skærpe
terrorlovgivningen og flere penge til politiet – som i parentes bemærket er de penge der er givet aller dårligst ud hvis det handler om at opløse ghettoer og give plads til de fattigste lag blandt indvandrerne i samfundet.

Hjemvendte med krigstraumer

Der er en slags forståelse for at mange af de danske soldater der har været udsendt lider af posttraumatisk stress eller tilsvarende diagnose når de kommer hjem. Samme efter-effekt kan ses hos

dem der kommer hjem efter at have været afsted som Syrienskæmpere. Der er flere ligheder end forskelle. De skal leve med at være blevet brikker i stormagternes spil og medskyldige i mord eller krigsforbrydelser, og mens de var væk og forblindet af ideologisk vås eller drømmen om magt, penge og ære er
de politiske vinde skiftet og ingen aviser står længere klar med skulderklap.

Gentagelse gør dum

Den historie vi ser i Europa og Mellemøsten idag er intet nyt – den er en dum gentagelse at samme imperialistiske politik, der er kendt fra hele verden. Blot er Lars Løkke ikke direkte med ude i bjergene og aflevere geværerne.

Den eneste der i Folketinget i efteråret prøvede at anbefale dialog i stedet for krig mod ISIS blev prompte fyret som ordfører for Enhedslisten og nu forklarer partiet:

– Rent moralsk kan man jo kalde de mennesker, hvad man vil. Men jeg mener umiddelbart, at landsforræder er et mildt ord, når man taler om mennesker, der rejser til Syrien eller Nordirak for at kæmpe med IS.

– Jeg ville måske vælge morderiske fascister eller noget andet, men det er ikke så meget det, der er vigtigt i debatten lige nu. Den vigtige debat er, hvordan vi får stoppet rekrutteringen til IS og sørger for, at dem, der tager derned, bliver retsforfulgt herhjemme, hvis de kommer tilbage,” siger Pernille Skipper fra Enhedslisten til dr.dk.

Nej til stigmatisering

Det er flertallet i Folketinget og Danmarks allierede der er de egentlige ansvarlige for situationen med de såkaldte ”Syrienskrigere”, også dem der har ladet sig indrullere i militser og sekteriske religiøse forbryderbander.

Fredsbevægelsen står jo heller ikke klar og kræver menige soldaters hoved på et fad. Alle skal dømmes for de forbrydelser der rent faktisk er begået efter international og national ret, og må tage deres straf, og efterfølgende have hjælp til at klare sig i det civile liv.

Det samme gør sig gældende, når det handler om folk der har kæmpet for ISIS eller andre – selvom de da vindene vendte stod på den forkerte side. Der behøves ingen særlovgivning eller fortolkninger af paragraffer, der særligt skal tage højde for at ”vores” politikere den ene dag kommer med opbakning og våben til deltagere i borgerkrige og den næste dag sender Danmark ud i krig for at bekæmpe de selv samme man netop har bevæbnet.

Allerede da Regeringen gik med i Syriens “venner” kunne fredsbevægelsen forudsige, at det ville ende hvor det er nu: Med en ulykke for befolkningen i Syrien, og til sidst ende med mere krig og mere terror og mere politi og militær. Det gælder om at stoppe denne imperialistiske dødsspiral og kræve fred.

Netavisen 23. januar 2015