Vækst med vilje – og helt på kapitalens betingelser

Arbejdstempoet og arbejdstiden skal kraftigt i vejret, ferierne forkortes, effterlønsordningerne undergraves: Fogh har en ny plan

Højreregeringens seneste udspil om øget økonomisk vækst er skræddersyet efter arbejdsgivernes behov: Alle regler, som begrænser arbejdsgivernes muligheder for maksimal profit og udnyttelse af arbejdskraften fuldt ud, skal udvandes eller fjernes, både arbejdstempoet og arbejdstiden skal sættes kraftigt i vejret, ferierne forkortes “frivilligt”, efterlønsordningerne undergraves yderligere, mens det tredje, grå arbejdsmarked udbygges yderligere.

Økonomi- og erhvervsministeren præsenterede regeringens udspil, betegnet som vækststrategi og døbt “Vækst med vilje”, med følgende svada: “Uden en offensiv vækstpolitik vil Danmark sakke bagud i konkurrencen i den globale vidensøkonomi. Der vil blive færre job, og vi vil få svært ved at forbedre hospitaler, skoler og ældreomsorg.”

Det danske samfund skal fornys og den økonomiske vækst fremmes til fordel for alle “via større frihed og virkelyst – både for den enkelte borger og den enkelte virksomhed. Regeringen vil gøre op med systemer og regler, der mindsker incitamenterne til at yde en ekstra indsats, at vælge en tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende og/eller gå fra overførselsindkomst til fast arbejde. Danmark skal på alle områder være i front blandt OECD-landene.”

Går man regeringens nye “vækstudspil” blot lidt nærmere efter i sømmene og sammenholder det med de mange politiske initiativer på beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og det sociale område, som regeringen allerede har taget, viser det sig hurtigt, at det reelt handler om at sikre kapitalens vækstbetingelser bedst muligt. Skrælles det glitrende indpakningspapir bort, er der tale om et rent gavebord for kapitalen og et slet skjult forsvar for højreregeringens arbejderfjendske politik.

Den stærkt opreklamerede frihed tilfalder alene kapitalen. En række “administrative byrder”, som hindrer storkapitalens frie udfoldelsesmuligheder, såsom kontrol med arbejdsmiljøet, overholdelse af skattelovgivningen og begrænsningerne i anvendelse af deltid, overarbejde m.m., skal lettes eller fjernes totalt, mens den arbejdende befolkning skal tvinges til at knokle endnu hårdere og arbejde længere til ringere og løn- og arbejdsforhold.

Det fremgår af den førte beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik med al tydelighed, hvad der forstås ved “fjernelse af unødige administrative byrder”. Arbejdstilsynets muligheder for at føre en effektiv kontrol med virksomhederne er blevet voldsomt forringede, på linie med Told og Skats muligheder for at se virksomhederne efter i sømmene. Det er mere og andet end besværlige og unødvendige administrative byrder, der afskaffes.

Prisen betales af arbejderklassen i form af forringet arbejdsmiljø og af den brede befolkning i det hele taget i form af milliardbeløb i nye “skjulte” skattefordele til erhvervslivet som en følge af en langt mere vilkårlig kontrol. Og vi har kun set begyndelsen.

Stort set samtlige gældende begrænsninger i at kunne opnå maksimalprofitter på den almindelige befolknings bekostning skal fortsat udhules – samtidig med, at de offentlige udgifter presses helt i bund, mens uddannelsessystemet målrettes efter erhvervslivets behov og direkte underlægges erhvervslivets styring. Dette forsøges nu solgt som øget frihed for den enkelte plus mindre af den utålelige statslige kontrol og bureaukratiet, der efter sigende hæmmer os alle.

Ligegyldigt hvor mange gange regeringen påstår, at der er tale om at udvide lønmodtagernes frihed til selv at bestemme over egne arbejdsforhold, er politikken kendetegnet ved mest at bestå af foranstaltninger, som alene styrker arbejdsgivernes muligheder for at tvinge folk til at arbejde, når og hvor det passer i deres kram.

Deltidsloven er et skoleeksempel på, hvis interesser regeringen varetager. Loven er udformet, så den giver arbejdsgiverne muligheder for at udnytte deltid helt efter forgodtbefindende, mens den såkaldte frihed for lønmodtagerne til at vælge at gå på deltid intet er værd. Senere kommer turen til den ugentlige arbejdstid, som skal presses i vejret, og angreb på ferien, der skal presses ned under de 6 uger, der i dag er overenskomstmæssigt bestemt. Om det sker via deciderede indgreb i overenskomsterne eller ved implementering i overenskomsterne “ad frivillig vej”, er uvist.

Samtidig skal flere tvinges ud på arbejdsmarkedet som løntrykkere og ekstremt billig arbejdskraft uden faglige rettigheder for på den måde yderligere at kunne svække arbejderklassens kampkraft og forringe gældende løn- og arbejdsforhold, samtidig med at muligheden for at føre faglig kamp svækkes via angreb på de overenskomstsikrede rettigheder og direkte overenskomstindgreb.

Udspillet “Vækst med vilje” kommer ganske vist ikke med ret mange konkrete nye forslag, og da slet ingen “visionære” forslag. Derimod er “Vækst med vilje” et løfte om, at regeringen vil fortsætte og styrke det styrkede felttog vendt imod arbejderklassen og UnderDanmark, som den har påbegyndt.

Det er mere tale om et forsøg på at forsvare den reaktionære arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som regeringen står for, nemlig indførelsen af Minimalstaten – i bedste EU-ånd, ved at iklæde den falske gevandter i håb om, at den borgerlige presse som sædvanlig vil gøre sit til at fremme bedraget af den danske befolkning.

Kommunistisk Politik 11, 2002