Kæmp for og ikke om medlemmer

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2009

3F og FOA er røget i totterne på hinanden.
3F har tegnet overenskomst inden for plejeområdet eller mere specifikt handicaphjælpere. Det er et område, der altid har været dækket af FOA, som en naturlig følge af arbejdsområdets beskrivelse. FOA har indbragt sagen for LO’s grænsenævn med en tydelig trussel om at forlade LO, såfremt de ikke får medhold.

Det er efter 2 dages intensivt møde i FOA’s hovedbestyrelse næppe en tom trussel. Det er tilmed en trussel med en vis vægt bag. Såfremt FOA trækker deres 200.000 medlemmer, så vil LO på blot 5 år være reduceret med mere end 25%; fra 1,4 millioner til godt 1 million.

Der er i årevis trukket tænder ud af den socialdemokratiske, reformistiske fagbevægelse. Den ligger, som den selv har redt, idet den igennem et århundrede ikke har benyttet tænder til at bide fra sig. For lønmodtagere i dag er det vanskeligt at se fidusen i at vælge de ”gule” fra. Den økonomiske krise har givet a-kasser over en bred kam flere medlemmer; men for LO-familiens forbund er det en dråbe i havet i forhold til, hvad de har tabt.
LO’s formand Harald Børsting holder lav profil i forhold til FOA’s kritik af 3F’s strandhugst. Han har fået noget at tygge på.

Situationen er alvorlig – ikke blot for forbundskontorernes bureaukrater; men i særdeleshed for medlemmerne og for arbejdere i almindelighed. De ”gule” er ikke vejen frem!

Desværre er baggrunden for alvoren, at fagbevægelsen selv har siddet med hænderne i skødet, mens Fogh-regeringen i hele perioden har undermineret den med en arbejderfjendsk politik. Pensionernes og dagpengenes dækningsgrad og realværdi er blevet kraftigt forringet. Løn og arbejdsforholdene det samme.

For mindre end et år siden dikterede finansministeren en minusoverenskomst igennem på hele det offentlige område – også gældende for regionalt og kommunalt ansatte. Forbundsformændene endte med at klappe i deres buttede hænder over et resultat, der ganske vist – for enkelte – havde sprængt regeringens ramme med et par håndører, men stadig var et lousy udkomme. Der var ikke råd, sagde regeringen, mens de pøsede penge i Danmarks krigsførelse. Siden har de skaffet finansspekulanter med bankpakker langt over 100 milliarder kroner – og der er flere på vej til landets bedst stillede i form af en skattereform.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har ført en konsekvent kamp mod fagbevægelsen med en begunstigelse af de gule. A-kasserne har fået undermineret retten til arbejdsanvisning. Valg af fagforening er blevet gjort frit – uanset de naturlige brancheafgrænsninger. Der kan nævnes mange flere eksempler. Seneste skud på stammen er forringelsen af fradraget for fagforeningskontingent.

Alt sammen angreb, der burde have udløst voldsomme protester og aktioner; men angrebene er dog kommet fra en reaktionær, nyliberal regering.

Det værste er faktisk, at fagbevægelsen selv har valgt at følge den fremherskende trend: Individualismen på bekostning af kollektivismen baseret på sammenhold og kampstyrke. Forbundenes reklame for sig selv er som oftest, at de har skaffet det ene og andet individ en erstatning for dette og hint. De har omgjort arbejdernes organisationer til forsikringsselskaber og advokatkontorer. Vi må give dem medhold i, at de har vanskeligt ved at agitere for og skaffe nye medlemmer ved en kamplinie.

Det er heri, at fagbevægelsens problem ligger. Det forværres kun ved, at LO-tankeren ikke rummer viljen til at vende skuden 180 grader. I stedet føres der kamp på mange felter imod hinanden, hvor 3F’s strandhugst kun er et aktuelt og skræmmende eksempel. Forbundenes indbyrdes kamp kommer til udtryk på mange felter.
Der eksisterer næppe en større arbejdsplads i Danmark, hvor man ikke kan finde beslægtede problemstillinger.

Det er alvorligt. Fagbevægelsens top graver fagbevægelsens grav. Det er et spørgsmål om år, før vi igen har brug for en Pelle Erobrer til at organisere en bevægelse fra schratch. Kapitalismens krise kan betyde et opsving i klassekampen med en efterfølgende effekt i bevidstheden om nødvendigheden af kollektivitet, sammenhold og kamp. Krisen kan også medføre øget individualisme i en kamp for den blotte hverdag og overlevelse.
Tiden råber på en kamplinie.

Netavisen 17. februar 2009