2009: Et rødt år

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 1, 2009

Med sosu’erne i spidsen viste de offentligt ansatte med pædagoger, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker og mange flere vejen frem i 2008.
Klokken er slået 2009. Det nye år er skudt ind. En status over situationen peger på mange centrale problemstillinger i det nye år. Hvis resultater skal nås og Fogh-regeringens krisepolitik skal slås tilbage, så er der god grund til at tage ved lære af sidste års overenskomstkamp – på godt og ondt.

Løn, arbejdstid og arbejdsforholdene er blevet grundigt undermineret gennem de sidste 20 år. Kniven er blevet ført af en Nyrup- og en Fogh-regering. Arbejdstidsforkortelsen på 3 ugentlige arbejdstimer (1987) og den ekstra ferieuge (1998) er for længst spist op af en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på op mod 45 timer. Overarbejdstillægget er for mange overenskomster forsvundet i fleksibilitetens navn. Dagpengeperioden er blevet beskåret fra 7 (9 år med uddannelse eller kurser) til max. 4 år i dag, som skal udfyldes med meningsløst aktivering. Hundredtusinde er blevet udstødt af arbejdsmarkedet og dagpengesystemet; – tilkendt kontanthjælp med arbejdspligt eller anden form for overførselsindkomst.

Reallønnen er faldet drastisk. Spørg blot sosu’erne, der af forbundsledelserne blev lovet reallønsfremgang; men blot måtte sande, at det næste halve års prisstigninger havde fortæret deres 3-årige lønforhøjelse. Dagpenge, overførselsindkomst og pensioner er faldet endnu mere i realværdi. Overarbejdstillæggene er for mange fjernet. For arbejderklassen som helhed er reallønnen faldet voldsomt. Hertil kommer, at arbejdsmarkedspensioner og private opsparinger står for skud i forbindelse med den økonomiske krise. Her gives der ingen garantier.

Det store antal af arbejdsulykker med døden eller invaliditet til følge taler deres eget tydelige sprog, når det gælder arbejdsforhold. Hertil kan lægges de mange, der bliver slidt ned – lang til før, at pensionsalderen er indenfor rækkevidde.

Også kampbetingelserne er blevet undergravet og forringet på en række vigtige og centrale felter. 3-årige overenskomster har erstattet de 2-årige. Områderne er splittet op for at forhindre storkonflikter. EU har ulovliggjort (beslutningen er tiltrådt af folketinget 18.december 2008) blokader mod løntrykkeri af udenlandsk arbejdskraft.

Fogh-regeringen fortsætter angrebene på levevilkårene.
Den bebudede skattereform vil med eller uden Socialdemokraternes stemmer vende den tunge ende nedad. De rige suppleret med nogle få pæne indkomster vil få glæde af en sænkelse af topskatten, som så skal finansieres af de dårligst stillede. Skattestoppet kan kun udløse fortsatte forhøjelser på forringet offentlig service. Privatiseringerne fortsættes med samme konsekvens: Det bliver dyrere og ringere for almindelige borgere. Massefyringer er startet og titusindvis flere ligger klar i direktionslokalernes skuffer.

Samtidig kastes hundredvis af milliarder skattekroner efter spekulanter og militær, der fører ulovlig krig på fremmed grund.
Det burde være en selvfølge: Velfærdsbevægelsen må vækkes til live igen – baseret på kræfter nedefra. Fri os for forbundsledelsernes vamle omklamring og benspænd.

Velfærdsbevægelsen har netop sin styrke og fremtid i, at den favner bredt og rummer alle. Her er plads til kontanthjælpsmodtagere på starthjælp over dagpengemodtagere, ufaglærte, studerende og ”op” til de faglærte elektrikere og metalarbejdere. Her kan der trædes op i samlet flok.

År 2009 indbyder også til en forberedelse af overenskomstforhandlingerne for det private område i år 2010. Kredsen af fagforeninger bag skifteholdsinitiativet har allerede taget skridt til at afholde en åben konference for tillidsmænd den 31. januar. Det er værd at repetere, at netop denne kreds trods alt viste tænder ved OK-fornyelsen i 2007. Som de selv bemærker i indkaldelsen:
”Op til sidste overenskomst på det private arbejdsmarked kørte skifteholdsinitiativet en stafet, hvor mere end 100 af de største industrivirksomheder var involveret, og udtalte sig om kravene for bedre vilkår for skifteholdsarbejdere.”

Problemerne for skiftehold og arbejdere med ubekvemme arbejdstider blev ikke løst – så de fortsætter stafetten. Det er fint. Vi kan kun få for få af den slags.

Når det til gengæld kommer til den hellige samlede Enhedsfagbevægelse, så viser det sig, at ordet ”enhed” er blevet devalueret og fraktionaliseret. Fagbevægelsens top ser ikke fagbevægelsen som et redskab for hele arbejderklassen; men har indsnævret dets formål til et snævert spørgsmål for egne kontingentbetalende medlemmer. Selv det formål træder i anden række – efter egne pamperforhold.

Denne indadvendthed kom tydeligt til udtryk under sidste års overenskomstkonflikt, hvor FOA, BUPL og DSR som de dominerende ikke formåede at optræde med fælles fodslag.

Disse takter skal man lede efter lokalt mellem klubber og i sjældnere tilfælde blandt fagforeninger; men det må der bygges på – og det bør udvides til en inddragelse af de 8-900.000 udstødte.
Så kan man snakke med om en enhedsfagbevægelse.

Netavisen 3. januar 2009