Krisens ansigter

Krisen rummer to parter, der gennemlever den ud fra hver deres situation. Kun klassekampen kan rokke ved denne ulighed. Lad 1. maj
blive gennemsyret af denne stemning.

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 9, 2009

De rige fortsætter med at blive forgyldt. Senest har skattereformen sikret dem et årligt økonomisk tilskud i milliardklassen. Trods det åbenlyse i deres ulovlige såvel som lovlige spekulationer så er der ingen politikere eller myndigheder, der rejser spørgsmålstegn ved essensen af samfundets økonomiske struktur. Disse kredse bestikkes på højeste plan med golf og jagtture. Intet nyt under solen. Når der sættes fokus på nogle af kapitalens ømme tæer, så er det på skrømt.

Eksstatsminister Poul Nyrup Rasmussen har med den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet i fire år rejst spørgsmålstegn ved kapitalfondenes forretningsgang. Gruppen var i sommers ved at lægge sagen på hylden, men så indtraf krisen, og fondene ser nu ud til at skulle tjene som en slags syndebuk, så politikerne kan vaske hænder i befolkningens øjne.

Den kommende uge kommer til at se et politisk indgreb fra EU-kommissionen, der vil begrænse fondenes mulighed for gældsætning, men det ikke vil pille ved det afgørende: deres forretningsmetoder, der består i opkøb af virksomheder, hvorefter de ved rationaliseringer, fyringer og med tempoopskruning kan sælge den dyrt. Når arbejderne udbyttes hårdere, så stiger værdierne. Det er kapitalens logik, og den sætter EU-kommissionen ikke ud af kraft.

Kapitalfondene har forsvaret sig med, at de virksomheder, hvor de køber sig ind på bestyrelsesposter, ikke har ”sovende” bestyrelser.
Luksuslivet leves videre bag sikkerhedsvagter.

I den anden ende af samfundets pyramide befinder det store flertal af befolkningen sig: de, der betaler gildet – og kapitalisternes krise. Beslutninger på direktionsgangene er nok til at uddele straffene til dem. I den forbindelse er private som offentlige arbejdsgivere ualmindeligt rundhåndede.

Det er også i den ende af skalaen, at boligmarkedets bristede boble mærkes. Flere hundrede tusinde lønmodtagere er i bedste fald teknisk insolvente. Andre har oplevet tvangsauktioner med voldsom gæld og måske familiesammenbrud som følge. Atter andre kan slet ikke få en bolig, som de kan betale.
Andre hundredtusinder er udstødt af arbejdsmarkedet og efterladt i et overførelsessystem, som bygger på mistillid, hån og ydmygelser. Overførselsindkomstens størrelse – med manglende regulering i forhold til prisstigninger – er i sig selv en ydmygelse, der sætter den enkelte i en konstant kamp for overlevelse.

Hertil kan vi lægge en hel generation af unge, som er i færd med at afmonteret deres sidste håb om så basale ting som arbejde og egen bolig. Mens yuppierne førte sig frem i 80’erne, fødtes denne generation, som kun har oplevet, at samfundsforholdene i neoliberalismens hårde behandling er blevet forringet.

Med den nuværende omfattende overproduktionskrise forsøger kapitalen og dens håndlangere at vælte endnu flere byrder over på det arbejdende folk.

I denne uge har Gribskov kommune dikteret 400 ansatte i ældreplejen lønnedgang og en opskrivning af arbejdstiden i ét og samme  hug! Angrebet på lønnen og arbejdsforholdene er meddelt pr. brev til den enkelte – helt uden om det faglige system. Det begrundes i, at kommunekassen er slunken.

Derfor skal 400 mennesker trædes på, blandt andre sosu-ansatte, som for præcis et år siden strejkede i adskillige uger for at få respekt for deres arbejde, højere løn og mere tid.

Kommunernes økonomi er udsultet, hvilket borgerne har mærket i mange år. Med krisen vil skridtene blive forsøgt ført yderligere igennem. De ansattes fagforbund FOA har reageret på Gribskovs frontalangreb ved at appellere til Kommunernes Landsforening – altså arbejdsgiverparten – om at gribe ind, og i anden omgang føre kommunen iretten for overenskomstbrud. Begge dele er udsigtsløse legalistiske skridt.

Angrebet kan kun slås tilbage ved mobilisering imod denne udvikling, på landsplan og med Gribskov kommune som spydspids. Det skylder FOA sine medlemmer.

Sidste års overenskomstkonflikt er en bekræftelse af, at der under kapitalismen ikke eksisterer varige goder. Kun socialismen kan garantere dette.
Det kan vi da i en situation, hvor 1. maj er på trapperne, huske hinanden og fagbevægelsen på.

Netavisen 25. april 2009