Status på LO-kongressen

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2003

LO’s 35. kongres blev afviklet i sidste uge. Fem dage i de pompøse omgivelser i Falkonercentret på Frederiksberg i København skulle give den betrængte ledelse af dansk fagbevægelse en fornyelse, der blandt indebar, at LO opkaldte sig til at være frihedens bannerfører for landsorganisationens 1,4 mio. medlemmer. Det skulle vise sig, at der var udtalte og store modsætninger i forståelsen af begrebet “frihed”.

Men lad os først give ordet til den genvalgte formandsduo, Hans Jensen og Tine Aurvig-Huggenberger:
– Vi synes, at det går den rigtige vej. En masse af de faglige folk har set, at der er nogle reelle problemer for medlemmerne. De er opmærksomme på, at økonomien er så international, at vi skal samarbejde over grænserne, selvom der stadig er nogle, der mener, at det er en glidebane at give EU flere instrumenter.

Hvad duoen her berører, er ikke, at de delegerede forbundsledelser er blevet bevidste om, at de menige medlemmer er udsat for udbytning og stadig større arbejdsløshed og udstødning fra arbejdsmarkedet og dagpengesystemet. Hvad hr. Jensen og fru Aurvig-Huggenberger fastslår her, er at kongressen vedtog en for arbejderklassen uhyggelig beslutning: at arbejde for en EU-arbejdsret og EU-hovedaftale.

Forslaget vakte en del modstand, hvorfor ordene i den endelige tekst blev omformuleret til at arbejde for et europæisk tvistløsnings-system og fælles spilleregler for aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere på tværs af grænserne. Etiketten på flasken er ændret, men indholdet er det samme. Kun de delegerede fra Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og enkelte SiD-delegerede fastholdt deres modstand.

LO’s formand har fået mandat til at etablere en EU-institution, der har til formål at binde den europæiske arbejderklasse til klassesamarbejde og straffe den, hvis den griber til kamp.
Prisværdigt af FOA og enkelte SiD’ere, at de fastholdt deres modstand.

Til gengæld udmærkede FOA sig i samarbejde med HK i en lidet flatterende rolle, idet de insisterede på det positive i private arbejdsløshedsforsikringer. Desværre kunne de med al ret argumentere for, at de med LO’s ekstraordinære kongres i starten af året, som fastslog, at LO skulle tilpasse sig individets rettigheder, blot tog konsekvenserne af denne beslutning.

Det skilte vandene. SiD med andre var modstandere af ideen, som ikke kom afstemning, hvilket giver de enkelte forbund mulighed for at etablere den slags usolidariske ordninger.

Det Nye LO skulle vise sig at give anledning til megen splittelse, da det netop bygger på de enkeltes forbunds ret til enegang. Det gælder holdningen til EU-arbejdsret, private arbejdsløshedsforsikringer, indholdet af LO’s nye rolle som bannerfører for den individuelle frihed og den nye LO-struktur, der begrundedes med den økonomiske slankekur.

Nyt LO indeholder også en ny struktur, der har indsnævret daglig ledelse til enkelte store forbund på bekostning af de mindre. Trods SiD’s repræsentation er det reelle indhold, at de ufaglærtes interesser bliver skubbet bagerst i køen.

De arbejdsløses og udstødtes interesser var overhovedet ikke repræsenteret og blev som sådan heller ikke behandlet – ud over et politisk manifest, der forargedes over den stigende arbejdsløshed, hvilket mere tjente til at gøde jordbunden for en kommende socialdemokratisk tilbagevenden til ministertaburetterne end til en regulær solidaritet med disse grupper, der mere af forbundene betragtes som en last for samfundet.

Formandsduoen har ret, når de konstaterer, at kapitalen er blevet stadig mere international, hvilket forudsætter et samarbejde på tværs af landegrænserne for fagbevægelsen. De drager blot den totalt forkerte beslutning om EU-hovedaftale og -arbejdsret. Et internationalt samarbejde på brancheplan, der kunne tage kampen op med EU’s monopoler og deres EU-projekt, ville bære noget frugtbart med sig.

Titusinder af europæiske havnearbejdere, der for et par måneder siden konfliktede og protesterede mod et EU-direktiv, der underminerer deres arbejdspladser, angiver vejen og retningen for europæiske arbejderklasse.

Netavisen 9. november 2003