Linier i den faglige krigsmodstand

Kommunistisk Politik 7, 2003

Ved krigsudbruddet sidste torsdag valgte deltagerne på Trafikfunktionærernes Fagforenings generalforsamling at afbryde mødet for at deltage i demonstrationen på Københavns Rådhusplads. De mange tusinde deltagere og krigsmodstandere tog begejstret mod oplysningen. Flere udtrykte glæde over, at fagbevægelsen nu mere markant begynder at røre på sig.
Det skal ikke forstås sådan, at fagbevægelsen ikke har været til stede. Der er faglige organisationer, som har vedtaget udtalelser, og opfordret til at deltage i antikrigsdemonstrationer, Der er fagforeninger, der har sendt faner til samme demonstrationer.

Det er imidlertid en kendsgerning, at den brede bevægelse af krigsmodstandere først og fremmest består af ungdommen, – godt fulgt til dørs af et bredt spekter og udsnit af den danske befolkning, – heriblandt masser af arbejdere og udstødte. Det er samtidigt en kendsgerning, at den faglige modstand fra LO’s organisationer på topplan har været yderst usynlig. Den har indskrænket sig til ord på et papir. Den har minimeret mulighederne for faglige protester. Samtidigt har den erklærede venstreoppositionelle bevægelse lagt sig i kølvandet af LO.
Kommunistisk Politik giver her et bidrag til forståelsen disse forhold.

Krigen mod Irak handler ikke om demokrati eller fjernelsen af en tyran. Den handler om olie, magten over olieressourcer og regionen. Kampen om herredømmet trækker nogle klare modsætninger mellem en række stormagter: USA og Storbritannien på den ene side og Frankrig, Tyskland/EU og Rusland på den anden side. Frankrig og Rusland har store kapitalinteresser i og olieaftaler med Irak. De to lande og flertallet af landene i EU ønsker en bevarelse af aftaler og interesser. Det kunne en krig accepteret af FN’s sikkerhedsråd, hvor netop Frankrig og Rusland har vetoret give dem og EU. USA og Storbritannien anfægter disse interesser, hvorfor de har valgt at gå enegang, fulgt af et par enkelte medløbere som Australien og det borgerlige flertal Danmarks Folketing.

EFS (EU’s LO) og LO i Danmark støtter EU’s kapitalinteresser, hvilket kommer til udtryk i deres udtalelser og forslag til aktiviteter – eller mangel på samme.
Helt på linie med den officielle EU-politik fremfører toppen af fagbevægelsen i EFS som LO, at krigen skal føres under FN-mandat:
“LO beklager stærkt, at USA har indledt krig mod Irak uden et FN-mandat” – lyder det i starten af en udtalelse fra LO’s hovedbestyrelse, som i øvrigt begræder, at Bush-regeringen “har efterladt et splittet verdenssamfund”. (Læs: USA antaster EU’s interesser)
Denne platform for krigsmodstand, som gentages i udtalelser fra en række forbund og fagforeninger, tager i virkeligheden sit afsæt i EU’s kapitalinteresser. Platformen vil retfærdiggøre en røverkrig om Iraks olie på bekostning af de samme civile ofre, hvis det er fem stormagter i Sikkerhedsrådet, der træffer beslutningen – og ikke kun to stormagter.
Denne platform, som har sine egne skjulte hensigter, bør der være og gives plads til i antikrigsbevægelsen, da den er imod USA’s, Storbritanniens og Danmarks beskidte krig; men den må aldrig blive til bevægelsens platform, da bevægelsen blot derved hægter sig på nøjagtig samme krigsførelse, blot udført af flere stormagter og deres interesser.

Netop fordi antikrigsbevægelsen ikke har taget platformen til sig, er LO yderst tilbageholdende overfor aktiviteter, der kan styrke krigsmodstanden aktivt. EFS havde op til krigsudbruddet udstukket parolen om 15 minutters produktionsstop sidste fredag. LO overhørte totalt denne lille markering. LO-Storkøbenhavn minimerede den til to minutters tavshed i frokostpausen klokken 12.00

I denne situation skulle man tro, at venstrekræfterne i fagbevægelsen kendte deres besøgelsestid. Den landsdækkende bevægelse Fagligt Ansvar, som efter Fogh-regeringens tiltrædelse kastede sig op som en faglig ledende kraft mod den borgerlige regering, har ikke kvækket et ord. Hvis ikke Fogh-regeringens inddragelse af Danmark i aktiv krigsførelse i strid med FN’s charter og i modstrid med Folkeretten, der gør regeringen til krigsforbrydere, skulle give anledning til at vælte den. Hvad skulle så? Et kronekrav til danske lønmodtagere?
Den socialdemokratiske dominans i og herredømme over Fagligt Ansvar har vist sig alt for tydeligt.

De erklærede kommunistiske kræfter – KPiD og DKP/ML – er aktive i og for en rækkes vedkommende ledende i nogle af de lokale tillidsmandsnetværk. Disse faglige kræfter har glimret ved en total manglende fokus på krigen. Senest på et møde for to uger siden i det københavnske tillidsmandsnetværk, som i første omgang blev indkaldt med to punkter på dagsordenen: Næste års overenskomstkrav og nedskæringer i kommunerne. Først efter pres fra aktive faglige krigsmodstandere blev et tredje punkt om krigen føjet til. Diskussionen afstedkom, at de nu barsler med forskellige former for aktivitet, der – ifølge Kommunistisk Politik’s oplysninger – allerede lammes af det fromme socialdemokratiske ønske om, at krigen bliver kort, og USA-UK-Australien- Danmark får en nem sejr – så FN kan bringes på banen til at stå for genopbygning og givtige kontrakter.
Dette vil i givet fald understrege disse kræfters halehængspolitik til de socialdemokratiske afledningsmanøvrer.

Netavisen 1. april 2003