Det europæiske spejlbillede

Arbejderklassens manglende rettigheder for faglig kamp skal formaliseres og institutionaliseres i EU. Sidste nye skud på stammen er en fælles hovedaftale gældende for den samlede arbejderklasse i EU. Denne politik skaber ikke kun større social ulighed, men også større lede ved fagbevægelsens aristokrater.

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11, 2003

I England taler man om “den tunge arv efter Thatcher”. Jernladyen tog i 80’erne livtag med den så stolte britiske arbejderbevægelse. Det blev til et frontalt opgør med de største og stærkeste fagforeninger: stålværks-, skibsværfts- og ikke mindst kulminearbejderne. Det kunne mærkes. På 14 år (1984-1998) steg andelen af arbejdspladser, der var helt uden organiserede medlemmer, fra 17 til 40 pct. Andelen af arbejdspladser, hvor alle var organiserede, faldt fra 25 til 9 pct.
I dag er kun 30 pct. af den britiske arbejderklasse organiseret mod 50 pct. i 1980. Fire ud af ti virksomheder har tegnet overenskomst mod seks ud af ti i 1980. Storbritannien er det mest ulige samfund i EU – størst forskel mellem rig og fattig.

Thatchers medicin til arbejdsgiverne indebar flere recepter. Noget af det første, hun og den konservative regering gennemførte efter valgsejren i 1979, var et forbud mod eksklusivaftalerne, hvilket blev efterfulgt af en række indskrænkninger i arbejdernes øvrige rettigheder: Mindstelønnen blev slettet, fagforeningernes garanterede ret til arbejdspladserne blev forbudt, og fagforeningernes indflydelse på kerneområder – eksempelvis lønforhandlinger – blev undergravet. Privatiseringer gennemførtes over en bred front.

Store var derfor forhåbningerne, da Labour med Blair i front vandt regeringsmagten tilbage i 1998. Forhåbningerne fortabte sig i skuffelse. Labour har ikke ændret afgørende på stranguleringen af den britiske fagbevægelse. Det er stadig kun hver tredje, der er organiseret. Blair fortsætter privatiserings- og liberaliseringsbølgen. Båndene fra Labour til fagbevægelsen er cuttet.
Afstanden mellem rig og fattig er større i dag end under de konservative regeringer.

Det er barske kendsgerninger. Det lykkedes en konservativ regering at knække en fagbevægelse med stolte traditioner, men også besmittet af et arbejderaristokrati, der var korrumperet, opkøbt og levede på en del af udbytterne fra den engelske imperialismes profitter i mere end et århundrede. Netop arbejderaristokratiets sammensmeltning med det britiske borgerskab skulle vise sig at være et afgørende faktum for, at det gik som det gik. Der blev ikke bakket om kravet for en samlet kamp mod angrebene. Britisk arbejderklasse lider stadig under arven fra Thatcher. Den arvede Blair.

Schlüters eftermæle hed Nyrup. Navnene er forskellige, men substansen er den samme. Nyrup overtog en privatiseringspolitik, og han førte den igennem. Han reducerede dagpengeretten fra syv til ét år. Befolkningens nej til EU blev omstødt. Danske soldater blev dikteret uden for landets grænser. Den “garanterede” efterløn blev undergravet. Båndene til fagbevægelsen blev droppet.
Og fagbevægelsens ledere tav!
Aristokraterne i bevægelsen kendte deres plads og ansvarlighed. De bestred administrationen af pensionsformuerne og medlemmernes kontingenter. De levede – og lever – højt på posterne i og uden for bevægelsen til direktørgager. Når det ikke var/er nok, begik og begår de svindel og bedrageri!

Her gælder ikke en speciel britisk vej – endsige en speciel dansk variant. Principperne er de samme, og det gælder for hele det “europæiske hus”, som monopolernes EU så smukt kaldes. Overalt er det arbejderklassens levevilkår og rettigheder, der står for skud for magthavernes interesser i et stormagts-EU.

Overalt er arbejderklassens faglige ledere opkøbt af imperialistiske profitter. Overalt mister fagbevægelsen medlemmer og autoritet. Man diskuterer det samme: “Hvilke smarte reklamekampagner skal iværksættes for at tiltrække ungdommen?”

Deres sidste nye skud på stammen er en fælles hovedaftale gældende for den samlede arbejderklasse i EU. Arbejderklassens manglende rettigheder for faglig kamp skal formaliseres og institutionaliseres i EU. Denne politik skaber ikke kun større social ulighed, men også større lede ved fagbevægelsens aristokrater. Derfor falder organisationsprocenten.

Aristokraterne trækker store veksler på arbejderklassen. Den skal på sigt nok huske at indløse dem.

Netavisen 23. maj 2003