Hvad fanden bilder LO sig ind?

Kommunistisk Politik 1, 2010

Mange stiller sig sikkert selv spørgsmålet hvad fanden bilder LO sig egentlig ind, når de op til et forhandlingsforløb kommer og sætter en lav barre om mådehold på 2,7 procent. Som om det ikke er nok, man skal slås med arbejdsgiverforeningen. 

Men egentlig er det ikke særlig overraskende. Når alt kommer til alt har det gang på gang vist sig, at LO mest af alt frygter virkelig klassekamp og indtager sin rolle som moderator og kontrollant overfor klassekæmpere.

Men arbejdsgiverne skal slet ikke føle sig alt for sikre – på trods af deres dommedagsprofetier og trusler og på trods af LO’s messen om mådehold. Fornemmelsen af, at løntilbageholdenhed ikke sikrer noget som helst andet end monopolernes profitter, kan ikke fjernes. Opfattelsen af, at løntilbageholdenhed  ikke engang er som at tisse i bukserne,  men er en skrue uden ende, lurer lige under overfladen.

Mange konstaterer også, at toperhvervslivet, der er sammenflettet med  bankernes spekulationer og grådighed,  betales med socialhjælp i form af hjælpepakker til at sikre  profitterne. Lige nu savner bankerne generelt ikke penge, men er i gang med nye investeringer for maksimal gevinst og forsøger at profitere på krisen gennem tvivlsomme investeringer.

Det står klart at arbejdsgiverne i denne situation over en bank forsøger at trænge løn og arbejdsforhold årtier tilbage, og at de benytter sig af alle metoder. Herunder krav om lønsænkning, krav om at arbejde længere tid, anvendelse af udenlandsk arbejdskraft som løntrykkere på det danske arbejdsmarked, og ikke mindst at de flytter dele af produktionen ud til lande med ekstrem billig arbejdskraft. 
 
Reallønsforbedring og ligeløn 

Industriens forhandlingsresultater danner normalt mønster for de andre områder, som f.eks. 3F med bygningsarbejdere,  chauffører og lagerarbejdere og HK, der forhandler for bl.a. kassedamer. Det er lavtlønsområder, som ikke vil acceptere andet end en forbedring af reallønnen.  Ikke mindst i bevidstheden om, at der på hele industriområdet er sket en omfattende effektivisering og tempoopskruning, som ikke kan gå ubetalt hen.

3F med sine mange bygningsarbejdere ser kampen mod underminering af løn og arbejdsforhold, hvor udenlandsk arbejdskraft arbejder som løntrykkere og ikke aflønnes efter danske overenskomster som et centralt tema.

Ligelønskravet er også  et krav med bred opbakning i befolkningen. Det er også et krav, der har stor betydning for HK’s medlemmer. HK lægger desuden op til fjernelse af 50% reglen som en mærkesag.  Det er den vanvittige arbejdsgiverregel, der siger, at HK kun kan rejse kollektive overenskomstkrav på en virksomhed under Dansk Arbejdsgiverforening, såfremt HK har mindst 50% som medlemmer indenfor det område, overenskomsten omfatter.  
Nu erklærer HK, at den skal fjernes i overenskomsten som forudsætning for overhovedet at overveje at stemme ja til en kommende aftale.  
 
Mådeholdskurs 
 
Meget tyder på at de faglige topforhandlerne vil følge op på LOs mådeholdskurs og forsøge at strikke et magert resultat sammen og fokusere på ting, som er relativt billige for arbejdsgiverne. Det er sager som  
 
– Øget fokus på ligeløn mellem mænd og kvinder

– Forældre skal have mulighed for at tage barnets 2. sygedag med fuld lønsikring

– Arbejdere på skiftehold skal have bedre vilkår og deres helbred tjekkes oftere

– Arbejdsgivere skal medvirke til at hindre udenlandsk arbejdskraft uden overenskomst. 

Arbejdsgiverne vil gøre alt for at holde lønnen nede og satser endnu mere på det, de har haft held med ved de seneste overenskomser: Øget fleksibilitet frem imod reel afskaffelse af  overarbejde og normalarbejdsdage som overenskomst-begreber.

Men lykkes det for arbejdsgiverne at strikke en elendig minusløsning uden reallønsforbedring, sammen med arbejdernes topforhandlere, skal de nu ikke føle sig for sikre. De satser på at udnytte krisen til at undgå arbejderkamp og søger at demoralisere den på forhånd. 

Men hverken på normallønsområdet, hvor der ikke er forhandlinger i de kommende 3 år, eller på minimallønsområdet med løfteparagraf og lokal forhandling, som reelt sættes mere og mere ud af kraft, vil det reelle minusresultat, der lægges op til, blive accepteret.

Der er organiseret kampkraft tilbage på det private område, der i modsætning til det offentlige storkonflikt ikke har været brugt. 
 

Netavisen 5. januar 2010