Hals og mave: Unionen strammer

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 8, 2010

Hvad der er godt for EU er ikke godt for arbejderne – og omvendt!  
I en undersøgelse af lønudviklingen igennem de seneste 20 år konkluderer den europæiske faglige tænketank ETUI-REHS, at den europæiske union har fungeret som en spænd-livremmen-ind mekanisme for arbejderne, mens den har tilgodeset de multinationales profitter.

Arbejderne har ikke fået andel i produktivitetsstigningen Som årsagssammenhæng peger rapporten på EU’s indre marked, på ØMUen og på svækkede fagforeninger.

Rapporten baserer sig på  studiet af af lønudviklingen i 17 medlemslande (bl.a. Danmark) og har fået skabt en samlet oversigt over lønudviklingen i hele EU-området siden midten af 90´erne.

Uddybningen af det indre marked har først og fremmest betydet ”fri bevægelighed for kapital, varer service og arbejdskraft” på bekostning af arbejdernes tilkæmpede rettigheder. Det er en udvikling, der har skabt et stort pres for løntilbageholdenhed og i stigende grad sendt EU-landene og deres arbejderbefolkninger ud i en indbyrdes konkurrence både i form af løndumping ved brug af bevægelig arbejdskraft og landene imellem

I samtlige lande har påskuddene for løntilbageholdenhed og lønforringelser været mantraet om ”den internationale konkurrenceevne”. 

Rapporten peger på, at en svækket fagbevægelse, som har mistet indflydelse i de fleste medlemslande ikke har kunnet sejle op imod konsekvenserne af et stadig mere liberalt indre marked og den økonomiske styring via ØMUen.

ETUI rapporten konstaterer også at løntilbagegang og lønststagnation er foregået såvel med aktiv bistand fra faglige organisationers side og på trods af modstand fra nogle af disse.

Forringelserne er sket både i form af centralisering af lønfastsættelsen og gennem decentralisering, og de er kommet både i form af overenskomstaftaler og uden.  
(Lige nu ser vi som bekendt i Danmark LO og de faglige hovedorganisationer på det private område være dybt indblandet i nye minusoverenskomster, som de varmt anbefaler.)

Rapporten afdækker samtidig, at produktiviteten i de 27 EU-lande steg fra 1995 til 2007 med godt 20 pct., mens lønningerne i samme periode steg med ca. 14 pct..

Der hvor man har fået mindst del i produktivitetsstigningen er blandt eurozonens lønarbejdere. Her voksede produktiviteten med ca. 17 pct., mens lønnen kun steg med ca. 7 procent. Euro’en er altså en klar garanti for lønnedgang, hvad der til gengæld får borgerklassen til at elske den.

Samtidig er antallet af lavtlønnede vokset i perioden. I Storbritannien udgør lavtlønsarbejderne 29 pct.; iI Tyskland 22 pct.; i Holland 17.  
Antallet af hvad rapporten betegner som ”arbejdende fattige” er steget og udgør i dag 8 procent af alle de arbejdende i EU. 

Samtidig med at omkvædet fra store dele af den etablerede fagbevægelse har været løntilbageholdenhed mister de indflydelse og medlemmer. I 2004 var hver fjerde organiseret, mens det 20 år før var hver tredje. Det kan jo tilmed være, at disse to fænomener hænger sammen. At en fagbevægelse, der spiller kapitalens spil, ikke kan sikre sig medlemmer og opslutning, mens en kæmpende fagbevægelse bedre kan.

I de nye medlemslande har man set den etablerede fagbevægelse miste op mod halvdelen af medlemmerne. I de gamle EU-lande som Østrig, Tyskland, Portugal, Irland og Grækenland har man mistet mellem 20 og 30 procent.

Det betyder at organisationsprocenten i EU nu svinger imellem Frankrigs 8 procent og 80 procent i Danmark, hvor organisationsprocenten er meget høj, men også er i tilbagegang.

Rapportens forfattere konkluderer, at man nu må betragte de offentligt ansattes fagforeninger som de faglige bastioner i Europa, der har flest medlemmer.

Det er måske ikke nogen chokerende nyhed, at Den europæiske Union er til for monopolernes og kapitalistklassens skyld og ikke for arbejdernes. Det er veldokumenterede kendsgerninger, og ETUI-REHS-rapporten demonstrerer grundigt, hvordan unionen fungerer som en maskine til at spænde livremmen ind på de arbejdende, mens dem, der i forvejen sidder på flæsk og guld, får stadig mere. Det er fakta og ikke postulater. 

De nyliberale politikere fra VKO-regeringen over De Radikale og socialdemokraterne til den nyomvendte Søvndal og hans SF skal have disse fakta slynget i hovedet hver gang lejligheden byder sig. Og de faglige ledere, der påstår at Unionen er til fordel for de arbejdende, eller at man må samarbejde om at få det bedst mulige ud af skidtet i stedet for at bekæmpe det, skal sparkes ud af deres kontorer – uden halve millioner i fratrædelsesordninger og evighedspensioner. 

Netavisen 14. april 2010