OK 2007: Under overfladen

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2007 

Det er vanskeligt – også for forhandlerne – at vurdere stemningen på arbejdspladserne og blandt de øvrige stemmeberettigede til dette års overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at situationen er præget af en total mangel på mobilisering, endsige engagement fra medlemmernes side. Forbundstoppene har for længst frabedt sig enhver ”utidig indblanding” fra medlemmernes side for at sikre et ”sundt forhandlingsklima”. Man kunne få den opfattelse, at fornyelsen var sammenlignelig med en ”patient”, der var på vej til at barsle et klonet væsen. Kun få fagforeningers har haft vilje til at rejse en bevægelse.

Det er også fakta, at der ikke som i 1998 (for ikke at nævne 1985) er et centralt samlende krav, selvom medierne har skrevet side op og ned om den kommende lønfest.

Ingen tvivl: Lønefterslæbet er kolossalt. Det være sig set i forhold til produktionsstigningen, tempoopskruningen, profittens forøgelse eller direktørlønningernes himmelflugt. Når inflationen, prisstigningerne, de forøgede brugerbetalingsområder o.s.v. trækkes ud, er det givetvis en kendsgerning, at reallønnen har været faldende.Et klækkeligt lønkrav bør være blandt hovedkravene – men det er det ikke, når man skærer glimmer og blålys væk.

LO’s formand Hans Jensen gik ved forhandlingsstarten ud i pressen med et veltilrettelagt og timet indlæg, der klart signalerede, at de arbejdende – og specielt deres forhandlere – ikke skulle kræve mere end 4 pct. lønstigning. Kapitalens vise økonomer gav ham hastigt ret: Der er råd til knap 4 pct. Alt derudover risikerer at betyde, at Nationalbanken må hæve renten for at forsvare kronen. Uhadada.

LO-formandens udtalelser blev mødt med larmende tavshed fra fagforbundene – også dem, der ligger i forhandlinger.
Forklaringen var simpel: Hans Jensen havde på forhånd afklaret signalet med de vigtigste forbund. Pinligt. Det var først her, at forbund, som ikke var blevet trukket ind i intrigemageriet, reagerede, idet de var forarget over at være holdt udenfor. Mere pinligt.

4 pct. vil for mange svare til 3½ kr. mere i timen, hvilket ikke vil kunne oppebære reallønsværdien.
Men 4 pct. er dog 4 pct. Det kan man da ikke tage fra dem! Næ, men der er bare ikke én faglig leder eller arbejdsgiver eller journalist, der har pointeret, at et sådant generelt lønkrav kun vil berøre de få, idet de fleste ved denne fornyelse er på minimallønsoverenskomst, hvorfor deres løn forhandles lokalt på virksomheden af den faglige klub.

Til gengæld er der titusinder, der arbejder på mindstelønssatserne, svarende til 15-16.000 kr. om måneden. Alene i HK/Handel er det 60.000, hvoraf mange er faglærte. De vil også blive berørt af en lønstigning, men den er som beskrevet alt for lille. En klækkelig rejsning af mindstelønnen, som man blandt andet af hensyn til kassedamerne har snakket om i årtier, ville være på sin plads. Mindstelønnen hører imidlertid – igen – ikke til de centrale hovedkrav. Det ville også være i solidaritet med de mange østeuropæiske arbejdere, der bliver spist af med mindstelønnen.

Lærlingene og ungarbejderne burde også få en central placering. 3F’s nye ungdomsformand, Mattias Tesfaye, har peget på, at satserne burde hæves fra 95 til 120 kr. i timen, eller minimum 5 kr. yderligere pr. overenskomstår.

Skifteholdsarbejderne er også i fokus, dels fordi de er hårdest ramt af ubekvemme arbejdstider, og dels pga. arbejdsgivernes krav om at fjerne genetillæg og varslingsregler. Der er således 25 industrivirksomheder landet over, der har tilmeldt sig en stafet , hvor de skiftes til at tale arbejdsgiverne midt imod.

Det er karakteristisk for OK-situationen, at der på den ene side er mangel på et stærkt samlende krav, men på den anden så er der mange grupper, der hver for sig er opsat på at få løst nogle væsentlige og mangeårigt opbyggede problemer. Det er vanskeligt at vurdere, hvor meget det ulmer under overfladen. Med til det komplicerede billede hører også, at arbejdere ikke kun stemmer i forhold til det kommende resultat, men forholder sig til helhedsbilledet som sådan.

Her træder leden ved Fogh stærkt ind, og ikke mindst hans arrogante facon, da han forsøgte at ride stormen af ved de to store massemanifestationer 17. maj og 3. oktober omkring kravene om ”velfærd til alle” . Hans korstog i Afghanistan og Irak er også ved at give et mærkbart bagslag.

Oven i dette er det da også et lyspunkt i mørket, at 231 tillidsrepræsentanter forleden weekend havde sat hinanden i stævne for at give håndslag på, at kravene skulle tages alvorligt. Der var enighed om at igangsætte en kampagne for kravene, ligesom man aftalte at mødes igen, når der foreligger et resultat.

Det giver sig selv, at hvis overenskomsten skal munde ud i et brugbart resultat, så skal aktiviteterne og initiativet gribes af arbejdspladserne og de arbejdende. Det er her, entusiasmen må bringes i kog, og ikke i retning af forbundslederne, sådan som initiativtagerne opsummerede:
– Konferencen er en opbakning bag kravene, og den skal være med til at styrke selvtilliden hos forhandlerne. (!)

Netavisen 23. januar 2007