Ny formand for LO

Kommunistisk Politik 23, 2007

Kampafstemningen på LO’s nylige kongres om ny LO-formand viste næsten dødt løb imellem Harald Børsting, som vandt med blot 17 stemmers flertal over næstformanden igennem 11 år, Tine Aurvig-Huggenberger.
Hos medierne var overraskelsen stor. De havde ellers i lang tid på forhånd haft travlt med næsten at udpege modkandidaten Tine Aurvig-Huggenberger som en uundgåelig vinder. Her blev hun blev kaldt fornyeren og især fremhævet for at gøre sig godt i tv, være udogmatisk og interessant for unge.

Men det blev bondeknolden og vendelboen, der ikke kunne prale med medietække, der vandt – til stor fortrydelse for medier og ”faglige eksperter”.
Dansk Metal, der er et af de mest højre-socialdemokratisk dominerede forbund, begræd da også, at deres favorit ikke fik stemmer nok. Der er heller ingen tvivl om, at Tine Aurvig-Huggenberger også var Helle Thorning Schmidts ønskepartner som en del af ”kommunikations-trenden”. Derimod har de store lavtlønsforbund som 3F, FOA og HK alle støttet op om Harald Børsting.

Helle Thorning Schmidt var imidlertid ikke sen til straks at ønske Harald Børsting tillykke efter sejren. Alt andet ville også være upassende og dårlig timing i kampen for statsministerposten.

Oven på mediernes overraskelse har de nu haft travlt med at finde forklaringen i, at ”LO s delegerede er forkrampende i gamle metoder” og har det svært med ”fornyelse”.

Men man skal ikke skrabe ret dybt for at kunne se, at valget af Harald Børsting har noget at gøre med fagforeningsmedlemmers krav om klasseholdning og solidaritet. Noget, der gør sig kraftigst gældende iblandt de ufaglærte og lavtlønnede forbund som 3F og FOA.

Selvom Harald Børsting er en ubrydelig del af LO’s udvikling med klassesamarbejde og trepartsaftaler og individualisering, så var hans retorik i langt højere grad i samklang med situationen i de ufaglærtes og lavtlønnede forbund.

Afstemningen udtrykker, at faglige ledere rundt omkring lokalt i en tid med medlemsflugt mærker en øget modstand mod, at fagforbund gøres til en tilbudsbutik og et supermarked. Kravet om, at fagforeninger tværtimod bør være et solidarisk modstandscenter imod en stadig mere pågående kapitaloffensiv, er til stede og voksende.

Men formandsvalget sætter ikke spørgsmål ved LO’s generelle retning og accept af den nyligt indgåede trepartsaftale med Fogh, accept af EU og krig.
Havde en faglig leder blot tilløb til en enkelt af sådanne overvejelser, var vedkommende aldrig nået frem til at blive formandskandidat.

Netavisen 5. november 2007