Dagsordenen for 2010

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2004

I to måneder har den tyske arbejderklasse gennemført mandagsdemonstrationer, hvor titusinder i masser af byer landet over hver eneste mandag har begivet sig ud på gaden for at demonstrere mod den socialdemokratiske og Grønne regeringsplan Harz IV. Planen er på én og samme tid et angreb på arbejdstiden, lønnen og pensionerne.

Protestbevægelsen voksede på få uger op til at omfatte 170.000 fordelt på 117 demonstrationer i forskellige byer. Siden har den udviklet sig til at omfatte 160 byer. Det karakteristiske ved bevægelsen er, at det er en bevægelse, der udvikles nedefra og ikke er topstyret fra hverken partier eller fagbevægelsens side, hvilket også kom til udtryk ved manifestationen i lørdags.

70.000 deltog i den første landsdækkende demonstration i Berlin. Folk strømmede til den tyske hovedstad for at vise de ansvarlige politikere, at protestbevægelsen ikke er ved at “gå i sig selv”, sådan som mediernes nyhedsudsendelser ellers ihærdigt har hævdet de seneste par uger.
Protesten blev udelukkende realiseret synliggjort, fordi enkelte fagforeninger, arbejdsløshedsbevægelser og venstregrupper mobiliserede til den. Det tyske landsforbund DGB nægtede at deltage.

Bevægelsens styrke hænger blandt andet sammen med, at Siemens og Daimler Chrysler med regeringens billigelse gennemført 40 timers arbejdsuge uden lønkompensation, hvilket i sig selv er en kolossal provokation.

I Frankrig har virksomheden Robert Bosch også presset de ansatte til længere arbejdstid med samme løn. Den franske regering har lovet arbejdsgiverne – i Frankrig fastsættes arbejdstiden ved lovgivning – yderligere fleksibilitet på arbejdstiden inden udgangen af 2005. Dette har også medført en begyndende protestbevægelse.
I Holland organiserede landets største fagforeninger en protestdemonstration i weekenden imod den hollandske regerings planer om at gennemføre nedskæringer i bl.a. pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Presset på arbejdstiden og løn i de enkelte EU-lande er naturligvis ikke en tilfældighed.
Den 4.august offentliggjorde Den Internationale Valutafond (IMF) en rapport med et yderst kontant og klart budskab: Forlæng arbejdstiden!
De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD har i en rapport fra juli anbefalet større fleksibilitet. EU’s stats og regeringschefer gav allerede på topmødet i Lissabon i 2000 hinanden en frist på 10 år til at forvandle EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden.
Nu foreslår IMF, at EU prioriterer angrebet på arbejdstiden helt i front, da planen kører alt for langsomt.

EU-kommissionen har netop fremlagt et forslag til nyt arbejdstidsdirektiv, der vil forlænge arbejdstiden i op til 65 timer på en uge over en referenceperiode på fire måneder. På årsbasis må arbejdsgiveren kræve 48 timers arbejdsuge i gennemsnit. Det nye direktiv vil bombe arbejdsforholdene tilbage til arbejderbevægelsens start.

Toppen af dansk fagbevægelse vælger at negligere problemet for danske arbejdere:
– Kommissionens forslag får næppe betydning for Danmark. Men i en række europæiske lande kan vi forudse, at regeringerne vil udnytte mulighederne for at skrue op for arbejdstiden. Vi skal ikke arbejde længere i Europa. Vi skal i stedet arbejde mere smart, så vi kan sikre både konkurrenceevne og fleksibilitet, der kan sikre en ordentlig sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv, udtaler LO’s næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, i en pressemeddelelse.

– Vi skal holde fast i de regler, vi har på det danske arbejdsmarked om arbejdstid. Vi synes, at vi er bedst til selv at forhandle os til rette. Vi ønsker ikke en EU-indblanding og er bekymret for, at det vil forringe de vilkår, vi har i dag, siger formanden for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Bente Sorgenfrey.

Hvor vidt disse to kransekagefigurer ikke selv er bevidste om EU’s magt over lokale danske bestemmelser, eller om de bevidst forsøger at besnakke og foregøgle deres medlemmer, at der ingen ko på isen er; – det skal være op til den enkelte at gisne om; men det er et faktum, at den danske aftalemodel ikke står til troende, når EU dikterer! Det er ligeså klart, at også danske arbejdsgivere vil og af konkurrencemæssige årsager skal følge i samme spor.

Det handler dybest set om et konkurrenceforhold mellem imperialistiske magter indbyrdes, hvor udgangen på kampen blandt andet afhænger af udnyttelsesgraden af egen arbejderklasse. Med kransekagefigurernes udtalelser lægger dansk fagbevægelse på linie med forræderiet under 2. verdenskrig op til at vælge side til fordel for dansk og europæisk monopolkapitalisme – imod egen arbejderklasse!

Se også
Væk med EUs Agenda 2010
KP 20, 2004

Netavisen 6. oktober 2004