Strukturkamp

Såfremt forbundsledelserne i KAD og SiD havde forståelse og vilje til at udløse klassekræfterne, så ville det være naturligt i forbindelse med stiftelse af det nye forbund at spekulere i en decideret transportsektor med fagforeninger landet over

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 21, 2004

For mange synes strukturproblemer at være ligeså kedeligt som at lære telefonbogen eller Danmarks Statistiske årbog udenad. Det skal indrømmes, at der er mere bid i at diskutere konkrete holdninger om vejen frem.

Ikke desto mindre er strukturer og organisationspolitik vigtigt for at gøre vores redskaber så skarpe som overhovedet muligt. Omvendt kan med forkerte strukturer trække tænderne ud på vores organisationer; – gøre dem ufarlige for borgerskabet og tilpasse dem kapitalens krav om en sammensmeltning med arbejdsgivere og staten.

I det seneste årti har respektive landsforbund haft travlt med sammenlægninger, der efterlever kapitalens lov om erhvervslivets fusionsbølge: Stort er godt!

Mange forbundsledelser har læst i krystalkuglen og spået, at det optimale antal fagforbund på landsplan ligger omkring fem. I samme proces er det for fagbevægelsen flatterende at stille sig til skue, når der kæmpes om medlemmerne. Nogle går mere eller mindre åbent på strandhugst i naboens fiskenet.

VK-regeringens beslutning om tværfaglige a-kasser skærpede konkurrencen. Først forsøgte den såkaldte LO-familie at etablere en slags borgfred, hvilket indeholdt en klausul, hvor hvert enkelt forbund forpligtede til ikke at etablere tværfaglige a-kasser, da det eneste formål ville være at kunne stjæle fra broderskabet. Der gik ikke mange uger før Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) trodsede broderskabet og etablerede en tværfaglig a-kasse. Det udløste en sand lavine i hele familien. Alle måtte nu have en tværfaglig a-kasse.

Siden er det blevet muligt at kunne tilbyde medlemmer forsikringer, som i tilfælde af arbejdsløshed udløser et ekstra bidrag oveni dagpengene. Det har udløst den næste bølge af tilbud, hvilket har skærpet konkurrencen mellem de faglige organisationer, der mere og mere ligner og tager form af almindelige service og interesseorganisationer, der tilbyder sommerhuse til udlejning, rabatter ved indkøb hos diverse forretninger osv. osv.

Mange vil gnide sig i hænderne og sige:
– Det er fint. Fagbevægelsen vil på den måde undergrave sig selv.

Det bliver da også stadig vanskeligere at se, hvordan den etablerede fagbevægelse tjener deres medlemmers interesser. Ribuschaufførernes kamp mod udlicitering i midten af 90’erne blev lagt ned efter adskillige knivstik i ryggen fra deres eget forbund af. Storkonflikten i 1998 blev udløst på trods af forbundstoppenes vilje og interesse. Medlemmerne krævede den 6. ferieuge, som forhandlerne ikke havde forhandlet hjem. Det blev de nødt til at indfri ved næste overenskomst, da de nægtede at benytte storkonflikten til at skaffe kravet i hus. I stedet tvang de medlemmerne tilbage i arbejde.

De offentlige ansatte har nu i ti år sloges mod det usolidariske lønsystem Ny Løn. Ved hver eneste overenskomst har de faglige lederes stukket dem blår i øjnene, og resultatet af forhandlingerne er ikke hver gang men hver eneste gang blevet, at puljen til Ny Løn er blevet forøget. De faglige ledere har forsøgt at forsvare sig med, at det var det bedst opnåelige resultat.

I dette nummer af Kommunistisk Politik, som du sidder med i hånden, skildres et lille hjørne af de strukturproblemer, der følger i kølvandet af sammenslutningen mellem SiD og KAD. To relativt små SiD-afdelinger i det jyske har med hver deres baggrund fundet, at de – og frem for alt deres medlemmer – kommer i klemme ved en sammenlægning, idet de fra centralt hold tvinges ind i sammenlægninger, der for dem slet ikke er brugbare.

SiD har nemlig besluttet nogle retningslinier, der er ufravigelige, yderst udemokratiske og for klassekampens skærpelse totalt uanvendelige. Den fremtidige struktur i det kommende forbund 3F er geografisk baseret med udgangspunkt i de større afdelinger. Det bringer en række mindre afdelinger på landet i konfrontation med afdelingerne i de større byer.

Hvad værre er, så splitter det en lang række brancher ad, som det ellers ville være naturligt og fordelagtigt for en klassekampslinie at organisere dem i en fælles fagforening. Såfremt forbundsledelserne i KAD og SiD havde forståelse og vilje til at udløse klassekræfterne, så ville det være naturligt i forbindelse med stiftelse af det nye forbund at spekulere i en decideret transportsektor med fagforeninger landet over. Det samme kunne siges om forskellige andre industrier.

Hvorfor ikke danne fagforeninger for medicinalarbejdere, hvor koncentrationen er stor nok?
Når strukturspørgsmål bliver sat i sammenhæng med skærpelsen af klassekampen, vækkes interessen.

Netavisen 22. oktober 2004