Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2004
Det har været fire meget lange år, siden sidste overenskomst på de væsentligste private områder blev indgået. For første gang i Danmarkshistorien underskrev de faglige ledere en fireårig overenskomst i 2000, mens Nyrupregeringen sad ved roret. Forskrækkelsen fra storkonflikten i 1998 havde ikke lagt sig. Nyrup greb ind, og pr. lov statsdikterede han arbejderne tilbage til udbytningen.
Aldrig mere skulle den danske produktion lammes af en storkonflikt, erklærede den etablerede fagbevægelses rorgængere. Derfor blev OK-periodens længde forøget og ændret, så arbejderne ikke skulle stemme i et samlet “bunkebryllup”, der med forligsinstitutionens regler tidligere havde været brugt som et redskab til at kue klassebevidste arbejdergrupper.
Siden har Fogh-regeringen begået indgreb på indgreb over for arbejderklassens vilkår. Blandt andet med deltidsloven og den skelsættende arbejdsmarkedsreform med den absurde overskrift “Flere i arbejde”, som i øvrigt blev vedtaget med socialdemokratiske stemmer. Siden er antallet af arbejdspladser raslet ned og arbejdsløsheden steget med titusinder.
Der er meget at rydde op i!
Det udtrykker samtlige forbundsledere og forhandlere også. De anerkender også, at industriens forhandlere i CO-Industri har førertrøjen og lægger linjen for de øvrige områder. Hvilken linje lægger de så?
– Vi har til opgave at varetage vore 220.000 medlemmers interesser, erklærer de, hvorefter formand Thorkild E. Jensen (Dansk Metal) og næstformand Børge Frederiksen (SiD) umiddelbart efter fastslår, at overenskomstperiodens længde afhænger af indholdet. Det sætter de resterende hundredtusinder af arbejdere under pres, da deres arbejdsgivere vil kræve samme længde på aftaleperioden. Så er alles krav om en kortere periode solgt til stanglakrids.
– Mindstelønnen har ikke nogen betydning for os på minimallønsområdet, da vi har retten til at forhandle løn hvert år, erklærer CO-Industris forhandlere. Dermed er titusindvis på normallønsområdet overladt til 87 kr. i timen, svarende til højeste dagpengesats. Det er ikke befordrende for andre lavtlønnede, der ville kunne hæve lønningerne, hvis mindstelønningerne stiger. Det er slet ikke til fordel for dagpengemodtagerne, der har udsigt til en reduktion af satserne, fordi “det skal kunne betale sig at arbejde”, som nedskæringspolitikerne hævder.
Til gengæld kræver CO-Industris topforhandlere, at pensionsindbetalingerne atter hæves. Nogle industriarbejder vil opnå en vis glæde i deres alderdom af dette, andre når det ikke. Samtlige omkring 900.000 udstødte får aldrig glæde af arbejdsmarkedspensionen, da de ikke er aktive på arbejdsmarkedet.
Men opsparingen vil indgå i et forligs reallønsfremgang på trods af, at mange aldrig ser en krone, og få måske ser dem om årtier. Til gengæld vil de selv samme topforhandlere lukrere på at forvalte pensionsformuerne, der oftest sættes i industriens aktier. På det område er der virkelig fælles interesser mellem arbejdsgivere og topforhandlere.
De udstødte har krav på, at den ugentlige arbejdstid sættes voldsomt ned, eksempelvis til 30 timer med fuld lønkompensation, hvilket vil ske i fuld sympati og solidaritet med de arbejdende. Der eksisterer imidlertid intet krav om nedsættelse af den ugentlige arbejdstid på forhandlingsbordet.
Der tales om, at lærlingesatserne skal hæves, hvilket kun er rimeligt, men der rejses ikke krav om at rette op på den borgerlige regerings indgreb over for SKP-ordningen, der let kan koste fem sjettedele af alle lærlinge deres ret til uddannelse.
Den skitserede kommunalreform vil sætte dagpengemodtagere på samme betingelser som kontanthjælpsmodtagere. Der er grund til en reaktion og modkrav. Forhandlerne er i bedste fald tavse. I værste fald bifalder den etablerede fagbevægelse ideerne.
Der er ikke råd til, at forhandlerne giver udtryk for at forhandle på snævre egne interesser. Situationen kræver, at man forhandler for hele arbejderklassens interesser. Derfor vil enhver parole, der giver udtryk for opbakning til forhandlerne, være en afledning.
Parolen hedder: Fasthold arbejdspladsernes krav i enheden med de udstødte!
Se også
OK -04: Mindstelønnen er et centralt krav Netavisen 16.01.04
OK -04: Arbejdspladserne kræver højere løn på kortere tid Netavisen 13.01.04
OK -04: Forhandlinger uden brydninger Netavisen 13.01.04
Kassedamer lades fortsat i stikken Kommunistisk Politik 1, 2004
Netavisen 16. januar 2004
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
