De udstødtes forbrugsfest

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 19, 2004

Det længe ventede opsving var i flere år lige om hjørnet. Endelig nåede det i dette forår frem til de danske kyster. Nu skulle der gang i hjulene, så statsministeren tog sin regering i ed og udstedte skattelettelser, hvilket de rige med topskatteprocenter fik stor glæde af, mens butiksansatte, sundhedshjælpere og andre med lave lønninger fik momentvise dryp – og de udstødte slet ingenting.

Der kom gang i hjulene. De rullede østpå med danske arbejdspladser i globaliseringens hellige navn. Eksperterne er enige: Globalisering sætter pres på de danske arbejdspladser, men i bund og grund er globaliseringen ‘et gode’.
Det forstår finansverdenen sig på. Midt i stagnationsperioden, hvor 60.000 siden 2002 har forlænget køen af arbejdsløse, har de fire største banker (hvoraf Nordea og Danske Bank har tegnet sig for langt hovedparten) skrabet 100 milliarder kroner i lommerne. Gevinsterne er hentet fra de private kunders lommer, som via låntagning til blandt andet boliger har måttet finansiere bankernes forbrugsfest.

Til gengæld har blot fire danske virksomheder i løbet af få uger fyret 500 ansatte. Det drejer sig om Vestfrost i Esbjerg, Micro Matic i Odense, Rexam Glass (tidl. Holmegaard) ved Næstved samt Akzo Nobel (Sadolin og Holmblad) i København.

Forbrugerundersøgelser fastslår, at forbrugsfesten er forbi. Eller med analyseinstituttet IFKA’s egne ord: Danskerne vil ikke længere være med i forbrugsfesten!
Forstå det, hvem der kan. Årsagen er den simple, at vi langt om længe er blevet klar over, at vi selv må spare op til vores alderdom. Folkepensionen skal vi nemlig ikke regne med. Så mønterne sættes i pensionsordninger, og “festen” må udskydes.

Politikere og eksperter fra den regeringsnedsatte Velfærdskommission fastslår selv, at velfærden er et overstået kapitel. Datidens solidariske ordninger som folkepensionen er et overstået kapitel, som i dag erstattes af selvfinansierede pensionsordninger og individuelle efterlønsordninger. Velfærdskommissionen kan sågar slå fast, at det er os selv, der ikke ønsker velfærden:

– Når alt kommer til alt, så vil danskerne ikke betale skat. De vil hellere have fri og lave sort arbejde, lyder påstanden, og derved har kommissionen allerede gødet jorden for deres fremtidige forslag til indgreb og forringelser med argumentet: Det jeres egen skyld.

Så meget mere sørgeligt er det at konstatere, at LO i samklang med DA og regeringen ligger i trepartsforhandlinger for med statsmidler at sikre kunstig åndedræt til den del af dansk industri, der ikke formår at flytte deres produktion til lavtlønsområderne østpå. Hermed freder LO objektivt den borgerlige regering, der har forvoldt så stor skade på de arbejdende som de arbejdsløse.

Det er også kun rent formelt at hævde, at LO – for den sag skyld FTF – repræsenterer de svagestes interesser. Reelt er forskellen i levevilkårene fra en arbejder til forbundstoppene mindst lige så store som til de fleste almindelige arbejdsgivere i Danmark. Går vi til de 800.000 udstødte, hvoraf kun hovedparten af de 180.000 dagpengemodtagere er medlemmer af en fagforening, så kan det konstateres, at omkring en halv million af de økonomisk set allersvagest stillede slet ikke har en stemme i den eksisterende fagbevægelse.

Disse flere hundredtusinder mennesker behandles også på den mest grove, ydmygende og arrogante måde. For at gøre sig fortjent til en latterlig lille overførselsindkomst tvangsaktiveres de som løntrykkere. Samtlige kommuner landet over har systematiseret misbruget ved oprettelse af såkaldte aktiveringscentre, der i folkemunde kaldes ‘sanktionshuse’.

Fra det vestjyske til Storkøbenhavn er billedet det samme: Fagbevægelsens spidser går sammen med de lokale arbejdsgivere og myndigheder om at effektuere misbruget af arbejdsløse.

Det er forståeligt, at lokale arbejdsgiverrepræsentanter er begejstret over sanktionshusene, som repræsentanten i Storkøbenhavn, Gert Ryder, udtrykker det:
– Der er ingen tvivl om, at virksomhederne ikke gør det for folks blå øjnes skyld. Men samarbejdet er en fordel for både kontanthjælpsmodtagere, virksomheder og kommunen. For hver kontanthjælpsmodtager, der er kommet i arbejde, er der mange penge sparet.
Men når fagbevægelsen træder op i denne disciplin, så er det på tide at råbe vagt i gevær.

Se også
Misbrug af udstødte er regelen
Kommunistisk Politik 19, 2004

Netavisen 23. september 2004