Usolidarisk!

Sidste weekend indgik LO overenskomstforlig med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i forligsinstitutionen for de sidste 5 pct. af de 650.000 arbejdere, der har ventet i fire år på forbedringer.
I de næste fire uger forløber urafstemningen, der ventes at blive offentliggjort den 19. april.
Kommunistisk Politik bringer i den forbindelse et interview med APK’s faglige sekretær, Kaj Rudi Rasmussen.

Hvad er din bedømmelse af det indgåede forligsresultat?

– Den korteste og mest præcise skildring kan siges med et ord: usolidarisk. På den ene side er de arbejdspladsernes krav kun i meget lille udstrækning efterkommet. På den anden side har arbejdsgiverne fået til både hat og briller. Lærlingesatser og mindstelønnen er kun blevet rejst med nogle småpenge. Arbejdstidskravene er slet ikke tilgodeset.

– Arbejdsgiverne har fået treårige overenskomster og en indbygget mulighed for lokalt at rejse arbejdstiden til 48 timer ugentligt, og en udelukkelse af overarbejdstillæg ved oprydning efter en overenskomststridig konflikt. Det sidste er en principiel vigtig indføjelse, da det skal tjene til at disciplinere arbejdsstyrken, hvilket er helt uhørt, at vore såkaldte forhandlere kan gå med til.

– Forliget skal ikke bare bedømmes ud fra de økonomiske forhold, men primært ud fra retningen. Mens de rejste krav solidarisk rettede sig efter de svagest lønnede og stillede, der eksempelvis forsøgte at hæve kassedamernes og mange andres urimelige mindsteløn, så afspejler forliget, at de bedst stillede på minimallønsområdet har fået nogle krummer, mens alle andre sakker håbløst bagud.

– Meget betegnende er pensionsbidraget igen sat op. Denne gang fra 9 til 10,8 pct., hvilket en lille million udstødte overhovedet ikke mærker noget til. Siden arbejdsmarkedspensionernes indførelse omkring 1990 har LO lovet at dække disse ind. Det sker bare ikke.

Barselsfonden blev indarbejdet fem minutter i tolv, og regeringen besluttede en skattemæssig “gaveregn” i 11. time. Hvordan bedømmer du disse?

– Den såkaldte gaveregn er hurtigt gjort op, da det kun er de rige og bedst stillede, der bliver våde af bygen. Halvanden million udstødte og lavtlønnede mærker reelt intet.

– For LO, og i virkeligheden DA, har barselsfonden været afgørende at nå til enighed om, da forliget ellers med sikkerhed ville blive stemt ned. Resultatet for hundredtusind HK’ere var gjort betinget af netop denne fond. Den rummer da også et vist solidarisk element, idet nogle arbejdsgivere ikke i samme udstrækning vil vægre sig, når de fremover kan ansætte yngre kvinder, da de ikke selv hæfter for eventuel barsel. Der er da heller ingen tvivl om, at LO vil gøre dette element til en væsentlig del af deres JA-kampagne. LO’s formand Hans Jensen udtalte lige efter aftalen, at “fonden er det største skridt i nyere tid for kvindernes ligestilling!”

– Alligevel har han sat sine kragetæer på en aftale, der fastholder kvinderne i en urimelig lavtlønssituation 20 år efter ligelønnens indførelse.

Du virker ret så negativ. Kan du forklare, hvad der er gået galt?

– For det første er det med få personers udskiftning de samme forhandlere som i 1998. Genopfrisker vi hukommelsen, så vil man huske, hvordan de hånede NEJ-stemmerne, da deres forlig blev stemt ned. Vi var utaknemmelige og usolidariske, fordi vi underkendte deres anbefaling, men det var reelt storkonflikten, der to år efter sikrede os den 6. ferieuge.

– Forbundstoppene repræsenterer ikke arbejdernes interesser. De lever i en anden verden, når det gælder deres forbundspaladser, løn og arbejdsforhold. Forhøjelsen af pensionsbidraget skal også ses i dette lys, da de tjener fedt på at administrere de kæmpemæssige pensionsformuer. Dette års forlig afspejler i al for høj grad, at de har egne interesser fjernt fra gulvet og solidarisk sammenhold.

– Selve overenskomstforløbet understreger dette. Mens Dansk Industri (DI) via DA havde påtvunget alle andre arbejdsgivere, at der ikke måtte indgås forlig før DI, og ingen andre måtte sprænge dette forlig, så forhandlede CO-Industri selvstændigt for de minimallønsansatte uden skelen til det store normallønsområde. Det bevirkede blandt andet en slagtning af arbejdere på mindsteløn. Den samme overenskomst kommer til at være ramme for næste års forhandlinger for 800.000 offentligt ansatte. LO valgte at sætte sig udenfor med armene over kors belært af erfaringerne fra 1998.

– På det landsdækkende tillidsmandsmøde forrige uge kunne Harald Børsting fra LO tillade sig den frækhed at kritisere forbundene for ikke at koordinere forhandlingerne. Faktum er, at LO ikke har villet centrale forhandlinger, og fortsat ikke vil dem. Det er også en kendsgerning, at hverken LO-ledelsen og forbundstoppene lytter til gulvet.

– Efter storkonflikten i 1998 var det magtpåliggende for LO at indgå den såkaldte Klimaaftale med DA under devisen “Aldrig mere et 1998”. Aftalen giver DA og LO ret til at genforhandle et nedstemt resultat for at undgå en storkonflikt. Den indebærer også fælles propagandamateriale, der skal sikre et JA.

– Det er derfor af største betydning, at arbejderklassen forkaster de sidste rester af illusioner om toppen af dansk fagbevægelse og i stedet etablerer egne forummer og tillidsmandsringe, der er parate til at løfte opgaverne i sammenholdets ånd. Man kan sige, at vi faktisk står over for at skulle bygge en ny fagbevægelse op igen.

Hvordan synes du, at OK 2004-initiativet tackler denne opgave?

– OK 2004-Initiativet er det eneste eksisterende forum på landsplan, der har givet fagligt aktive kræfter mulighed for at mødes og diskutere situationen. Det er i situationen betydningsfuldt, at bevægelsen derved har fået mæle. Initiativtagerne fastholder også det seneste tillidsmandsmødes beslutninger om en Stem NEJ-kampagne uden skelen til, at den centrale barselsfond kom med i forliget i sidste øjeblik.

– Man kan fastslå, at uden OK 2004 havde NEJ-bevægelsen været splittet og uden den væsentlige drivkraft, som en landsdækkende bevægelse rummer.

– På den anden side er der i den fremtidige bevægelse behov for en afklaring af forhandlernes rolle og karakter. Initiativtagerne til bevægelsen, som i dag naturligt nok leder dette forum, har alle dage haft parolen “Fuld opbakning til forhandlerne”. Det er vanskeligt at se fornuften i denne parole efter tilsviningen af NEJ-stemmerne i 1998 og det efterfølgende forræderi. Deres resultat i år udtrykker heller ingen solidarisk holdning, men alligevel mener initiativtagerne, at de samme forhandlere skal have vores fulde opbakning, hvis resultatet stemmes ned.

Hvad mener du, der skal til, hvis resultatet stemmes ned?

– For det første mener jeg, at det langtfra er sikkert, at den centrale barselsfond vil afværge et nødvendigt NEJ-flertal. I givet fald må bevægelsen være stærkest muligt forberedt til at sætte maksimalt kraft bag kravene. De indfris ikke af de forhandlere, der af hensyn til den såkaldte samfundsøkonomi har anbefalet det nuværende.

– Initiativet må komme fra arbejdspladserne i fællesskab med de udstødte. Med andre ord: Der må sættes maksimalt ind på at fastholde de rejste krav. Lokale og landsdækkende branchemæssige initiativer, manifestationer og aktiviteter, der fastholder fokus, vil være godt for at skabe den bedst mulige opvarmning til en eventuel konflikt.

Se også
Fakta om mæglingskitsen

Barselsfond – ikke god nok!

APK: De solidariske krav lagt på is
Vælt OK-forliget – Stem NEJ!

Netavisen 23. marts 2004