Om mindre end syv måneder satser vore hjemlige unionspolitikere på, at det sidste søm slås i, så dansk selvstændighed og suverænitet endeligt og formelt begraves. Låget er lagt på. Det bliver en udfordring for danskernes unionsmodstand, hvoriblandt kvinder og arbejdere traditionelt udgør kernegrupperne.
Arbejderklassens mænd og kvinder udgør mere end 60 pct. af vælgerne. Den spiller den helt afgørende rolle ved afstemningen.
Der har også altid været sat ekstra kræfter ind overfor arbejderne. Med løgne, manipulationer, skræmmekampagner og anden demagogi har man altid forsøgt at vride armen om. Det gælder direktører for store firmaer, som har truet med lukning og/eller flytning, hvis ikke afstemningen faldt ud i deres interesse for projekt Monopolernes EU. Man kan gisne om effekten af udbytternes udsagn og påstande. I stort omfang bekræfter disse blot den kendsgerning, at der hersker forskellige interesser arbejdsgivere og arbejdere imellem.
Værre er det, når forbundsledere ytrer sig til gavn for unionsprojektet. For ikke at tale om den øverste chef for dansk fagbevægelse. Op til den allerførste afstemning om dansk indtrædelse i EF, som EU hed den gang, trådte daværende formand for LO Thomas Nielsen frem på scenen med følgende kommentar:
– EF er vejen til socialismen.
På valgdagen vil det på nær fem dage være præcist 33 år siden, at den kommentar skulle lokke os ind i monopolernes projekt. Som bekendt lykkedes det; men i dag er det meget vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at få øje på den sociale vinkel i EU.
Mange LO-boss’er og forbundsformænd har siden forsøgt at bilde os ind, at Danmark og danske løn og arbejdsforhold ville løfte de ringe forhold for portugisiske, italienske og andre dårligt stillede. Det er gået stik modsat. Som i alle andre tilfælde har modstanderne fået ret. Allerede før 1972 hævdede modstanderne, at EF havde som perspektiv at blive en Union. Den danske statsminister i 80’erne, Poul Schlüter, hævdede, at ”Unionen er stendød”.
Løgn på løgn!
Igennem hele forløbet har EF/EU undergravet vore arbejdspladser, løn og arbejdsforhold samt sociale forhold. Antallet af industriarbejdspladser er reduceret i denne periode til 30’ernes antal. Det afspejles også i 8-900.000 i den erhvervsaktive alder, der er udstødt af arbejdsmarkedet. 25-30 pct. reel arbejdsløshed skal man lede længe efter, og virksomhedsflugten fortsætter. Slagteriarbejderne kæmper en hård kamp mod tyske svineslagterier, der benytter underbetalt arbejdskraft fra EU-landet Polen.
De resterende i arbejde har oplevet forringelser på løn og andre forhold. Siden starten af 90’erne har EU krævet implementering af direktiver i overenskomster. Mindre end et årti senere blev det frataget arbejdsmarkedets parter selv at foretage implementeringen. Det sidste hug fandt sted, da DA og LO indførte 48 timers arbejdsuge. Derefter er det overgået til lovgivningsmagten.
Den højtbesungne danske model er blevet ribbet til benet. EU-traktaten vil også føre til, at det fremover vil være EU, der kan og vil gribe ind overfor eventuelle storkonflikter.
Den danske statsmagt bliver sat til side og arbejderklassens modstander vil være at finde blandt Mærsk Mac-Kinney Møller og hans europæiske ligemænd, der med endnu større tyngde vil diktere forholdene.
Der er grund til at råbe vagt i gevær!
Nu ved vi, at direktører og aktionærer, statsledere og unionspolitikere, LO-formænd og forbundsledere alle til hobe lyver hurtigere, end en hest kan rende. Lyt til dem og stem modsat.
Lyt til den sunde fornuft og stem med den. Unionsmodstanden er ikke kulet i jorden – og bliver det ikke. Den har før vist sin styrke og kan det igen.
Diskussionen bør rejses på arbejdspladserne, i klubberne og fagforeningerne. Det er her det tunge løft for et NEJ den 27.september kan spille den altafgørende rolle.
Netavisen 5. marts 2005
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
