Valgtrommer med hul lyd

Faglig kommentar
Kommunistisk Politk 1, 2005

Nytårstalerne er afleveret – med Guds og Anders Foghs vilje. Fogh kunne passende drukne sin egen tale i en rørstrømsk medfølelse for alle dræbte og lidende i forbindelse med tsunamiens ulyksaligheder. Enhver politisk forvalter af vor tids kapitalistiske styrer ved, at der kan slås politisk mønt på naturkatastrofer. De fremtræder næsten som reelle mennesker, når de fraviger deres sædvanlige ævl om løfter om dette og hint og i stedet blot spiller omsorgsfulde.

Med henblik på det forventede, snarligt kommende folketingsvalg, kom tsunamien også lige til lejligheden; – om man så må sige. Irak-krigens fokus kan trækkes ud af de største overskrifter i op til flere uger. Yderst belejligt for en krigsforbryderregering, der planlægger afholdelse af valg indenfor fire til fem uger. Ret beset er det faktisk også belejligt for den såkaldt alternative regeringsopposition, der netop har stemt for en forlængelse af de danske troppers tilstedeværelse.

I det hele taget kan man konstatere, at det er yderst vanskeligt at finde de helt store graverende forskelle på den siddende regering og dets parlamentariske alternativ.

Hver især forsøger de at fremmane, hvor dårligt det står til med modpartens opbakning. Socialdemokraterne har travlt med at offentliggøre statistikker, der viser, at Venstre er ramt af medlemsflugt: Mere end 9.000 har forladt partiet siden 1999, hvoraf de 6.000 er forduftet efter, at Fogh blev statsminister i november 2001. på den anden side kan socialdemokraterne dårligt prale af en årtier lang medlemsflugt, og som Venstre peger på, så udtrykker opinionsmålingerne, at Socialdemokratiet er ramt af en stemmeflugt.

Lad os nu ile med at fastslå, at VK-regeringen – med dets støtteparti – er det sorteste, der er set i de sidste i hvert fald seks årtier i dansk politisk historie. Det er blot så beskæmmende, at det er dårligt nok til at få øje på nogle brudflader i deres politik; – og det er på trods af, at valgkampen er i fuld gang.

Lad os nu tage de faglige problemer; – eller som det hedder på Christiansborg: Det beskæftigelsesmæssige og arbejdsmarkedspolitiske område. Efterhånden som det blev mere og mere klart, at valget rykkede helt ind under huden på partiernes kampagneudvalg, så fik parterne travlt med at forsøge at skabe sig en selvstændig profil:

Socialdemokraterne kritiserer regeringen for forligsbrud og misbrug af den i efteråret 2002 meget bredt vedtagne (med SD’s stemmer) arbejdsmarkedsreform Flere i arbejde! Substansen er, at forliget åbnede en motorvej for tvangsaktivering af de udstødte, der via kommunernes aktiveringsfabrikker udfører gratis arbejde for private virksomheder landet over. Efter næsten 2½ års ydmygelse og underbetaling af tusinder af udstødte, finder Socialdemokratiet, at tiden er inde til at kritisere regeringen for forligsbrud.

SD har annonceret, at de vil – såfremt de kommer til magten – fremsætte forslag til en ny arbejdsmarkedsreform, hvis indhold de i øvrigt ikke for øjeblikket vil beskrive nærmere.
Socialdemokraterne har også afgivet deres andet arbejdsmarkedspolitiske nytårsløfte: De vil redde skolepraktikordningen, som Ulla Tørnæs har slagtet, hvilket rammer tusinder af unge, der så ikke opnår en faglig uddannelse.

Venstreministeren har gennem det sidste halve år forsøgt at få private firmaer til at oprette regulære lærlingepladser. På trods af at arbejdsgiverne til daglig vræler over flaskehalsproblemer og mangel på udlært arbejdskraft, så har de ikke fundet, at de burde komme deres minister til hjælp. Socialdemokratiets medicin er at belønne – finansieret af arbejderklassens skattekroner – arbejdsgivere, der opretter lærlingepladser.

Med andre ord: De socialdemokratiske stemmer skal fiskes blandt ungdommen og de udstødte samt naturligvis blandt de mange, der solidariserer sig med disse grupper. SD kan blot ikke løbe fra den kendsgerning, at de har bakket regeringen op i dens politik.

Nøjagtig det samme kan vi konstatere, når det gælder toppen af den etablerede fagbevægelse: Den har været præget af en larmende tavshed, når Socialdemokratiet satte deres håndaftryk på eksempelvis arbejdsmarkedsreformen Flere i arbejde.

Desværre kan vi fastslå, at initiativet Fagligt Ansvar, der få måneder efter Foghs tiltrædelse, erklærede, at de ville vælte Fogh med baggrund i arbejdspladsernes aktiviteter, i dag er synet hen til at være en forlænget arm for Socialdemokratiets valgkampagne for en ny socialdemokratisk ledet regering.

I denne situation må arbejderklassens stemme finde mæle på fabrikker og i gaderne, hvor udstødte som arbejdende kan samles om kravene til en fremtid, der afspejler den respekt, vi har krav på.

Netavisen 10. januar 2005