Fire måneders nedtælling  

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11, 2005

Tyske, franske og andre statsledere og toppolitikere har tidligere med stort nederlag til følge forsøgt at blande sig i danskernes EU-afstemninger. I disse dage forsøger Poul Nyrup Rasmussen og andre fra de europæiske socialdemokratiske partier at intervenere i den franske valgkamp for derigennem at håbe på et ”afgørende udslag på vægten”.

De foreslår blandt andet, at EU bør fordoble andelen af vedvarende energi til 12 procent inden 2020, at der skal mere fokus på ligestilling på arbejdsmarkedet i EU, at der skal skabes en sammenhængende plan for investeringer og vækst, samt at der skal skrives et charter, som beskytter den offentlige service i EU-landene. Det skorter ikke på hensigtserklæringer.

Poul Nyrup Rasmussen udtaler, at det franske folk finder det interessant at høre, hvad en tidligere dansk statsminister mener om det franske folks interesser på dette spørgsmål. Vi får se.

I midten af denne måned mødtes EU’s udenrigsministre for at diskutere EU-budgettet for 2007 til 2011. Der var lagt op til et politisk og økonomisk rivegilde, hvor monopolkapitalen kræver yderligere adgang til midlerne på bekostning af blandt andet udvikling af de fattige områder i EU. Monopolerne dækker sig ind under, at midlerne til forskning og udvikling af nye job skal fordobles, hvilket er subsidier direkte ned i lommen på dem selv.

Man behøver ikke at afvente 2007 for at konstatere modsætningerne mellem de forskellige EU-lande. Tyskland og Frankrig har i årevis ikke overholdt betingelserne for deltagelsen i den fælles valuta, men har samtidigt på grund af deres stormagtsstatus kunnet undsige sig EU’s normale strafprocedure i form af indgreb i det enkeltes lands finanslov.

Allerede nu melder adskillige økonomier under EU’s paddehat om elendige økonomiske resultater. Det afspejler økonomisk stagnation, når det er værst. Italien får en vækst på 0 pct. Andre økonomier lidt højere. Det økonomiske opsving blæste hurtigt forbi!
Nu bides hestene.

Hvis de bides tilstrækkeligt hårdt, vil de understøtte det franske folks NEJ. Det er tidligere set, at deres indbyrdes modsætninger har spændt ben for deres fælles interesser. Kendsgerningen er, at et fransk NEJ vil kuldkaste Unionsforfatningen.
Det er samtidigt et faktum, at den danske regering, De Radikale og Socialdemokraterne ikke vil anerkende denne kendsgerning, men alligevel gennemføre en dansk folkeafstemning.

LO og forbundsledere i de største danske fagforbund har rettet sig ind efter situationen. CO-Industri og Dansk Metal melder klart flag: Danmark kan ikke klare sig alene!
Hertil har de i samarbejde med Dansk Industri foretaget en undersøgelse blandt 1.334 danske vælgere, hvoraf 60 pct. mener, at ”vores” konkurrenceevne er afhængig af afstemningsresultatet. Ikke mindst det argument er vi blevet tudet ørene fulde med de sidste 30 år, så det er faktisk ret beskæmmende, at kun seks ud af ti vælgere repræsenterer det standpunkt. Hvor mange arbejdere der tror på udsagnet, viser undersøgelsen ikke.

Det står straks værre til i det nye sammensatte – SiD & KAD – forbund 3f . Tidligere rummede SiD faktisk et flertal af modstandere og skeptikere, der dog blev majoriseret væk, desto højere op i forbundsstrukturen man kom. Indtil sammenlægningen var situationen i SiD’s hovedbestyrelse fifty-fifty, når det gjaldt EU, men det har sammenlægningen rådet bod på.

På et nyligt afholdt hovedbestyrelsesmøde har 3f besluttet med 44 kontra 24 at anbefale et JA til unionsforfatningen. Poul Erik Skov Christensen, formand for 3f , er tydeligvis glad for at have manet skeptikerspøgelset i jorden.
I sin glæde glemmer han helt, at han blot gentager gamle nedslidte argumenter:
– Sociale værdier og fuld beskæftigelse har fået en mere fremtrædende plads i den ny traktat, som lægger op til mere åbenhed og politisk kontrol til de nationale parlamenter.
3f’s formand vurderer også, at unionsforfatningen ikke indeholder dramatiske forandringer.

Poul Erik Skov Christensen lyver hurtigere, end en hest kan løbe!
Unionsforfatningen betyder ”Europas Forenede stater” i monopolernes billede, en imperialistisk stormagt. Forfatningen præciserer, at EU også er en militærunion, og forpligter alle medlemslande til stadig oprustning.
Forbundslederne indtager nu som altid positionerne: Der bukkes, nejes, skrabes og slikkes for som aristokrater at opnå den højeste gunst.

Netavisen 27. maj 2005