Hvor står vi efter den 7. september?

Faglig kommentar

Beskæftigelsesministeren har leget med ilden, og regeringen fortsætter kampen mod arbejderklassen og dens organisationer og rettigheder. Garantien for roen på arbejdspladserne er et overstået kapitel. Fredspligten er blevet udfordret.

Næste weekend har en tusindtallig skare af tillidsrepræsentanter landet over sat hinanden i stævne i Århus for at tage bestik af den faglige og politiske situation. Dagen er længe ventet, idet luften blev taget ud af den voksende modstand mod Fogh-regeringens indgreb mod deltidsbestemmelserne i vores overenskomster, da initiativtagerne allerede ved andenbehandlingen bekendtgjorde, at det næste faglige skridt var et landsdækkende TR-møde den 7. september.

Under overskriften: “Hvor står vi – hvad vil vi – hvordan gør vi” har en kreds af formænd for dels lokale fagforeninger og dels for LO-organisationer fra seks af landets største byer indkaldt til konferencen, som udspringer direkte fra det landsdækkende tillidsrepræsentantskabsmøde i Silkeborg den 1. marts.

Konferencen vedtog en bred vifte af beslutninger, som blev nedfældet i to resolutioner, hvis tekst var yderst radikal og beslutsom i ordvalget:
“Roen på de danske arbejdspladser kan ikke garanteres, hvis den borgerlige regering fortsætter sine angreb på den danske fagbevægelse.”
“Vi må sige til Beskæftigelsesministeren: Du leger med ilden! Den danske aftalemodel hviler på to forudsætninger. Den ene er arbejdsgivernes og lønmodtageres ret til at organisere sig og frit indgå kollektive aftaler. Den anden er parternes respekt for de indgåede aftaler, udtrykt i den såkaldte fredspligt. Hvis man fjerner den ene forudsætning, så fjerner man også den anden!”

Så klare var ordene. Det er ikke til at tage fejl af. Regeringen har fortsat sine angreb på den danske fagbevægelse, og vigtigst af alt på arbejderklassen i den bredeste forstand, og beskæftigelsesministeren greb ind i vores overenskomster.
Der står vi! Det behøver vi ikke lange oplæg og diskussioner om.
Det, vi vil, er at fjerne regeringen og frem for alt dens reaktionære politiske linie uden at få erstattet den med en socialdemokratisk pendant. Det kræver heller ikke tid.

Konferencens væsentligste omdrejningspunkt må være at skabe den maksimale enhed og styrke, der med de fornødne midler kan nå dette mål.
Grundlaget for at skabe maksimal enhed og styrke må naturnødvendigt bestå af krav, der i den aktuelle situation samler til kamp mod regeringens angreb og dels rejser nye, offensive krav.

Når initiativtagerne til den kommende konference lægger op til, at “vi skal i gang med at diskutere de visioner og alternativer, der skal til for at få det samfund, vi ønsker”, så bevæger de sig ud på en slagmark, hvor partimæssige stridigheder kan blomstre og i den sidste ende splitte bevægelsen. Initiativtagernes formål med at bringe denne diskussion ind i bevægelsen er at benytte de kommende tre år til at skabe opslutning med henblik på at genindsætte Socialdemokratiet på regeringstaburetterne ved det næste folketingsvalg.

Dette siges ikke åbent; men diskussionen rejses og forklares med, at der ikke er stemning for strejker og konflikter for nuværende. Sandt at sige har danske arbejdere da også måttet sunde sig ovenpå mange forræderier, der har kostet dyrt i lønningsposen og efterfølgende bøder. Tilliden til faglige pampere, der kalder til kamp, ligger et meget lille sted, men endeløse diskussioner om “det samfund, vi ønsker” under en socialdemokratisk variant af den borgerlige EU-politik vil kun demontere mobiliseringen af arbejderklassen.

Tiden er inde til, at handling følger ord. Det er med handling, aktiviteter og aktioner omkring et regulært fremadrettet grundlag, at der skabes enhed og styrke.
Beskæftigelsesministeren har leget med ilden, og regeringen fortsætter kampen mod arbejderklassen og dens organisationer og rettigheder.

Så nu er det op til tillidsrepræsentanterne, der repræsenterer underlaget for dansk fagbevægelse, at holde beslutningerne fra Silkeborg i hævd. Garantien for roen på arbejdspladserne er et overstået kapitel. Fredspligten er blevet udfordret.
Bevægelsen må få mæle og skal synliggøres. Det er i gaderne og på pladserne, det sker.

Kommunistisk Politik 17, 2002
Netavisen 31. august 2002