Strube – blot et symptom på forrådnelse

Faglig kommentar

Strube-sagen burde blive et kapitel i dansk fagbevægelses historie. En af dansk fagbevægelses magtfulde mænd er grebet med fingrene i kagedåsen. Som om hans løn, honorarer, diæter og det løse ikke var tilstrækkeligt. Alt i alt noget nær en millionindtægt om året. I det lag gælder: Mere vil have mere. Der er lette penge at hente. Willy Strubes ulykke var, at han blev grebet med kagekrummer på fingrene. Han valgte at skille sig af med dommen på sin måde. På sin egen sørgelige facon fravalgte han eventuelle aftrædelsesposter – med udsigt til en efterløn/pension med en formue i behold. Samtidigt fravalgte han også at stå ansigt til ansigt med ydmygende kendsgerninger. Fred med det.
Willy Strubes forseelse rummede for toppen af dansk fagbevægelse den fejl, at den kom for dagens lys. De har alle fingre i kagedåsen – på medlemmernes bekostning. De danske forbundsledelser har for årtier siden fravalgt at være de stolte bærere af fagbevægelsens oprindelige ide og formål.

En yderst fåtallig skare satte sig for omkring halvandet århundrede siden det mål at skabe en organiseret bevægelse, der byggede på sammenhold og solidaritet, der i kamp ville sætte sig op mod magthaverne i samfundet – med de ofre, det måtte medføre. De brave gutter, der gik i spidsen, var ikke vellidte. De var garanteret sortlistning på landets arbejdspladser. Tusindvis af arbejdere, der valgte at organisere sig, fik lov at smage samme “medicin”.
Det etablerede samfund ønskede og forsøgte at udstøde dem. Håndværkere, industri- og landarbejdere havde svært ved at følge dem; men disse mænd, hvor få de end måtte være, repræsenterede retfærdigheden og fremtiden!
Det lykkedes at samle arbejderklassen i en organiseret faglig bevægelse, der gennem kamp og ofre har vundet sejre siden. Forbunds- og LO-lederne var ikke sene til at tage æren. I midten af 70´erne kunne daværende LO-formand – Thomas Nielsen – på en LO-kongres brovtende erklære, at dansk fagbevægelse havde “sejret ad helvede til”. Trods det faktum, at “bevægelsen” angiveligvis havde opfyldt dets formål, nærer bevægelsen stadig slangen ved sit bryst. Lederne har ikke nedlagt bevægelsen i en selvtilfredsstillende stund. De suger stadig af medlemmernes kontingenter, pensionskasser, bestyrelsesposter. You name it!

Lige så snyltende som det rådne kapitalistiske system er, lige så snyltende er det lag af aristokrater i dansk fagbevægelse, som erklærer sig som valgte ledere. De omvendes ikke af de mest manende appeller. De har valgt side, økonomisk som ideologisk.
På SiD-kongressen – for snart en måned siden – blev der stillet et forslag om åbenhed i forhold til toppens bengnaveri i selskabsbestyrelser. Da dirigenten Willy Strube bemærkede, at stemningen var for forslaget, suspenderede han kongressen for at sammenkalde hovedbestyrelsen. Udgangen blev, at kammerateriet trådte i funktion. Det socialdemokratiske snoretræk blev iværksat – forslaget faldt.
Strube eller ej. De hytter deres egne skind – og dækker over hinanden. Her gælder ingen glasnost eller perestrojka.
De repræsenterer ikke arbejderklassen, og slet ikke dens retfærdige kamp for social befrielse. Råddenskaben vandt indpas for et århundrede siden, da fagbevægelsens ledere i septemberforliget 1899 solgte arbejdernes rettigheder. Inden blækket var tørt på det dokument, var forræderiet en kendsgerning. Nutiden – og fremtiden – kalder på mænd og kvinder, som vil genoptage fagbevægelsens oprindelige ideer, formål og tænkning. Hvor få de end må være. Hvor store ofre de end må lide. Vejen frem er en fagbevægelse, hvor lederne er i balance med de ringest stillede.

Den etablerede kongelige socialdemokratiske fagbevægelse graver sin egen grav. Den er forhadt. I afmagt søger forvirrede, forarmede arbejdere til de kristelige fagforeninger. Nye kræfter må tage initiativet – koste hvad det koste vil!
Vi fordrer en bevægelse, hvor ledere repræsenterer alle arbejdere! På og uden for fabrikkerne. Indenfor eller udenfor dagpengesystemet.
Det er på tide, at solidaritet og sammenhold igen får mening og indhold. Det er på tide, at arbejderklassens styrke får mulighed at frigøre dens kræfter og styrke. Det kræver ledere, der står ved deres kammeraters side med mod, ideologi, politik imod klasseforræderi.
Hvor få det end må være, så kræver situationen, at nye samler fanen op, bærer sammenholdet, solidariteten og kampånden videre, giver den luft og synliggør den.

Kommunistisk Politik 22, 2001