Knuder i OK-forhandlingerne for de offentlige

I dag lyder startskuddet for 825.000 offentligt ansattes OK-forhandlinger
Arbejdsgiverne har låst sig fast på en 2½ pct.-ramme, og samtidig har de amtskommunale forhandlere provokeret med en helt ny forhandlingsprocedure
Den upopulære Ny Løn kan meget let spænde ben for resultatet

Det store slag ved forårets overenskomstfornyelser bliver det offentlige område, hvor 640.000 amts- & kommunalt ansatte samt 185.000 statsansatte er oppe imod fastlåste arbejdsgivere. Kommunernes Landsforening (KL), Amtsrådsforeningen og Finansministeriet har allerede bundet sig til en økonomisk aftale, der betyder, at det samlede resultat ikke må overstige 2½ pct. Der er samtidig lagt op til, at den nuværende tre-årige overenskomst fortsætter med samme periode, hvilket kun udsætter muligheden for at indhente forbedringer til år 2005.

De offentligt ansatte har i forvejen krav på to ekstra feriedage, der bringer dem op på siden af resten af arbejdsmarkedet. Feriedagene angives til en værdi af 0,8 pct., hvilket altså efterlader 1,7 pct. til øvrige krav.
De ansattes forhandlere møder op med to andre hovedkrav, der går ud på mere i løn og pension, hvilket ikke kan rummes indenfor de resterende 1,7 pct. Forhandlerne har da også fra starten nægtet at acceptere arbejdsgivernes snævre ramme.

Stor modstand mod Ny Løn
Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 skabte indførelse af Ny Løn-systemet massiv mod-stand. Adskillige grupper – med sygeplejersker, lærere og jernbanearbejdere i spidsen – nedstemte resultatet, og Nyrup-regeringen greb ind og ophøjede forliget til lov, hvilket forhindrede grupperne i at tage en konfrontation og prøve kræfter med arbejdsgiverne. Siden har Ny Løn været en konstant kilde til uro. Arbejdsgivernes hensigt med at bruge de lokale puljer som fedterøvstillæg har blandt andet betydet at kun to tredjedele er forhandlet på plads.
I den nuværende overenskomst bliver 14 pct. af lønstigningen aftalt lokalt; men arbejdsgivernes krav til den kommende er, at denne pulje udvides til 50 pct., hvilket vil kaste benzin på bålet af de ansattes utilfredshed.

Da flere af de store grupper kræver, at Ny Løn afvikles og stoppes er der således lagt op til en situation, hvor det kommende forlig meget let kan stemmes ned med markante stemmetal.
Derfor har de amtslige og kommunale arbejdsgivere krævet en ny procedure for forhandlin-gerne, der i sig selv er en stor provokation.

KL og amterne kræver enstemmighed
De offentlige arbejdsgivere fra amter og kommunerne har besluttet et hidtil uset krav til procedure for forhandlingerne. De har simpelthen nægtet at stå indenfor en aftale, før end samtlige 65 faggrupper har tilsluttet sig resultatet. Kravet er et udtryk for en uhørt arrogance, der har til formål at lægge et kolossalt pres på den enkelte faggruppe. I betragtning af at det er en utopisk indstilling, at samtlige 65 grupper accepterer resultatet – der altså ikke er et resultat – udtrykker arbejdsgivernes krav en konfrontationslinie, der sikrer Forligsinstitutionens inddragelse, inden arbejdsgiverne selv har taget stilling til resultatet:
– Vi vil først sige ja til forliget, når vi ved om alle organisationer og deres medlemmer har sagt ja. Hvis en eller flere organisationer forkaster forliget, så må vi gå videre i Forligsinstitutionen, udtaler Ole Andersen, formand for KL´s løn- og personaleudvalg.

Krav om mere løn og pension
Tirsdag starter forhandlingerne for de ansatte i kommuner og amter, mens de statsansatte venter i kulissen. Hovedkravene for begge grupper er rimeligt identiske. Udover de to ekstra feriedage, som de har krav på, møder forhandlerne op med krav om mere i lønningsposen samt en større pensionsindbetaling, der forsøges at løfte området op på de privatansattes:
– Vort sigtemål er, at der denne gang skal være så store generelle lønstigninger, at der er mulighed for en forbedring af reallønnen, sagde Poul Winckler, formand for KTO, på repræsentantskabsmødet i fredags.

Det er betegnende, at Poul Winckler og Ole Andersen ligger inde med den samme socialde-mokratiske partibog, der gør afstanden fra den ene side af bordet til den anden betydeligt mindre, end den interessekonflikt, der gør sig gældende mellem ansatte og arbejdsgivere.
Det er ligeledes skræmmende for de ansatte, at det er Poul Winckler, der sidder som deres absolutte topforhandler, i betragtning af at han ved sidste overenskomst betegnede de store grupper, der forkastede resultatet på grund af Ny Løn som forkælede børn, som han egenhændigt skulle sikre ikke fik mere i løn af den grund. Det lykkedes med den socialdemokratisk-ledet regerings mellemkomst.

Der er heller ikke udsigt til at de ansattes topforhandlere vil bringe krav til bordet, der kan spænde ben for VK-regeringens økonomiske politik, idet de siden regeringens offentliggørelse af deres politiske grundlag ikke har gjort mine til modstand.
Men det kan meget let være, at de har gjort regning uden vært. I den sidste ende har sygeplejerskerne, lærerne, jernbanearbejderne og andre af de 65 faggrupper også et ord at have skulle sagt.

Kommunistisk Politik 26, 2001