Det mobile indre arbejdsmarked

Samtidig med, at EU planlægger et skift i indvandringspolitikken, der tager sigte på at opsuge den bedst uddannede del af arbejdskraften fra landene i den 3. verden, skal mobiliteten på det europæiske arbejdsmark øges kraftigt. Danske arbejdere skal være parat til hele tiden at rykke teltpælene op og tage arbejde i andre EU-lande. Arbejdskraften skal til enhver tid være dér, hvor kapitalen har brug for den.
På topmødet til marts i Stockholm vil EU-kommissionen lægge pres på politikerne for at få ”fjernet hindringerne for arbejdskraftens fri bevægelighed”. Samtidig skal der nedsættes en gruppe af erhvervsfolk til at undersøge de problemer, folk støder på, når de forsøger at få job i et andet land end det, de kommer fra.
De konkrete planer om det mobile arbejdsmarked er en opfølgning af topmødet i Lissabon i foråret 2000, hvor den industrielle lobbyorganisation European Round Tables (ERT’s) strategi for udviklingen af den europæiske økonomi til gavn for monopolerne blev antaget.

‘Arbejdere uden grænser’
I Lissabon fremlagde EU-toppen ‘en strategisk vision, der skal gøre den Europæiske Union til en konkurrencedygtig og omfattende vidensøkonomi i verdensklasse’, som Unionens beskæftigelseskommissær Anna Diamantopoulou og kommissæren for det indre marked Frits Bolkestein skriver i et indlæg i Financial Times (29.1). ‘At opnå dette mål kræver stærk og koncentreret handling på europæisk plan for at fremme færdigheder og mobilitet,’ siger de.
Genklangen af denne ‘strategiske vision’ er slået ud i den danske regerings fremtidsplaner om at gøre Danmark til nr. 1 i verden, hvad angår ny teknologi, og i statsministerens ‘inspirerende møde’ med Bill Gates.
EU-kommissærerne har færre omsvøb end den danske statsminister om nogle af konsekvenserne for de arbejdende i EU. De kalder det ‘Arbejdere uden grænser’, som deres indlæg i den britiske avis hedder. Her siger de direkte:
‘I den ny økonomi er folk stadig mere mobile. Selskaberne ser sig omkring internationalt for at få opfyldt deres behov for færdigheder og for at bestyre deres menneskelige resurser. Men i Europa støder de på barrierer såsom mangel på information og mangler i den gensidige anerkendelse af kvalifikationer i forskellige lande’.
Stockholm-topmødet i slutningen af marts skal følge Lissabon-mødet op, og mødet skal ifølge kommissærerne lægge hovedvægt på at fremme og støtte, hvad de kalder ‘disse nye europæiske arbejdsmarkeder’ , som skal være ‘effektive’, ‘moderne’ og ‘tilgængelige for alle EU-borgere’. De eksisterende bestræbelser for at harmonisere og forny de nationale arbejdsmarkeder skal derigennem forstærkes.

Det amerikanske arbejdsmarked som model
Lissabon-topmødet var et signal om, at den Europæiske Union har kastet sig ind i en global konkurrence, først og fremmest med USA. Og det er da også det amerikanske arbejdsmarked, kommissærerne ser som en model. I USA flytter årligt to-tre procent af befolkningen rundt mellem staterne for at få arbejde. I Europa udgør sprog, forskellig kultur og nationale regler ‘barrierer’, som skal nedbrydes. Kun 0,5 pct. af ‘den europæiske arbejdsstyrke’ flytter hvert år rundt mellem unionslandene for at arbejde. Mindre end 2 pct. af EU’s indbyggere bor i et andet EU-land end det, de kommer fra. I USA er procentdelen af folk, som bor i en anden stat, end hvor de er vokset op, langt højere.
Blandt de øvrige ‘barrierer’ i EU anfører kommissærerne ‘mangel på information om rettigheder og muligheder; mangel på markedsgennemsigtighed; problemer med anerkendelse af kvalifikationer; vanskeligheder med at overføre løn med forskellige skatte- og sociale systemer; vanskeligheder med virksomhedslønninger og arbejdsforhold; samt en række legale og administrative problemer’, som rækker helt til bilers indregistrering. Disse barrierer berører ikke kun de arbejdende selv, men også deres partnere og familier.
Kommissærerne siger, at ‘det for længe er blevet antaget, at mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked ikke kan matche den amerikanske’. Det kan den godt, mener de, på trods af sproglige og kulturelle forhindringer, og påpeger, at ‘mobiliteten er voksende’ allerede nu.
De ønsker fromt en ‘tosidet mobilitet’ – at hvert land importerer og eksporterer lige mange arbejdere. Men det bestemmes af monopolerne, efter hvor virksomhederne placerer sig, og hvor de har brug for arbejdskraft – det afgøres ikke af nationale udviklingshensyn.

Til rådighed når som helst og hvor som helst
‘Arbejdskraftens fri bevægelighed’ – det fælles arbejdsmarked – er en af hovedsøjlerne i Unionens indre marked og en af de væsentligste pådrivere for integrationen. ERT’s krav om øget mobilitet skal altså påskynde harmoniseringen af en lang række felter. Den forvandler danskerne og unionsborgerne til potentielle ‘fremmedarbejdere’, der med tiden skal kunne tvinges til at tage job hvor som helst i EU. Lige nu sælges det som ‘udvidede jobmuligheder’ for den enkelte unionsborger. Den økonomiske nødvendighed er et incitament, som vil gøre sin virkning – men den vil med tiden blive fulgt op af regler, krav og ‘pligter’ til arbejderne.
Ud over at arbejdsmarkedet bliver mere og mere ‘fleksibelt’ – og arbejderne skal stå til rådighed når som helst, virksomhederne har brug for deres arbejdskraft for at skaffe profit – skal det nu også være totalt ‘mobilt’. De skal nu også stå til rådighed hvor som helst, monopolerne kræver det.
Det er forståeligt, at Nyrup og de øvrige Unionspolitikere og den Unionsglade fagtop ikke er meget for at snakke om disse perspektiver, der nu massivt skal realiseres.
Konkurrence på arbejdskraft – konkurrence på løn – med forringede arbejdsforhold og lavere løn til følge er den pris, arbejderne skal betale for Unionens globale konkurrencedygtighed.

-lv
KP3, 2001