Giga-gevinst til fagbevægelsen

– Vi har sejret ad helvede til!
Citatet stammer fra daværende LO-formand, Thomas Nielsen, som på en LO-kongres gav udtryk for at have reddet r…. på den danske arbejderklasse. LO havde ”flyttet hegnspæle” og derved spist sig ind på borgerskabet, den udbyttende klasses profitter. Forholdene i det danske samfund var nærmest udlignet. Klassekampen kunne – igen – erklæres død. Revolutionære kræfter blev latterliggjort, når de fastholdt, at vejen frem var kamp, og klassesamarbejde skulle bekæmpes. Lakmusprøven var virkelighedens verden – den viste, hvem der havde ret, og hvem der var latterlige.
Men LO-lederne fastholdt, at det socialdemokratiske velfærdssamfund havde udslettet klasseskellene. Det var alt sammen lykkedes trods det faktum, at LO´s kongstanke i 70´erne om Økonomisk Demokrati (ØD) led en krank skæbne. Arbejderne var ikke interesseret i at blive indrulleret i falske interesser om at få del i virksomhedernes profitter. Illusionsnummeret virkede ikke. ØD var i virkeligheden et skalkeskjul for opbygning af formuer, som fagbevægelsens ledere kunne håndtere, og udbetale klatter til de produktive.

Der skulle gå omkring 15 år, før LO´s top og forbundslederne i slutningen af 80´erne havde fundet afløseren for ØD: Pensionsformuerne. Gennem de sidste ti år er pensionsindbetalingerne, som er indbygget i overenskomsterne, steget til kolossale summer, der kun kan gøres op i milliarder og atter milliarder af kroner. Og tempoet tager til i fart.. Ved de senest indgåede overenskomster har fagbevægelsens topforhandlere pralet af, at pensionsindbetalingerne har rundet 9%. Man kan jo selv lægge 9 % oven i lønnen for at konstatere, hvad vi går glip af.
– Ja men, det får vi jo glæde af, når vi bliver gamle, erklærer tilhængerne af de indbyggede pensionsopsparinger.
Kun hvis vi ikke ligger ni fod under overfladen forinden. Kun hvis ikke folkepensionen ikke er forringet inden da. kun hvis de samme sociale forhold for ældre stadig er gældende. Kun hvis vi får det fulde udbytte i realkroner, uden der er nogen, der nasser på formuen; – uden der er nogen, der spekulerer pengene væk i aktier. Og det er, hvad pensionsformuerne bruges til. Det er en gammel nyhed, at de alt for små afkast betyder, at vi ikke er sikret den indbetalte dækning. Administrationen – læs: bestyrelsesmedlemmernes nasseri – æder afkastene op.
Det er en kendsgerning, at folkepensionen langsomt men sikkert forsvinder. Det er en kendsgerning, at de sociale ”goder” for ældre forsvinder. Fremtidens ældre skal betale alt selv. De store tabere bliver de nedslidte og udstødte, der har været overladt til det overførselsindkomster. De har ingen ret til en alderdom.

Fagbevægelsens top kom til fadet før pensionsformuerne. De blev repræsenteret i aktiespekulationer og bestyrelser ved dannelsen af Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Begge institutioner bygger på kapital, der er stjålet fra arbejderklassen. Ved siden af disse kasser spekulerer forbundslederne med medlemmernes egne kontingentkroner. Det sker eksempelvis i udviklingsselskabet ”Dansk Erhvervsinvestering”. Selskabet betegnes som en usædvanlig alliance mellem storkapital og fagbevægelsen. Her optræder Den danske Bank, Nordea (Nordens største bank), Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar, HK, SiD, ATP og LD side om side som investorer og spekulanter.
Storkapitalen og fagbevægelsen har i år malket en Giga-gevinst, der bl.a. skyldes salget af IT-virksomheden Giga. Den danske Bank har scoret 50 mio.kr. – Nordea ca. 15 mio. – Arbejdernes Landsbank 15 mio. HK kan proppe 30 mio. kr. i lommen, SiD et betragteligt millionbeløb, mens ATP og LD hver især kan høste 28 mio. kr.

Dansk Erhvervsinvestering udtrykker med dets sammensætning meget tydeligt, hvordan de faglige ledere er sammenvokset med storkapitalen og dets interesser. Arbejderklassen har og får ingen del i udbytterne, men betaler til dem.
Det er med rette, at de revolutionære kræfter kan betegne toppen af den etablerede fagbevægelse, som en del af arbejderaristokratiet. De har sejret og høstet ad helvede til; men det er arbejderklassen, der afgør hvor længe.

FJ

KP17, 2001