CO-Industri moden til at decentralisere konfliktretten

Storkonflikten i 1998 driller stadig toppen af dansk fagbevægelse som et skræmmende eksempel på at blive underkendt af medlemmerne. Den toneangivende faktor i dansk fagbevægelse spiller decentrale konflikter på banen. Derved splittes arbejderklassens samlede kampkraft.

Storkonflikten i 1998 er for den samlede magtelite i Danmark et afskrækkende eksempel på, hvor slemt det kan gå, når arbejderklassen kræver, at dens samlede kampkraft sættes igennem. Det var store samfundsmæssige værdier – læs: profitter – der gik tabt sammen med de tabte arbejdsdage. Hykleriet kendte ingen grænser, og panikken blev skruet op i store højder. Hvem husker ikke forsøgene på at udmale det frygtelige for forbrugerne i at skulle mangle gær?

For toppen af dansk fagbevægelse var et særligt slemt nederlag, idet alt deres propaganda om det fantastiske resultat blev underkendt af medlemmerne. Siden er OK-forhandlingerne blevet sprængt, så de ligger stadigt mere spredt. LO og arbejdsgiverne er blevet enige om fælles afstemningspropaganda, og konflikter er besværliggjort.
Alle disse tiltag har tilsyneladende ikke givet dem specielt mere ro om natten.

Derfor har den største magtfaktor blandt arbejdernes forhandlingsorganisationer, Centralorganisationen for omkring 200.000 ansatte i industrien (CO-Industri), begået en rapport: “Fremtidens overenskomster i decentraliseringens tegn” – en historisk analyse af industriens overenskomster i perioden 1902-2004, som har til formål at begrunde deres nye træk: Decentralisering af konfliktretten. Det er beskæmmende, at det var SiD´s Industrigruppe under Willy Strubes ledelse, der blev brugt som rambuk for ideen i sommers.

Rapporten peger korrekt nok på, at overenskomsterne med tiden er blevet stadig mere decentraliseret, men den nævner ikke med et ord, at CO-Industri hele vejen har været villige til denne udvikling, som allerede har fået katastrofale følger, idet det på væsentlige punkter i dag er op til den enkelte arbejdsplads at tilkæmpe sig til resultater. Eksempelvis er den ugentlige arbejdstid målt på årsskala lagt ud lokalt, hvilket i mange tilfælde betyder 48 timers arbejdsuge på et halvt år.
Ifølge formanden, Max Bæhring, og CO-Industri er den naturlige løsning at sprænge den kampkraft, som skal være gældende fra overenskomstfornyelsen i 2004.

Mange medlemmer vil stille sig selv det spørgsmål: Hvad skal vi så bruge de faglige ledere til?
Det har de selvfølgelig også et svar på:
– Vores interesse er at holde en rammeoverenskomst, som betinger, at vi er i stand til at lave centrale løsninger, men også lave centrale løsninger, som vi kan få stemt hjem. Det vil sige, at der skal falde noget hver gang, som medlemmerne føler giver netop dem et resultat. Her taler jeg ikke så meget om løn som en række andre forhold, udtaler organisationssekretær Verner Elgaard til CO Magasinet.
Verner Elgaard fastslår meget ærligt, at der ikke bliver tale om mere i lønningsposen, og at medlemmerne skal føle, at rammerne giver dem et resultat.

Kommunistisk Politik 1, 2002