LO foreslår 55 timers arbejdsuge!

For et år siden indarbejdede LO og DA et EU-direktiv i danske overenskomster, der fastlagde en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer.
Nu er LO kommet med et nyt forslag til 55 timer pr. uge!
EU-direktivet er et redskab for arbejdsgiverne til at øge fleksibiliteten, så arbejderne i perioder kan presses til at arbejde på maksimal ugentlig arbejdstid.
Ved de sidste mange overenskomstforhandlinger har fleksibiliteten på arbejdsmarkedet været et fundamentalt krav fra arbejdsgiverside. Og det har båret frugt – eller rettere sat sine spor. Lønsystemer er blevet nedbrudt til fordel for stadig mere individuel løn. Præstationsløn, Ny Løn, fedterøvstillæg osv. osv. Hårdest er det imidlertid gået ud over arbejdstiden, hvor det hed sig, at arbejderne skulle arbejde 37 timer ugentligt. Herudover skulle arbejdsgiveren bløde med overarbejdstakst.
Den brede motorvej for fleksibiliteten på arbejdstiden blev reelt åbnet efter storstrejkerne i 1985, hvor kravet om en 35 timers arbejdsuge var massivt. Ved de efterfølgende overenskomster i 1987 blev kravene delvist imødekommet med indførelse af den nuværende officielle 37 timers uge, men behæftet med øget fleksibilitet. Siden er det gået slag i slag, indtil LO og DA for et år siden implementerede/indarbejdede EU´s direktiv i overenskomsterne om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer.
Mange arbejdsgivere benyttede sig af denne mulighed – som krævede lokal enighed – til at presse ansatte til i perioder at arbejde de maksimale 48 timer om ugen. Resten af året kunne de gå for 26 timer eller lignende. Indgik man ikke aftalen, truedes med flytning af produktionen. Et såkaldt siciliansk tilbud. Væk er overarbejdstillægget. På årsbasis arbejdes kun 37 timer i gennemsnit.
Ved hver eneste nye overenskomstfornyelse har topforhandlerne gjort alt for at skjule de fleksible lunser, som de har foræret arbejdsgiverne. Deres enighed med arbejdsgiverne på dette punkt har ikke fornægtet sig. De har aldrig gjort sig til talsfolk for at samle bredt mod den urimelige nedslidning, der ligger i fleksibiliteten på arbejdstidsspørgsmålet. I stedet har de brugt krav om bedre pension, mere ferie og fritid til at aflede fra dette vigtige problem.
Op til sidste overenskomstfornyelse i Dansk Industri sidste forår afholdt LO-Århus et tillidsmandsmøde, hvor det klart fremgik, at fleksibiliteten på arbejdstiden for længst havde nået sin grænse. Dette var hovedproblemet på arbejdsmarkedet – ifølge repræsentanter fra arbejdspladser og fornuftige fagforeningsledere.
Men næstformand i LO Tine Brøndum og LO-toppen mener noget andet.

Fleksibilitet på livstid
Tine Brøndum påtog sig rollen som fanebærer for forslaget om en arbejdstidsfleksibilitet – ikke på årsbasis; men på livstid. Hun tillader sig endda den frækhed at dække sig ind under medlemmernes interesser, idet hun forventer, at flere og flere ønsker at tilrettelægge deres arbejdstid mere fleksibelt. Det bygger på forventninger!
Allerede her går hun og LO-toppen galt i byen, da forslaget vil få den samme konsekvens som den eksisterende fleksibilitet med lokal enighed. Et væld af virksomheder vil kunne tvinge arbejdere på en livstidsordning mod deres vilje. Ta´ den, eller stil dig bagerst i køen.
Det faktum omgår LO ved at fastslå, at vi er sikret en ugentlig arbejdstid i overenskomsten på 37 timer, hvorfor motorvejen skal gøres endnu bredere:
– Men det betyder ikke, at fagbevægelsen skal afskære sig fra at diskutere en anderledes fordeling af arbejdstiden hen over et helt livsforløb – for eksempel i form af ugentlig arbejdstid i nogle perioder, hvis man vel at mærke sikrer sig, at de kolleger, som bare vil passe deres arbejde på normale vilkår, ikke kommer i klemme, mener Tine Brøndum, der samtidig undrer sig over, at forslaget er kommet som en stor overraskelse:
– Fagbevægelsen er optaget at sikre sine medlemmer et så udfordrende og indholdsrigt arbejdsliv som muligt.(!)
Det er bare sådan, at det overvældende flertal mener, at arbejdslivet allerede er rigeligt udfordrende.

SiD: Torskedumt forslag
SiD´s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen vender sig imod forslaget, som han godt er klar over er LO-toppens, der blot bliver ført frem af en fanebærer:
– Overenskomsterne rummer i forvejen et hav af muligheder for fleksibel arbejdstid, og i en tid, hvor vi kæmper for en 35 timers arbejdsuge, er det mildest talt mærkværdigt, at vi nu skal opleve LO lancere 55 timers ugen.
– Lad mig derfor fastslå, at det ikke er LO og LO´s næstformand, der forhandler SiD´s overenskomster. Det gør SiD´s egne forhandlere på baggrund af de krav, medlemmerne selv har stillet på deres generalforsamlinger. Og mig bekendt er vi aldrig blevet præsenteret for kravet om en længere arbejdstid, udtaler Poul Erik Skov Christensen til pressen.
LO´s forslag fortjener at blive skudt ned. Med det mål for øje må al modstand samles. Men SiD´s forbundsformand tager munden for fuld, når han erklærer, at SiD-forhandlerne lytter efter medlemmernes krav eller sågar forhandler deres overenskomster. Den absolut toneangivende forhandler for arbejderne i Dansk Industri hedder Max Bæhring, formand i Dansk Metal. Her spiller Willy Strube, SiD, kun anden violin.
Og siden hvornår er SiD-toppen begyndt at forhandle på baggrund af medlemmernes krav? Var det derfor deres anbefaling af overenskomstforslaget i 1998 blev underkendt? – fordi de havde respekt for medlemmernes interesser og krav?
Men hvis SiD fastholder en blokade mod arbejdstiden udmålt på livstid, skal det hilses velkomment.
Imidlertid peger alle facts på, at forbundsformanden ikke har rent mel i posen.
Poul Erik Skov Christensen er godt bekendt med, at de statsansattes kartel, StA, allerede i år opererer med muligheden for at opspare overarbejde i en ”tidsbank”, således at de ansatte kan ”vælge” at arbejde mindre i andre perioder:
– Jeg skal ikke afvise, at det system kan lade sig gøre i staten, hvor man vel stadigvæk kan regne med livstidsansættelse.
Nu er pladsen ikke til at indgive sig i en polemik i forhold til muligheden af livstidsansættelse i staten; men kæden hopper af, når først princippet finder indpas på det danske arbejdsmarked. Og der er for øvrigt også masser af SiD-ansatte i staten. Hvem forhandler for dem?
Poul Erik Skov Christensen rammer til gengæld hovedet på sømmet med følgende betragtninger:
– Jeg kunne også frygte, at man på mange små og mellemstore virksomheder ville stille en accept af en så lang arbejdsuge som betingelse for en ansættelse.
– Arbejdsgiverne stiller ved hver eneste overenskomstforhandling krav om yderligere fleksibel arbejdstid – uden nogen ekstra betaling. Det er besynderligt, at opleve LO præsentere tanker, der i den grad ligner arbejdsgivernes. Det er for at sige det rent ud: Torskedumt.
Det er klar tale ved nytårstide, men forbundsformanden gør regning uden vært, da han godt er klar over, at vindene blæser fra EU.

Arbejdstiden målt over et arbejdsliv er et tysk projekt
LO´s fanebærer er ude i et mere alvorligt ærinde, end hun giver udtryk for. Der er ikke bare tale om at skabe en fordomsfri debat. Der er tale om at måle stemningen, for derefter at lægge strategien for indførelsen af en fleksibel arbejdstid, der opgøres over et helt arbejdsliv. Forslaget bygger på nemlig på realiteter lige syd for grænsen!
Og det er tidligere nævnt i Kommunistisk Politik, der har refereret fra det Internationale træf sidste år, som blev afholdt i Odense. Her klargjorde tyske tillidsfolk, at fænomenet allerede er udbredt i Tyskland.
Når LO-toppen kaster sig i vælten for forslaget, så hænger det sammen med, at de har kendskab til planerne i EU, hvor fleksibiliteten på arbejdstiden netop skal slås på denne slagmark. Og de er ikke uvillige.
Der er grund til, at hele den europæiske arbejderklasse betragter forslaget med største alvor. I Danmark er det kommet op til overfladen. Kræfterne bør samles, så det effektivt skydes ned!

-gri
KP2, 2001