Fedtsugning eller slaveri

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 12, 2002

Regeringens hidtil vedtagne politik havde absolut en brod mod fagbevægelsens organisationer og dets “funktionærer”. Det gav dem forhøjet blodtryk. Med regeringens nye arbejdsmarkedsreform lægges der først og fremmest op til angreb på samfundets allersvageste, hvoraf kun et mindretal er medlem af fagbevægelsen. Det bekymrer tilsyneladende ikke aristokraterne i forbundene.

Omtrent en million mennesker er i dagens Danmark på overførselsindkomster. Det er en splittet gruppe med vidt forskellige forhold og titler. De rubriceres som dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, revalidender, førtidspensionister, personer på orlov eller under arbejdsmarkedsuddannelse osv. De behandles og indtægtsbestemmes efter vidt forskellige forhold. Dagpengemodtagerne ligger i den absolutte top med mindre end 150.000 kr. i indtægt om året. Kontanthjælpsmodtagere “modtager” mindre end 100.000 om året.
Ifølge VK-regeringen skal det være slut.

Under dække af at skabe lige vilkår og ensartede betingelser har regeringen fremsat deres nye arbejdsmarkedspolitiske reform, hvori de hævder at ville skabe 87.000 nye job i løbet af de næste 8 år. Hvordan de lige er havnet på tallet 87.000 over en så lang periode fremgår ikke. Venstre og De Konservative har aldrig foregøglet, at det skulle ske i den offentlige sektor. Deres finanslov medfører, at 10.000 stillinger skæres væk. Deres krav til kommunerne og amterne betyder også her drastiske nedskæringer.
Så er der erhvervslivet tilbage, som hylder de frie markedskræfters spil. Disse kræfter har netop af profithensyn fået Danmarks rigeste mand, A. P. Møller, til at sætte mere end 2.000 arbejdspladser på spil ved salg af Det Danske Stålvalseværk og Roulunds Fabrikker.

Her er ikke tale om 87.000 nye arbejdspladser. Der er tale om at få fjernet titusinder fra statistikkerne og statens udgifter. De skal ved hjælp af en række stramninger fratages deres rettigheder og indkomster – af hensyn til de offentlige finanser, som er forudsætningen for regeringens skattepolitik. De arbejdsløse får færre penge at rutte med, og derved får de jo også deres skattelettelse.

Hersker der tvivl om regeringens hensigter, afklares det ved en hurtig gennemlæsning af reformen: “Flere i arbejde”.
Rådighedsreglerne skal strammes, så dagpengemodtagere fratages retten til selv at finde sig et arbejde i løbet af de første 3 måneder. 25-30-årige får halveret dagpengene. Udlændinge tvinges ud som gratis arbejdskraft i 26 uger, kaldet virksomhedspraktik. Revalideringsydelsen sættes ned, når man overgår fra dagpengesystemet. Tvangsaktiverede kontanthjælpsmodtagere, der udebliver fra deres aktivering, skal helt kunne fratages deres indkomst. Dagpengemodtagere skal med et enstrenget system sættes ned på en kontanthjælpsmodtagers niveau, når det gælder rettigheder og behandling.

Angrebene er mange og grove. Socialdemokratiet og LO har tillige været i drøftelser, hvor de har bakket regeringen op, som på flere punkter allerede har sikret det parlamentariske flertal. Ikke så snart var blækket på Deltidsloven tørt efter vedtagelsen, førend socialdemokraterne søgte indflydelse og medbestemmelse. Så meget om deres udtalte modstand til en borgerlig regering.

Regeringens hidtil vedtagne politik havde absolut en brod mod fagbevægelsens organisationer og dets “funktionærer”. Det gav dem forhøjet blodtryk. Med regeringens nye reform lægges der først og fremmest op til angreb på samfundets allersvageste, hvoraf kun et mindretal er medlem af fagbevægelsen.
Det bekymrer tilsyneladende ikke aristokraterne i forbundene.
Når VK-regeringen og Socialdemokratiet kører så tæt et parløb med front mod de svagest stillede, så er det, fordi de begge ved, at betingelserne stilles af EU, som de tilrettelægger al deres politik efter. Tingene hænger sammen. Når man har sagt VK og S, må man også sige EU!

Tilbage står, hvor modstanden så er henne, og hvem der repræsenterer den. Det lykkedes den etablerede fagbevægelse at lægge modstanden mod deltidsloven på is til det landsdækkende tillidsmandsmøde den 7. september. Det lykkedes forbundsledere for mere end 800.000 offentlige ansatte at tegne minusoverenskomster, der samtidig betyder fyringer af titusinder. Det er ikke den etablerede fagbevægelse, der repræsenterer de udstødte.
De udstødte kan ikke vente i passivitet til efteråret, når fagtoppen er kommet fra ferie. De må få mæle. Der må sættes fokus på deres levevilkår og rettigheder.

Se også
De arbejdsløse skal fedtsuges
‘Flere i arbejde’ = fornyet klapjagt på arbejdsløse
‘Vækst med vilje’ – og helt på kapitalens betingelser

Kommunistisk Politik 12, 2002