Heksejagt på arbejdsløse

Arbejdsminister Ove Hygum har efter et halvt års forberedelse endelig barslet med en ny arbejdsmarkedsreform. Den betyder nye stramninger for de arbejdsløse, samt privatisering af jobformidlingen.

Fra flere sider karakteriseres den som “uambitiøs”, hvilket hænger sammen med, at den er fremsat midt i en valgkamp og indikerer, at der følge nye stramninger sted efter valget

Det officielle sigte med den nye arbejdsreform er at komme de mange formålsløse aktiveringer til livs. Det er et let gennemskueligt propagandanummer, idet forudsæt-ningen for at skaffe de arbejdsløse et job er, at arbejdspladser står til rådighed. Det gør de ikke.
Arbejdsministeriets redegørelse tager også sit afsæt i en bekymring for de såkaldte flaskehalse. I den grad at det problem er reelt, peger redegørelsen ikke med eet ord på arbejdsgivernes egne pligter til at uddanne den fornødne arbejdskraft.

For den enkelte arbejdsløse kan ændringerne skitseres i tre hovedpunkter:
· Den nuværende et-årige ledighedsperiode erstattes af en 9-måneders såkaldt jobsøgningsperiode. Derefter klapper fælden – tre år og tre måneders aktive-ringsperiode træder i kraft, hvorefter bistanden venter, hvis du ikke har fået ar-bejde.
· Det kritiserede krav om, at den enkelte skal være i aktivering i 75 pct. af de tre år ændres ikke. Aktiveringen er fortsat en pligt – og i samme omfang som tidli-gere; men det afløses af en større fleksibilitet for den enkelte (?) Det beskrives ikke hvordan. Det er også vanskeligt at forstå, idet den eksisterende praksis netop blev indført med henvisning til at de individuelle handlingsplaner var en garanti for relevante uddannelser, kurser og andre aktiveringer.
· Fremover vil “andre aktører” blive benyttet ved jobformidling, hvilket betyder, at private firmaer kan slå mønt på at nedbringe arbejdsløshedskøen. Disse vil på linie med Arbejdsformidlingen blive lønnet efter resultater. Med andre ord indføres et privat marked, der medfører en heksejagt på arbejdsløse, der me-get let kan få stemplet: Ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket medfører tab af dagpengene.

“Fortsat stram arbejdsmarkedspolitik”
Den socialdemokratisk ledet regering fortsætter dermed angrebene på de arbejdslø-se og deres rettigheder. Ved tiltrædelsen i 1992 havde de arbejdsløse 7 års dagpen-geret, hvortil kunne lægges 2 års uddannelse. På mindre end ni år har skiftende so-cialdemokratiske arbejdsministre reduceret arbejdsløshedsperioden til ni måneder suppleret med tre år og tremåneders tvangsaktivering.
Det værste ved den nye reform er privatiseringen af jobformidlingen. Arbejdsformid-lingen vil i konkurrence med private firmaer, hvor begge parter lønnes efter resultater, tvinges til en skærpet heksejagt på de arbejdsløse, hvor specielt rådighedsbegrebet vil blive benyttet som redskab til at fratage de arbejdsløse retten til dagpenge.
I arbejdsministeriets redegørelse lægger man heller ikke skjul på, at reformen ikke er til for de arbejdsløse:
“På baggrund af det aktuelt pressede arbejdsmarked og udsigten til et demografisk betinget fald i arbejdsstyrken anbefales en fortsat stram arbejdsmarkedspolitik, der fortsætter linien i de senere års strukturreformer på arbejdsmarkedet.” (egen under-stregning). – Rene ord for pengene. Reformen er til for de stakkels pressede ar-bejdsgivere; mens de arbejdsløse fortsat skal undgælde med flere stramninger.
Det er i øvrigt misvisende at kalde forslaget for en arbejdsmarkedsreform, da den udelukkende vender brodden mod de arbejdsløse. Den indeholder ikke et ord om øget uddannelsesmuligheder for de mange unger, der hvert år bliver afvist af Tekni-ske skoler. Arbejdsgivernes ansvar for at tage lærlinge berøres heller ikke, trods det faktum at de i tide og utide beklager sig over såkaldte flaskehalse.

“Uambitiøs” reform
Reformen har fået en blandet modtagelse af såvel folketingspartier som arbejdsmar-kedets parter. Kritikken afdækker, at reformforslaget er fremlagt kort før det forestå-ende folketingsvalg, hvilket giver den socialdemokratiske arbejdsminister, Ove Hy-gum, og hans parti problemer med at gå så radikalt til værk, som de i virkeligheden godt kunne tænke sig. Det faktum angiver blot, at de arbejdsløse kan se frem til nye angreb efter valget – uanset regeringssammensætning.
LO og DA er enige om at karakterisere reformen som uambitiøs. LO så gerne en endnu mere radikal aktiveringspolitik. DA finder, at reformen blot er små justeringer; men roser – ikke overraskende – ellers forslaget for at indføre både privatisering og resultatløn på jobformidlingsområdet.
I folketingssalen er reformen hovedsageligt blevet positivt modtaget. Venstre finder, at forslaget er tæt på en blåstempling af Venstres egne foreslåede besparelser på aktiveringsfeltet. SF er grundlæggende enig i reformen; men efterlyser garanti for øget kvalitet i uddannelse og kompetenceløft.
Der er lagt op til et bredt forlig. De radikale ændringer kommer efter valget.

Kommunistisk Politik 22, 21001