Post Danmark til salg

Faglig Kommentar
Kommunistisk Politik 9, 2002

De røde og postkasser og -jakker forsvinder fra gadebilledet. Det kongelige danske postvæsen er nemlig sat til salg. Folketinget vil inden sommerferien sætte Post Danmark på aktier – med tilbagevirkende kraft til 1.januar 2002. I første omgang er det kun 25% af aktierne, der udbydes, mens staten beholder resten. Det er ensbetydende med opkøb af stærkere udenlandske selskaber. Deutsche Post nævnes allerede som sandsynlige overtagere; men også andre EU-lande eller firmaer fra USA er bejlere til forretningen.
Allerede fra efteråret får Post Danmark skærpet konkurrence. Den amerikanske fragtgigant UPS åbner 60 posthuse i landets største byer. UPS er allerede startet op i Sverige, hvilket har bragt det svenske postvæsen under stort pres.
Hele postmarkedet er i disse år under enorm forandring. Pakkeområdet er fuldstændigt liberaliseret. Fra næste år bliver der fri konkurrence på breve over 100 gram, hvilket senere følges op af total liberalisering. Det er ikke en udvikling, der er faldet ned fra himlen; men EU´s trafikministre der har besluttet køreplanen. Det er menneskeskabte beslutninger.

Køreplanen ligner til forveksling – og sammenlignes også hermed – processen for salget af Tele Danmark. I dag omdøbt til TDC. Også her satte staten sig på aktiemajoriteten til start; men det viste sig hurtigt, at der var lette penge at hente ved et hurtigt salg. Det samme kan forventes med Post Danmark, understreger Carsten Greve, lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Det behøver man heller ikke at være lektor for at regne ud.
Den administrerende direktør for Post Danmark hylder udviklingen.
– Det giver manøvrefrihed. Vi kan lave krydsejerskab, joint ventures og andre former for alliancer, der kan sikre os en plads i fremtiden, udtaler Helge Israelsen uden skelen til udenlandske opkøbere. Efter egen bedømmelse har han da også “trimmet” Post Danmark til liberaliseringen, hvilket er foregået med en voldsom reduktion af de ansatte.
Derfor er Post Danmark også en lækkerbisken for “driftige” udenlandske firmaer, hvor Deutsche Post er det mest oplagte med en omsætning på 250 milliarder kroner sidste år. I løbet af få år har selskabet erhvervet helt eller delvist ejerskab i det multinationale ekspreskurerselskab DHL, i schweiziske Danzas og i britiske og amerikanske distributionsvirksomheder.

Nu er det ikke det kronede posthorn, der i et nostalgisk øjemed står i centrum for at forsvare eller bevare – contra den tyske ørn på gul baggrund. Her er tale om cool business, som ansatte som brugere får lov at mærke i firmaernes profitinteresser. Det er disses aktionærer som repræsenteres af EU´s trafikministre – eller for den sags skyld andre ministre i EU. Det er storkapitalens EU, der sætter sig igennem.

De ansatte kan være sikkert forvisset om, at der er fortsatte rationaliseringer, fyringer og tempoopskruninger på menuen. Brugerne kan forvente yderligere brugerbetaling, hvis man for eksempel bor i tyndt befolkede områder eller på fjerde sal. Rabatterne bliver givet til de store kunder, som der er kamp om og som skal tilgodeses.
Samtidig er beslutningsretten revet ud af det danske folks hænder, – overført til udenlandske aktionærer, der forventer afkast.

I de sidste tre årtier har vi set alt for mange eksempler på, hvilke konsekvenser liberaliseringen trækker efter sig. 30 år i EF/EU har sat sine spor. Spørg de offentligt ansatte, – og de tidligere offentligt ansatte. Spørg brugerne af Danmarks bus- & togdrift. Spørg de ansatte i TDC – og brugerne. Spørg!
Derfor er det en kedelig udmelding, de faglige ledere i Post Danmark kommer med, når de trøster sig med, at ledelse og medarbejdere har det fælles mål: at bevare virksomheden som en helhed. Det er dømt til at mislykkes.
Kun en samlet bevægelse blandt private og offentligt ansatte i alliance med brugerne kan stoppe liberaliseringsbølgen. Kun denne bevægelse kan bringe Danmark ud af EU – tilbage på sporet, hvor servicen og antallet af arbejdspladser samt løn- og arbejdsforhold bestemmes på dansk jord.

Kommunistisk Politik 9, 2002