Ved åbningen af det ny Ungdomshus på Dortheavej 61 i Københavns nordvest-kvarter lørdag den 18. oktober blev der demonstreret og afholdt en mega-indvielsesfest. Her er talen ved demoen
Den 28. februar 2007 var der stadig forhandlinger mellem Københavns kommune og det gamle Ungdomshus’ brugere. Der var møde den vinteraften, et møde som handlede om, hvordan man kunne komme til en fredelig løsning på Ungdomshuskonflikten, som jo startede da Københavns kommune solgte Jagtvej 69 til Faderhuset.
Men politikernes vilje til at løse konflikten uden vold, var ikke til stede. De ønskede een gang for alle at vise, at det var dem der bestemte, at det var dem der var stærke og handlekraftige nok til at knuse enhver, som havde den frækhed at vise dem trods.
Så tidligt om morgenen den 1. marts 2007 beordrede de politiets antiterrorkorps til at rydde Jagtvej 69.
Og dermed erklærede de krig.
Alle kan huske de følgende dage og uger; Københavns befolkning blev vidner til den største politiaktion i Danmarks historie siden anden verdenskrig, mens de selvsamme politikere, der havde sat det hele i gang, forsikrede, at ingen kunne have forudset denne situation. De løj.
De kan ikke sige, at de ikke var blevet advaret, de kan ikke sige at det, der skete, var overraskende.
For budskabet var at læse og høre overalt; på plakater, i aviser, sprayet på husmurerne, udsendt i æteren på 101,8 FM, trykt på utallige trøjer og t-shirts og råbt af tusindvis af mennesker i Københavns gader.
Det simple budskab lød: ”Ungdomshuset overgir sig aldrig!”
De gamle ungdomshus mødte sit endeligt på den flottest mulige måde, alle de, der holdt af det, gik på gaden, kastede deres kræfter ind i kampen og viste på hver deres måde deres uforbeholdne støtte til Jagtvej 69 og deres afsky for magthavernes intolerance. Huset holdt stand mod politiets gravkøer, helikoptere og maskinpistolbevæbnede elitesoldater i 55 minutter. Københavns gader blev holdt meget, meget længere.
Og vi kan tage dem igen!
Ud af ruinerne på Jagtvej fødtes en kamp for et nyt Ungdomshus, en kamp, som når man ser tilbage nu, næsten virker uvirkelig. I 69 uger i træk trampede tusindvis af mennesker Københavns gader og politiets nerver helt tynde.
Utallige bz-aktioner har set dagens lys, ikke mindst i Faderhusets gamle lokaler i Griffentfeldsgade, Punx picnics indtog sidste sommer byen, der blev på Nørrebro åbnet en af Europas længste grafittimure, der er blevet foranlediget haj-angreb på den lille havfrue, piratfester huserede og huserer stadig, rullende folkekøkkener udkonkurrerer de sundhedsskadelige fastfood kæder. Til G13 indtog bevægelsen Grøndalsvænge og aftog samtidig så meget af politiets tåregas, at flere af os nu er blevet fuldstændig immune.
Til sidst blev presset på politi og politikere så stort, at de måtte bøje sig og udlevere nøglen til et nyt hus. En nøgle, som ikke er blevet udleveret af gavmildhed eller forståelse, huset på Dortheavej åbner ikke, fordi der nu er en accept på rådhuset af, at modkultur også har en plads i København.
Nej, huset åbner kun og udelukkende, fordi I er gået på gaden, I har demonstreret, I blevet gasset, fængslet, tævet, og set jeres venner blive udsat for ting som ligger meget fjernt fra det far-til-fire inficerede, glansbillede nikkedukke legoland, som nogle anser Danmark for at være.
I dag åbner jeres hus, giv jer selv en hånd!
I dag er der fest, men der er stadig meget arbejde der skal gøres, der er stadig søm der skal slås i, ting der skal bygges og vægge der skal males sorte, så duk op derude, også næste uge, og gør huset til jeres.
Vi skal skabe et nyt frirum, og vi er kun lige begyndt, for der skal være et sted i København hvor racisme, sexisme, heterosexisme og hårde stoffer ikke bliver tolereret.
Et sted der giver plads til alle der giver plads til alle.
Og giver fingeren til resten!
Netavisen 21. oktober 2008
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
