Bekæmp terror – bekæmp fattigdom?

Af Michael Jensen

Sammen med den såkaldte “krig mod terror”, der ledes af Bush’s USA, og som den danske regering betingelsesløst støtter og tilmed deltager i, har bl.a. den danske udenrigsminister Mogens Lykketoft gjort sig til talsmand for, at terrorbekæmpelse ikke kun handler om militær magt, men også om at bekæmpe fattigdom.
Terror og fattigdom forsøges altså hermed sammenkædet som en slags “dybere forklaringsmodel” på terrorisme og dennes ophavsmand set i lyset af den 11. september.

Men hvad er det egentlig, Lykketoft siger? Ja, indledningsvis kunne man jo spørge Lykketoft, om fx krigen mod Afghanistan ikke lige præcis skaber den fattigdom (med massive flygtningeproblemer), som han i terrorbekæmpelsens navn hævder at ville bekæmpe?
Men Danmarks udenrigsminister mener altså kort og godt, at fattigdom producerer terrorister, at terrorisme først og fremmest udøves af folk, der kæmper for at komme ud af fattigdommen og opnå bedre levevilkår. Er det mon rigtigt? Det er det ikke, hvis man forholder sig til virkelighedens verden – og den er folk som Lykketoft som hovedregel lysår fra.
For verdens suverænt største terrorist er nemlig samtidigt også verdens rigeste land: Det imperialistiske USA har siden 2. Verdenskrig ført ikke mindre end 23 krige, hvor supermagtens bombardementer har ramt uskyldige civilbefolkninger; Korea (1950-53), Laos (1964-73), Vietnam (1964-73), og senere Nicaragua (1980’erne), Irak (1991-2001), Sudan (1998), Afghanistan (1998), Jugoslavien (1999) og nu i øjeblikket igen Afghanistan – blot for at nævne nogle.
Men til en egentlig og fyldestgørende liste over alle den amerikanske regerings terrormord på civile verden over må man retfærdigvis også medregne ofrene for de utallige amerikansk støttede kup, som fx det fascistiske af slagsen i Chile i 1973, såvel som de dræbte i de talrige krige pr. stedfortræder, hvor USA har haft sine hænder dybt begravet.
Derudover må medtælles alle de myrdede i massakrer begået af regimer med tilknytning til USA eller i samarbejde med amerikanske efterretningstjenester, som fx nedslagtningen af 1 mio. mennesker i Indonesien i 1966, “Operation Condor” i Latinamerika, massedrabet på over 2500 mænd, kvinder og børn i de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila i Libanon i 1982, det kemiske massemord på over 5000 kurdere i Halabja i Irak i 1988, da Saddam Hussein var USA’s allierede i krigen mellem Irak og Iran osv.
Der er simpelthen tale om organiserede mord på uskyldige civile, om terrorisme, af et helt astronomisk omfang; millioner og atter millioner af liv har den amerikanske regering – som ikke skal forveksles med det amerikanske folk – og dem Det Hvide Hus repræsenterer, de store amerikansk ejede multinationale firmaer, på samvittigheden.
Men Lykketoft ikke bare frikender USA’s ufattelige forbrydelser af i går og i dag; han tillader sig endog også at udpege verdens fattige og undertrykte som terroristerne! Så kan det dårligt blive mere grotesk.

Lykketofts manøvre er snedig og velvalgt, fordi den omtaler bekæmpelse af fattigdom, og dette får mange, der reelt ønsker en bedre verden med en større global retfærdighed, til at sluge sammenkædningen af terror og fattigdom råt. Men derved accepterer de for det første, at verdens fattige stemples som terrorister (eller i det mindste som potentielle terrorister), og for det andet frikender de verdens absolut største terrorstat, USA.
Derfor må det siges højt og tydeligt: Det er imperialismen (den samlede koalition af de imperialistiske landes borgerskab) anført af USA, der i samarbejde med korrupte lokale magtkliker rundt om på kloden og ved brug af brutal politisk undertrykkelse, ikke mindst ved brug af den mest afskyelige terror mod den almindelige befolkning (statsterrorisme), udplyndrer de lande, som den har underlagt sig, og sender disses befolkninger ned i endnu mere fattigdom og armod. Dette er ikke noget nyt. Imperialismen har mere end 100 år på bagen og har alle dage betjent sig af terror for at fastholde paradiset for de få, der samtidigt betyder helvedet for de mange.

Hvordan virkeligt bekæmpe terror? Ja, det kan kun gøres ved at bekæmpe imperialismen, hvis interesser de ansvarlige for terrorbombningerne i USA i øvrigt objektivt tjener.
Og denne verdensomspændende kamp mod imperialismen er lige præcis den, folkene i verden, gennem deres progressive og revolutionære partier, organisationer og bevægelser, fører overalt på kloden – og i et stigende omfang. Denne mere og mere kraftfulde og omfangsrige antiimperialistiske kamp bekymrer naturligvis imperialister som Bush og Lykketoft, og derfor forsøger de at miskreditere kampen ved under fællesbetegnelsen “terrorister” at slå de mænd og kvinder, der går forrest for deres respektive folk og kæmper for national selvbestemmelse og social retfærdighed, i hartkorn med blodbesudlede massemordere som eksempelvis de amerikansk uddannede dødspatruljer i Latinamerika, der i en sand blodrus slagter enhver – arbejdere, bønder, fagforeningsfolk, studerende, præster, menneskerettigheds- og miljøaktivister osv. – der bare vover at stille spørgsmål om en mere retfærdig fordeling af landenes goder.
Men det er ikke terrorisme at bekæmpe den israelske besættelse af Palæstina. Det er ikke terrorisme, når Colombias fattige i landets mange guerillabevægelser med våben – deres eneste reelle mulighed – kæmper for brød og jord, for arbejde, uddannelse, sundhed og en fremtid for deres børn, der alt sammen nægtes dem af den colombianske regering og USA, som i forening tværtimod beriger sig i kraft af det store fattige flertals blod, sved og tårer. Det er heller ikke terrorisme, når indianere i Ecuador stormer parlamentet og smider korrupte politikere på porten.
Det er alt sammen helt retfærdige kampe mod imperialismen og dennes undertrykkelse og terror – en kamp, som alle, der virkeligt ønsker at bekæmpe terror, bør støtte. Men den kamp støttes ikke af Lykketoft og andre “terrorbekæmpere”!
I Danmark foregår denne antiimperialistiske kamp først og fremmest i forhold til at få Danmark ud af det imperialistiske EU og krigsalliancen NATO, der som et frådende vilddyr nu for anden gang på tre år har kastet sig over et andet land. En løsrivelse fra disse to imperialistiske organismer ville i sandhed være et væsentligt dansk bidrag til både terrorbekæmpelse og fred i verden.

Det rigtige slogan for terrorbekæmpelse er derfor ikke Lykketofts “medmenneskelige” løfter om evt. lidt mere i ulandshjælp, der alene skal skjule, hvem de virkelige terrorister er. Det rigtige er heller ikke at sprede illusioner om, at et af imperialismen, først og fremmest den amerikanske, kontrolleret FN kan føre en “kampagne” mod terror og komme denne til livs. Det er nemlig pga. FN’s grundlæggende imperialistiske karakter helt umuligt.
Det rigtige er derimod at understøtte og styrke den hastigt voksende kamp mod imperialismen og dennes globalisering, fremme denne kamp på alle mulige måder, her i Danmark og i hele verden.
Det rigtige slogan kan ikke være andet end: Bekæmp terror – bekæmp imperialismen!

KP-Netkommentar 24. oktober 2001