Panik før lukketid

Der er tydelige tegn på panik før lukketid for Nyrup-regeringen. I et desperat forsøg på at finde en platform for valgkampen, der kan sikre genvalg, lover den i en optimistisk prognose, at en almindelig familjes rådighedsbeløb vil stige med op til 20 pct. frem til 2010 – selvom der kun kan være mindre skattelettelser. Den socialdemokratisk-radikale regering, der igen og igen har henstillet til ‘løntilbageholdenhed’ og grebet ind i overenskomsterne, går ud fra, at lønnen vil stige mere end priserne i de næste otte år. Det er naturligvis ren hokus-pokus, løftepolitik af banaleste art.
For størstedelen af arbejderne og folk på overførselsindkomster er reallønnen faldet i Nyrup-årene. Uligelønnen mellem mænd og kvinder er vokset. Den samlede arbejdstid for en børnefamilie er blevet større, de danske kvinder har den længste samlede arbejdstid i Europa.
Regeringens nyliberale EU-politik har lagt tingene til rette for mer reallønsfald i de kommende år og endnu højere arbejdstempo med nye udliciteringer.
Nyrup og Jelved lægger også op til ‘bedre ældrepleje’ og ‘forbedringer af sundheds- og skolevæsen’. De har indtil nu handlet modsat.
Det største problem bliver at skaffe arbejdskraft nok. Og derfor skal endnu flere forhindres i at gå på efterløn. Det siges skamløst på et tidspunkt, hvor både de danske og internationale konjunkturer peger på økonomisk nedgang.

Panikken har også bredt sig i det radikale parti. Der er der heller ingen tillid til, at regeringen vil overleve et valg, og Nils Helveg Petersen manøvrerer for at få udskiftet Marianne Jelved som partileder til fordel for Margrethe Vestager for at kunne få maksimal indflydelse i forhold til en kommende Fogh Rasmussen-regering.
Det er barskt at være partileder i de kapitalistiske partier: de lange knives nat er altid på vej, konge- og dronningemord er en livsstil for partier, for hvem livsnerven er stemmefiskeri og vælgerbedrag.
En parlamentarikergeneration bliver stadig hurtigere slidt op – og især for de hurtigt nedslidte regeringspartier er ‘generationsskiftet’ en tilflugt.
Nyrup-regeringen svækkes mer endnu af de radikale rumlerier. Et valgnederlag oven på EU-afstemningen, og Nyrup er helt færdig. Den nuværende generation af socialdemokratiske toppolitikere vil stå til samlet udskiftning.

Hvordan er så den kommende borgerlige parlamentarikergeneration, som er på vej frem? Den er systematisk fra Venstre og Konservative og Socialdemokratiet til SFU skolet til at være overbeviste kadrer for EU og nyliberalismen. Den er tilmed uddannet til genrationskamp: den skal gøre op med den forkælede 68-generation, der nærmer sig pensionsalderen. Det er den mest reaktionære generation af unge politikere længe. Raden rundt ligger ungdomsforbundene til højre for moderpartierne.
Hermed være ikke sagt, at ungdommen som helhed er reaktionær, selvom den konstant bombarderes med nyliberalistisk og antikommunistisk unionspropaganda. Dens bedste kræfter søger mod venstre – og udviklingen af en ny generation af revolutionære unge, indbefattet glimrende ledere, er i fuld gang. Men de unge revolutionære og progressive kræfter kommer til at stå overfor en samlet reaktionær front af kapitalistiske ungdomspolitikere af alle afskygninger.

Schlüter og Co. holdt ti år. Nyrup og hans følge har allerede holdt otte. Der lægges op til sceneskift. Det forstærkes med Bush’s tiltræden som præsident. De socialdemokratiske regeringer i Norden og EU-landene befinder sig alle i vanskeligheder. Skuffelsen over uindfriede løfter har undergravet tilliden til socialdemokraterne som alternativ.
Svagheden i det virkelige alternativ til venstre, hvor stærke kommunistiske partier ville være en hovedkraft, bevirker, at den naturlige reaktion – en forstærket søgning mod venstre, mod klassekampens politik – bremses, og at banen kridtes op for populistiske højrepartier af Kjærsgård-typen og for højreregeringernes tilbagevenden, selvom skandalerne fra deres sidste regeringsperioder dårligt har lagt sig.
Det ville være forkert at proklamere, at en ny international højrebølge er på vej. Men reaktionen får mere vind i sejlene, og vil rykke fremad. Den sociale og politiske polarisering vil blive stadig mere synlig i de kommende år.

Redaktionen den 23. januar 2001
KP2, 2001