Besættelsesmagtens lakajer forklædt som progressive

Af Carsten Kofoed,
talsmand for Komiteen for et Frit Irak
28. oktober 2004

Ved Europas Sociale Forum (ESF), der afholdtes i London fra den 15. til 17. oktober, var ikke mindst Irak genstand for stor diskussion og meget velbesøgte møder.

Et af disse store møder om Irak fandt sted den 15. oktober under overskriften ”End the occupation of Iraq”. Her skulle blandt andet Lindsay German fra britiske Stop the War Coalition, der også deltog på Danmarks Sociale Forum i begyndelsen af oktober, tale.

Men tale skulle også Subhi al-Mashadani, generalsekretær for Iraqi Federation of Trade Unions (IFTU), en såkaldt faglig landsorganisation i Irak, der oprettedes umiddelbart efter Bagdads fald i april 2003 af kræfter i og omkring Iraks Kommunistiske Parti (ICP), som nu sidder med i det amerikansk indsatte marionetstyre med den mangeårige CIA-agent Iyad Allawi i spidsen. Af Iraks erklærede faglige landsorganisationer er det kun IFTU, som Allawis quislingestyre har anerkendt.

Ligesom IFTU’s andre ledere er al-Mashadani ikke valgt til sin post, men udråbt af det kollaborerende ICP, hvis samarbejde med USA ikke begyndte med besættelsen, men har foregået helt siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Da al-Mashadani mødte op til ESF-mødet, blev han modtaget med højlydte protester, og han måtte senere og uden at tale i al hast forlade mødet sammen med sine bodyguards.

Fra Irak-mødet ESF 16.10.2004

Som Sabah Jawad fra Iraqi Democrats Against Occupation (IDAO) korrekt udtrykte det i sin tale ved et møde om Irak den efterfølgende dag:

”At ESF inviterer denne organisation (IFTU, CK) til et større møde om at gøre en ende på den ulovlige og umoralske besættelse af Irak, svarer til at invitere British National Party (et britisk parti a la Dansk Folkeparti, CK) til at tale ved et møde mod racisme.” (1)

Vreden mod IFTU, der i kraft af sin kollaboratørvirksomhed er smurt ind i blodet fra de tusindvis af irakere, som har mistet livet som følge af besættelsesmagtens terrorkrig, er fuldt forståelig. Og hadet til IFTU er bestemt ikke blevet mindre af, at IFTU i forbindelse med det britiske Labour-partis konference, der afholdtes fra den 26. til 30. september, spillede en overordentlig beskidt rolle i med succes at overbevise faglige delegerede fra det britiske LO (TUC) om at stemme imod et resolutionsforslag, som afspejlede TUC’s vedtagne politik (bekræftet ved TUC’s kongres blot to uger tidligere (2)), og som opfordrede Blair til en hurtig tilbagetrækning af de britiske tropper fra Irak.

Således blev ”et åbent brev til konferencens faglige delegerede” fra Abdullah Muhsin, IFTU’s repræsentant i udlandet, uddelt under kongressen (før afstemningen om resolutionsforslaget om Irak, der forkastedes), hvor samme Muhsin også holdt en lidenskabelig tale til støtte for fortsat og tidsubestemt britisk deltagelse i besættelsen af Irak. Forud var gået måneder, hvor IFTU havde deltaget aktivt i at blødgøre de dele af fagbevægelsen og Labour-partiet, som var imod eller kritiske over for Blairs Irak-politik. I sit åbne brev siger Muhsin, som i mere end 25 år har været i eksil og er fremtrædende medlem af ICP, blandt andet:

”Jeg ved, at nogle af jer var imod krigen, men vær ikke i tvivl om, at Saddams fald har givet mit land en mulighed for frihed og fremgang. (…). Der er alvorlige problemer med sikkerheden i Irak, men de, der forårsager dem, er ikke – som nogen fejlagtigt har sagt – ”den irakiske modstand”. De har intet at gøre med den franske modstandsbevægelse, som tappert gjorde modstand mod nazisterne under 2. Verdenskrig.” (3)

Og efter faktisk at have indrømmet sin og IFTU’s støtte til den ulovlige krig, fordi den fjernede Saddam Hussein, og dernæst smædet det irakiske folks legitime modstand sluttede Muhsin med at appellere til at fortsætte den ulovlige besættelse af Irak:

”I har to valgmuligheder foran jer i denne uge. Den ene vil give håb til alle dem i Irak, der ønsker at se en fri fagbevægelse og politisk organisering vokse og trives. Den siger i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 1546, at den multinationale styrke er der for at hjælpe vores demokrati. Den anden kræver en tidlig dato for en ensidig tilbagetrækning af tropper, hvilket vil være dårligt for mit land, dårligt for de fremvoksende progressive kræfter, et forfærdeligt slag mod en fri fagbevægelse og gavne ekstremister og terrorister.” (4)

Dette burde tale for sig selv. Ifølge IFTU kan ”frihed og fremgang” og en ”fri fagbevægelse” udvikles under en brutal, blodig og udplyndrende besættelse, og de ”progressive kræfter” i Irak har brug for besætterne, deres massakrer og tortur for at udvikle demokratiet i Irak. Så kan det simpelthen ikke blive mere sygt og reaktionært. Det absolut vigtigste for de irakiske arbejdere er at få den imperialistiske besættelsesmagt, som udplyndrer, terroriserer og bomber løs i Irak, ud af landet her og nu. Det er en forudsætning for fred og for en politisk udvikling til gavn for arbejderklassen i Irak. IFTU’s politik er et kolossalt forræderi mod den irakiske arbejderklasse. Det er landsforræderi, kort og godt.

Ikke desto støttes IFTU politisk og økonomisk af såvel TUC i Storbritannien (5) som US Labor Against the War (USLAW) i USA (6). Deres støtte har intet med støtte til en fri fagbevægelse eller arbejderklassen i Irak at gøre. Det er reelt støtte til deres respektive regeringers fortsatte besættelse af Irak og aggression mod det irakiske folk, som på nær det meget tynde lag af irakiske quislinge, som disse angloamerikanske organisationer bakker op, ønsker besætterne ud af Irak her og nu.

Samarbejdspolitik og forræderi skjules som ”politisk modstand”

I Vesten er vi nødt til at være opmærksom på, at besættelsesmagten i Irak ikke bare opretter, støtter og leder militære organisationer som den nye ”irakiske” hær, quislingepolitiet og CIA og Mossad-trænede dødspatruljer, men også et ret omfattende net af politiske organisationer, som i Irak for langt de flestes vedkommende allerede er afsløret som besættelsesmagtens håndlangere, men som i de imperialistiske besætterlande har betydeligt bedre betingelser for deres agentarbejde, fordi disse mere eller mindre papirorganisationer på grotesk vis præsenteres som ”repræsentanter” for Iraks arbejdere, arbejdsløse, kvinder, eller kort sagt, det irakiske folk, over for de vestlige befolkninger, som selvfølgelig er påvirket af besættelsesmagtens heftige og løgnagtige propaganda.

Disse politiske organisationer omfatter blandt andet ”venstrefløjspartier” som ICP, ”fagforeninger” som IFTU (og Federation of Workers’ Councils and Unions in Iraq, FWCUI), ”arbejdsløshedsbevægelser” som Union of the Unemployed of Iraq (UUI) og ”kvindeorganisationer” som Organization of Women’s Freedom in Iraq (OWFI). FWCUI, UUI og OWFI ledes af Worker-communist Party of Iraq (Iraks Arbejder-kommunistiske Parti, WCPI), et parti, som i 1993 dannedes i det amerikansk og israelsk kontrollerede Irakisk Kurdistan af tilhængere af ”den store marxistiske tænker”, som WCPI kalder sit ideologiske ikon, den nu afdøde iraner Mansoor Hekmat, hvis holdning til det zionistiske Israel er overraskende positiv og forsonende for en erklæret marxist (7). I Irak – midt under en brutal, imperialistisk besættelse, hvor besætterne som altid har allieret sig med de allermest reaktionære lokale kræfter – angriber WCPI voldsomt islam, som er religionen for mere end 95 procent af den irakiske befolkning og er blevet en fælles identitet for den folkelige modstand mod besættelsen. Det prozionistiske WCPI’s fjende er ikke den amerikansk ledede besættelsesmagt, men den irakiske modstandsbevægelse.

Ovennævnte pseudoprogressive partier og organisationer har alle det til fælles, at de ikke er det, som de giver sig ud for at være – at de er ”imod besættelsen”, og at de gør ”politisk modstand” mod den – fordi de ligesom besættelsesmagten, og lige siden besættelsen blev en realitet, konstant og voldsomt har fordømt den reelle og helt afgørende modstand mod besættelsen – den væbnede modstand – som ”terrorisme”, ”udenlandske elementer”, ”islamisk fundamentalisme” og ”rester fra Saddam”. Fra samme organisationer høres stort set intet om – for slet ikke at sige fordømmelser af – den amerikansk ledede besættelsesmagts terror, massakrer, daglige drab, overgreb og tortur.

Men med denne terrorstempling og dæmonisering af irakernes folkelige, retfærdige og konstant voksende modstand mod den amerikanske supermagt – verdens største undertrykker, krigsmager og terrorist – trænger kollaboratørorganisationerne ind i progressive bevægelser og alternative fora som eksempelvis ESF, hvor de i kraft af støtte fra reformistiske partier og fagforeninger er i stand til at opnå en platform.

Hvor disse irakiske kollaboratørorganisationers opgave i Irak er at få irakerne til at acceptere besættelsen og aflede al modstand mod den over i den såkaldte ”politiske proces”, som USA gennem kollaboratørerne fuldstændigt styrer, er deres mission i Vesten at forhindre en reel forståelse af situationen i Irak, af besættelsen, af modstanden, dens udbredelse og folkelige opbakning og dermed svække og helst helt smadre enhver solidaritet med det irakiske folks modstand blandt progressive, i antikrigsbevægelserne, hos fagligt aktive og arbejdere og på venstrefløjen.

Modstandere af besættelsen af Irak må ikke lade sig bedrage eller forvirre af disse agenter for den amerikanske imperialisme, ej heller af de ”krigs- og besættelsesmodstandere”, som sammen med krigsregeringerne understøtter dem her i Vesten. Derimod er det vigtigt at indse, at den politiske lakmusprøve på, om en politisk organisation i Irak virkelig er imod besættelsen og en progressiv kraft i den igangværende nationale befrielseskamp mod imperialismen, ikke er, om denne organisation erklærer sig imod besættelsen, for det gør selv de åbne kollaboratører i den irakiske quislingeregering. Den er, om organisationen støtter den væbnede modstandskamp. Det er blandt mange andre tilfældet for Iraks Patriotiske Alliance, hvis leder Abd al-Jabbar al-Kubaysi den 4. september blev taget til fange af den torturerende besættelsesmagt.

Uden væbnet modstand, som i Irak også understøttes af en patriotisk politisk modstand og mobilisering af befolkningen til forskel fra kollaboratørernes proimperialistiske ”modstand”, vil de udenlandske besættelsestropper og lejemordere aldrig forlade Irak. Og uden sejr til den folkelige modstand, som i kraft af sin patriotisme, antiimperialisme og islamiske identitet har langt større opbakning i den irakiske befolkning end alle kollaboratørerne og deres partier og organisationer tilsammen, vil et Irak på det irakiske folks præmisser aldrig være muligt. Derfor er afvisning af den væbnede kamp det samme som at dømme Irak til evig besættelse og amerikansk ”demokrati” a la Abu Ghraib. Og det er præcis dette, som besættelsesmagtens ”progressive” lakajer i såvel Irak som i Vesten gør. Alle ægte modstandere af besættelsen støtter af princip og i overensstemmelse med artikel 51 i FN’s Charter det irakiske folks legitime modstandskamp, inklusive den nødvendige væbnede modstand. Alle antiimperialister, der lever op til deres navn, ønsker den irakiske modstand sejr: et befriet Irak.

Noter:

1. Speech of IDAO secretary, Sabah Jawad, at the meeting on Iraq, October 16, 2004, http://www.idao.org/esf-idao.html.

2. Trades Union Congress 2004, resolution 82, http://www.tuc.org.uk/congress/tuc-8494-f0.cfm?theme=congress2004#tuc-8494-7.

3. Open Letter from Abdullah Muhsin, Foreign Representative of the Iraqi Federation of Trade Unions, to trade union delegates at the Labour Party Conference, http://www.unison.org.uk/acrobat/B1571.pdf.

4. Som note 3.

5. Support the TUC Appeal for Iraq – Iraqi trade unionists speak, http://www.tuc.org.uk/international/tuc-8839-f0.cfm.

6. Gene Bruskin Addresses British Labor on Iraq Labor Solidarity, http://www.uslaboragainstwar.org/article.php?id=6232.

7. An interview with Mansour Hekmat of the Iranian Workers-Communist Party, by Safa Haeri (1999), http://www.m-hekmat.com/en/3220en.html.

Originalartikel på Komiteen for et Frit Iraks hjemmeside
http://www.fritirak.dk/artikler/synspunkt/2004-1028-ck.htm

Netavisen 28.10.2004