Privatiseringen af militæret er gået amok

Kommunistisk Politik 21, 2010

Af Pratap Chatterjee

Wikileaks dokumenter om Irak-krigen giver masser af beviser på at der er en omfattende dokumentation på at private sikkerhedsfolk (:lejesoldater) slipper af sted med morderiske handlinger, konstaterer artiklens forfatter. Privatisering af hæren og overdragelse af militære opgaver til private firmaer er en fast bestanddel af amerikansk krigs- og besættelsesstrategi.

Kort efter kl. 10:00 den 14. maj 2005 skød en konvoj af private sikkerhedsvagter fra Blackwater på ”Route Irish” – vejen til Baghdads lufthavn – et civilt irakisk køretøj i stumper og stykker. Mens de nu var i gang fyrede de en række salver af hen over hovedet på en gruppe soldater fra det 69. regiment fra den amerikanske hær, før de i hast drog af sted mod vest i deres armerede lastvogn. Da støvet havde lagt sig kunne man se, at den irakiske bilist var død og hans kone og datter var sårede.

En kort og klar rapport på 57 ord om Ira- krigen, offentliggjort som logfiler af Wikileaks, er den første offentlige dokumentation af denne nedskydning, som blev registreret af det amerikanske militær.

Hændelsen er én af adskillige dusin med ’optrapning af magt’, som involverer private sikkerhedsfirmaer i Irak – hvilket er militær sprogbrug for uberettiget angreb, der næsten alle ikke tidligere er blevet rapporteret. Blackwater, den berygtede virksomhed fra Moyock, North Carolina, er ansvarlig for omkring halvdelen af angrebene, tæt fulgt af Erinys, et privat britisk vagtselskab indregistreret på Jomfruøerne, som synes at have et usædvanligt stort antal køretøjer involveret i sammenstød.

På mine fire besøg i Irak sidste år, lærte jeg hurtigt at styre fri af de hurtige køretøjer, der tilhører disse private sikkerhedsfirmaer. Mændene – som ligner hinanden med deres reflekterende solbriller og skudsikre veste – rettede deres kraftige geværer mod det og råbte ”imshi” (afsted!) til ethvert køretøj, der kom indenfor 50 m omkreds. Nogle gange kastede de plastikvandflasker mod fodgængere for at holde dem væk.

Det uden tvivl bedst kendte private sikkerhedsfirma er Blackwater (der for nylig blev omdøbt til Xe) som blev lynsnart berømt for tre år siden, da fire af selskabets sikkerhedsvagter, som eskorterede en konvoj med det amerikanske udenrigsministeriums køretøjer på vej til et møde i det vestlige Baghdad, åbnede ild på Nisour torvet i Baghdad og dræbte 17 civile irakere. Men en søgning i Irak-krigens logfiler om ”Blackwater” eller ”Nisour Square” giver i begyndelsen ikke noget resultat.

I den manglende bestemmelse af, hvad der nok er det mest berygtede blodbad på irakiske civile, afdækkes forbløffende klart styrker og svagheder ved den militære rapporteringsproces (og følgelig også af Wikileaks). Havde medierne ikke rapporteret om denne hændelse, ville der ikke være nogen måde at klarlægge, hvilket firma der var involveret eller stedet, hvor denne massakre blev begået. I første omgang tænkte jeg, om det var muligt, at den soldat, der skulle registrere hændelsen havde lavet en fejl, eller om logposten var blevet slettet?

Til sidst sporede jeg hændelsen ved at prøve et par andre metoder. Det er let at se, hvorfor jeg ikke fik bid i første omgang: Der er ingen omtale af sikkerhedsfirmaet eller beliggenheden, og selv dødstallet er forkert sat som ni, så tyder alt på, at Pentagons indberetninger af dræbte og sårede er ufuldstændige.

Menneskerettighedsforskere kender kun alt for godt dette problem. Medie-rapporter er ofte ufuldstændige og regeringens rapporter er undertiden bevidst vage. De er bare et udgangspunkt, hvorfra omhyggelig efterforskning er nødvendig for at opbygge et sandt billede af hvad der er sket.

Formentlig er der mange flere episoder, hvor civile blev sårede, eller endda dræbt, som aldrig er rapporteret. Nogle af rapporterne kan være ændret, inden de blev indføjet i det militære system. Men med de andre logposter ,jeg fandt, har Wikileaks i det mindste afsløret, at Blackwater og andre sikkerhedsfirmaer er skyldige i mange flere skader og drab end medierne tidligere har rapporteret.

I dag er der omkring 40.000 private sikkerhedsvagter der arbejder i Afghanistan og Irak, ifølge data indsamlet af ansatte i Commission on Wartime Contracting i første kvartal af 2010.
Nogle af dem er dårligt betalte eks-soldater fra lande som Sierra Leone, der kun betales med 250 dollar om måneden, mens andre er tidligere amerikanske soldater, som får 500 dollar eller mere pr. dag. Disse mænd bestrider ofte akkurat det samme arbejde, som soldater engang gjorde – som f.eks. vagttjeneste – men med langt mindre ansvarlighed.

Indtil for ganske nylig var disse mænd med våben urørlige: De var beskyttet mod enhver form for retsforfølgning af Coalition Provinsional Autority bekendtgørelse nr. 17, udstedt af Paul Bremer, den amerikanske diplomat der fik til opgave at styre Irak efter invasionen i 2003.

F. eks. blev Andrew J Moonen, en Blackwater ansat , der var anklaget for at dræbe en vagt hos en irakisk vicepræsident den 24. december 2006 hurtigt eskorteret ud af landet og er aldrig blevet stillet for en domstol i Irak. Det er de fem mænd, der anklages for at åbne ild i Nisour Square: Donald Ball, Dustin Laurent Heard, Ewan Shawn Liberty Nicholas Abram Slatten og Paul Alvin Slough, heller ikke. Retssager i USA har heller ikke ført til noget.

Blackwater og Erinys var ikke de eneste som tilsyneladende er sluppet ustraffet. Måske indtraf den mest ekstreme hændelse den 28. maj 2005, hvor amerikanske marinesoldater kom under beskydning fra fire hvide Ford pickup lastbiler og et gråt Escursion sportskøretøj ”som hensynsløst kørte gennem Fallujah på vej vestpå – og sporadisk affyrede skud mod køretøjer”.

Skytterne arbejdede for Zapata Engineering, et af fem selskaber, der oprindelig indgik en 200 millioner dollar kontrakt til at overvåge destruktion og oplagring af amerikansk militær ammunition i hele verden. De blev godt betalt for dette arbejde: alle ledere af virksomhederne tjente i gennemsnit 275.000 dollars om året, under deres kontrakt.

Endelig kørte et af Zapta-køretøjerne over et vejspærringsbælte med pigge på vejen i nærheden af en vagtpost, der kontrolleredes af amerikanske marinesoldater. Marinesoldatene foretog derefter anholdelse af 19 Zapata ansatte.

På det tidspunkt fortalte Peter Lawrence, direktør for Private Security Company Association of Irak, min kollega David Phinney fra CorpWatch:

-Jeg kan uden skygge af tvivl sige, at der ikke findes noget firma ved navn Zapata, der har licens som privat sikkerhedsfirma under CPA bekendtgørelse nr. 17. Jeg ved ikke, hvilken juridisk myndighed disse mænd troede, de var underlagt. Men det var ikke i overensstemmelse med lovgivningen i Irak eller i overensstemmelse med, hvad professionelle og ansvarsbevidste og lovlydige private sikkerhedsfirmaer gør her.

Men irakerne kan ikke afgøre, hvilke af disse firmaer, der har licens og hvilke ikke. Teknisk set kunne de klage til militæret eller rejse spørgsmålet over for et andet privat militær firma ved navn Aegis Defence fra Storbritannien, som havde til opgave at overvåge deres kollegaer i andre private sikkerhedsfirmaers gøren og laden, ifølge en kontrakt til 293 millioner dollars, som blev indgået tilbage i 2004.
Aegis har næppe været tillidsvækkende – en af deres ansatte forårsagede et ramaskrig, da han uploadede en video med sikkerhedsfolk der skød på irakere, ledsaget af et Elvis Presley-lydspor til at matche indslaget.

Tingene blev endnu værre, da Washington Post offentliggjorde en artikel om endnu et vagtselskab, ved navn Triple Canopy, hvor gruppeleder Jacob C Washbourne blev citeret for at sige: ”Jeg ønsker at dræbe nogen i dag”.

I dag siger Pentagon at skyderier på må og få er fortid. I maj 2008 blev der på USA´s foranledning oprettet et tilsynsbureau (ACOB) over bevæbnede firmaer, som havde kontrakter i Irak. Desværre er der ingen hjemmeside eller nogen anden måde for offentligheden at kontakte dette vigtige organ på.

Den måske mest foruroligende nyhed om private militære entreprenører kommer fra 18. august 2010. Her afslørede New York Times, at den amerikanske regering havde planer om at fordoble antallet af private sikkerhedsfirmaer i Irak:

”Sikkerhedsselskaberne skulle forsvare fem forsvarsanlæg over hele landet, og skulle operere radarer for at advare mod fjendtlige raketangreb, søge efter vejsidebomber, flyve rekognoscerings droner og tilmed bemande hurtige reaktionsstyrker for at hjælpe civile i nød, udtalte embedsmændene.”

Det er ikke kun irakere, der er bekymrede. Ved en høring i kongressen den 23. september 2010, udtalte Michael Thibault, en af formændene i kommissionen for krigskontrakter i Irak og Afghanistan og tidligere højtstående Pentagon revisor, at han var bekymret over det faktum, at sudenrigsministeriet havde meget lidt erfaring i at føre tilsyn med denne civile tilstrømning til Irak.

”Det står ikke klart om det har uddannet personale til at forvalte og føre tilsyn med sådanne hyrede selskaber af en slags, som allerede har vist at de har potentiale til at skabe tragiske episoder og flossede forbindelser med værtslandene.” Takket være Wikileaks ved vi nu, at der er mange flere dødbringende skudepisoder med disse ukontrollerede private kontrahenter i sikkerhed end vi tidligere har været bekendt med. På baggrund af denne nye viden, er det på tide, at vi kræver en undersøgelse af privatiseringen af militæret.
Lige nu er det åbenbare kendsgerninger, at det væsentligt har medvirket til en øgning af antallet af unødvendige voldelige episoder, mens det samtidig har undergravet den militære disciplin og ansvarlighed og kostet skatteyderne en formue.

Oversat af KP efter uruknet

Netavisen 27. oktober 2010