90-årsdagen for militærkuppet der udløste borgerkrigen i Spanien

90 år efter militærkuppet, der udløste den spanske borgerkrig, er kampen om fortolkningen af historien stadig levende. Denne artikel fra pceml gennemgår de forhold, der gjorde det muligt for Spaniens arbejdere og folkelige bevægelser at yde modstand mod fascismen i juli 1936.

Af C. Hermida / Spaniens Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk)

I år er det 90 år siden, den spanske borgerkrig begyndte. På trods af den tid, der er gået, fortsætter Partido Popular (PP) og Vox[1] med at udbrede usandheder og fordrejninger, idet de ser bort fra den videnskabelige historieforsknings bidrag. Blandt disse påstande er, at krigen var en følge af den politiske udvikling under Den Anden Republik.[2]

Sandheden er, at krigen blev organiseret, forberedt og planlagt af det jordbesiddende og finansielle oligarki med støtte fra den katolske kirke, mens en del af hæren fungerede som sammensværgelsens udøvende arm. Vi kender til det civile netværk og de politiske partier og sociale organisationer, som konspirerede imod den republikanske regering. Denne regering repræsenterede den lovlige orden samt den politiske og juridiske legitimitet og legemliggjorde den nationale suverænitet. De herskende klasser brugte krigen til at knuse de folkelige klasser, ødelægge republikkens reform- og moderniseringsprojekt og indføre fascismen.

Statskuppet begyndte den 17. juli 1936 i det spanske protektorat i Marokko og bredte sig i de følgende dage til det spanske fastland. Det mislykkedes imidlertid i en stor del af Spanien på grund af det heltemod, som blev udvist af de mænd og kvinder, der gik på gaden for at konfrontere de militære oprørere og forsvare republikken. Denne mobilisering blev afgørende for at forpurre kupmagernes planer, og det er den, jeg her vil beskæftige mig med.

Fire faktorer forklarer de folkelige massers kampvilje over for militæropstanden.

Den første er det spanske proletariats KLASSEBEVIDSTHED, det vil sige bevidstheden om dets interesser som samfundsklasse og evnen til at identificere klassefjenden. Det er tydeligt, at de spanske arbejdere i 1936 besad denne dobbelte erkendelse. Den var blevet skabt gennem de store kampe i det 20. århundredes første tredjedel: Den Tragiske Uge i Barcelona i 1909, generalstrejken i 1917, La Canadiense-strejken i 1919 og landarbejdernes kampe under den såkaldte bolsjevikiske treårsperiode fra 1918 til 1920, for blot at nævne nogle eksempler.[3]

Men ved siden af disse kampe mod kapitalen var klassebevidstheden også blevet dannet i Casas del Pueblo og i kultur- og oplysningscentre, gennem læsning af arbejderpressen og ved at lytte til arbejderbevægelsens ledere.[4] Den spanske arbejderklasse havde kort sagt tilegnet sig en solid politisk kultur, som gjorde den i stand til at modvirke den borgerlige ideologis indflydelse. Arbejderne var bevidste om, at de militære styrker var den udøvende arm for borgerskabets interesser, hvis eneste mål var at indføre et styre med fascistiske kendetegn i Spanien.

Den anden faktor vedrører den stærke ANTIFASCISTISKE BEVIDSTHED. I 1922 var fascismen kommet til magten i Italien, i 1933 var Hitler kommet til magten i Tyskland, og i februar 1934 havde kansler Dollfuss med hård hånd slået de socialdemokratiske arbejderes opstand i Wien ned. De spanske arbejdere vidste, hvad der ventede dem, hvis fascismen sejrede i Spanien.

Da CEDA i oktober 1934 trådte ind i regeringen med tre ministre, indledte arbejderne derfor en revolutionær generalstrejke. Det er rigtigt, at CEDA ikke var en fascistisk organisation i ordets snævre betydning, men organisationen sympatiserede åbent med de fascistiske regimer. Den var ikke et republikansk parti, og dens mål var at ødelægge republikken indefra.[5]

Særligt betydningsfulde er Gil Robles’ ord under valgkampen i oktober 1933:

»Vores generation er blevet betroet en stor opgave. Den skal skabe en ny ånd, grundlægge en ny stat, en ny nation og efterlade fædrelandet renset for frimurere og jødisksindede. (…) Vi skal gøre Spanien til en stor nation. (…) Vi må bevæge os hen imod en ny stat, og det kræver pligter og ofre. Hvad betyder det, om det ligefrem kommer til at koste os blodsudgydelse! Derfor skal vi ikke have nogen rænkespil. Vi har ikke brug for at få magten gennem rænkespil med nogen. Vi har brug for den fulde og udelte magt, og det er det, vi kræver. Indtil da vil vi ikke gå i regering sammen med nogen. (…) Demokratiet er for os ikke et mål, men et middel til at erobre en ny stat. Når øjeblikket kommer, må parlamentet underkaste sig, ellers får vi det til at forsvinde.«

Selv om revolutionen mislykkedes, fordi den var dårligt organiseret og ledet, beherskede minearbejderne i Asturien regionen i femten dage. Til sidst blev de besejret af den koloniale Afrikahær, som Franco sendte dertil.[6] De såkaldte afrikanistiske styrkers forbryderiske undertrykkelse bidrog til at styrke de folkelige klassers antifascistiske bevidsthed. De gik på gaden i juli 1936, fordi de var overbeviste om, at en sejr til oprørerne ville indebære en gentagelse i mangedoblet målestok af det, der var sket i Asturien i 1934.

Den tredje faktor hænger sammen med VENSTREFLØJENS ENHED. Allerede under revolutionen i Asturien havde socialistiske, anarkistiske og kommunistiske arbejdere kæmpet sammen. De var samlet i Arbejderalliansen under parolen »Foren jer, proletariske brødre!« Men i januar 1936 gik venstrefløjen et skridt videre, og Folkefronten blev dannet. Den bestod af arbejderorganisationerne – med undtagelse af CNT – samt den republikanske venstrefløj.[7] Det var en folkefront samlet om et minimumsprogram, som sejrede ved valget i februar 1936.

Folkefrontens mål og karakter blev klart defineret af José Díaz, generalsekretær for PCE:

»Kampen står i dag for alvor mellem på den ene side demokratiet på det økonomiske og politiske område og på den anden side de halvfeudale kaster, kirkens privilegier, de finansielle oligarkier, reaktionen og fascismen med deres følge af sult og elendighed, terror og krig. Hvis vi ikke rydder disse fortidens mørke kræfter af vejen, hvis vi ikke afvikler deres økonomiske og sociale grundlag, vil vi ikke kunne organisere de efterfølgende kampe, som sigter mod de undertryktes fuldstændige frigørelse.«

Artiklen blev offentliggjort i Mundo Obrero i maj 1936.[8]

Denne enhed viste sig igen i juli 1936, da kommunister, socialister og anarkister kæmpede sammen i gaderne. Senere blev splittelserne og konfrontationerne mellem dem imidlertid en faktor, som bidrog til republikkens nederlag i krigen.

Endelig hænger den fjerde faktor sammen med overbevisningen om, at det var nødvendigt at BEKÆMPE FASCISMEN MED VÅBEN for at besejre den. I juli 1936 havde den absurde og dybt reaktionære tanke om at fordømme vold, »uanset hvor den kommer fra«, endnu ikke vundet udbredelse blandt arbejderne. Denne opfattelse efterlader arbejderne forsvarsløse og gavner kun de herskende klasser. Fascistisk og antifascistisk vold kan ikke sidestilles. Og vold rettet mod undertrykkelse, tyranni og udbytning er legitim.

Derfor krævede de mænd og kvinder, som gik på gaden den 18. juli 1936, at få våben til at forsvare republikken. Casares Quirogas regering nægtede at udlevere disse våben og bidrog dermed gennem sin kapitulerende og forræderiske holdning til, at kupmagerne i militæret sejrede i en del af landet. Girals regering, som blev dannet den 19. juli, besluttede derimod at bevæbne arbejderne. På den måde mislykkedes kupforsøget i en stor del af Spanien.[9]

Disse fire elementer forklarer de folkelige klassers mod og heroiske holdning over for det fascistiske kup og udgør en historisk lære, som til stadighed er aktuel. Klassebevidsthed, antifascisme, folkelig enhed og en kombination af forskellige kampformer alt efter omstændighederne er uerstattelige redskaber i modstanden mod den reaktionære bølge, som de herskende klasser har sluppet løs imod arbejderne.

På denne 90-årsdag må vi overveje den aktuelle situation. I dag vinder fascismen frem og kommer til udtryk i fremmedfjendske budskaber om indvandring, i paroler om national forrang, i den mest skamløse historierevisionisme, i den fordrejning og manipulation af virkeligheden, som flertallet af medierne bedriver, i visse domstoles skandaløse afgørelser og i angrebene på den feministiske bevægelse – for blot at nævne nogle af de elementer, der udgør Partido Populars og Vox’ politiske budskab.

Vi må gøre os helt klart, at kampen mod fascismen i Spanien i dag kræver, at vi genfinder de elementer og holdninger, som er blevet omtalt ovenfor. Den kræver nødvendigvis også, at dette korrupte monarki væltes, og at der oprettes en folkelig og føderal Tredje Republik, som er i stand til at udrense statsapparatet, gøre op med fascismens forklædninger og gennemføre de strukturelle reformer, som vores land har brug for på alle områder.

Lad os aldrig glemme, at alle kampmidler er legitime i konfrontationen med fascismen. Det var de i fortiden, det er de i nutiden, og det vil de være i fremtiden.

Oversat fra spansk: https://pceml.info/90o-aniversario-del-golpe-militar-que-provoco-la-guerra-civil-en-espana/

Noter:

[1] Partido Popular (PP) er Spaniens store konservative centrum-højreparti. Vox er et spansk nationalistisk parti på den yderste højrefløj.
[2] Den Anden Spanske Republik eksisterede fra 1931 til 1939. Den blev afløst af Francos diktatur efter republikkens nederlag i borgerkrigen.
[3] Den Tragiske Uge var en voldsom opstand i Barcelona i 1909. La Canadiense-strejken var en stor arbejdskonflikt i Barcelona i 1919, opkaldt efter energiselskabet Barcelona Traction, Light and Power Company, som blev kaldt La Canadiense. Den blev afgørende for indførelsen af ottetimersdagen i Spanien. Den bolsjevikiske treårsperiode er betegnelsen for en bølge af strejker, jordbesættelser og landarbejderkampe, især i Andalusien, fra 1918 til 1920.
[4] Casas del Pueblo, ordret »Folkets Huse«, var lokale møde-, uddannelses- og kulturhuse med tilknytning til arbejderbevægelsen.
[5] CEDA står for Confederación Española de Derechas Autónomas – »Den Spanske Konføderation af Autonome Højregrupper«. Det var en katolsk-konservativ koalition af højrefløjspartier under Den Anden Republik. José María Gil Robles var dens leder.
[6] Afrikahæren var Spaniens koloniale hær i Nordafrika og omfattede blandt andet Den Spanske Legion og marokkanske Regulares-enheder. Francisco Franco var blandt Legionens første officerer og blev dens næstkommanderende og senere leder. Under militærkuppet i 1936 blev legionærer fløjet fra Marokko til det spanske fastland og kom til at udgøre en af oprørshærens vigtigste og mest frygtede kampstyrker.
[7] CNT står for Confederación Nacional del Trabajo – »Den Nationale Arbejderkonføderation«.
[8] PCE står for Partido Comunista de España – Spaniens Kommunistiske Parti. Mundo Obrero, »Arbejdernes Verden«, er partiets avis.
[9] Santiago Casares Quiroga var regeringschef ved militæroprørets begyndelse. Han trådte tilbage den 18. juli 1936. José Giral dannede regering den følgende dag og besluttede at udlevere våben til arbejderorganisationerne.