Revolutionen i 1905 i Rusland

Over en række lørdage bringer vi nye afsnit i en beretning om Lenin, der kæder  begivenheder af enorm verdenshistorisk betydning sammen med Lenins liv, værker og betydning – og med Oktoberrevolutionens, Bolsjevikpartiet SUKPb’s og arbejderklassens første stats historie.

Revolutionen i 1905 i Rusland

Afsnit II

I januar 1904 angreb Japan, uden at erklære krig, den russiske fæstning Port Arthur og påførte den russiske flåde, der bevogtede havnen, store tab. Således begyndte den russisk-japanske krig, som sluttede i september 1905 med Japans sejr. Port Arthur lå på Liao-tung-halvøen, som den tsaristiske regering mange år tidligere havde tvunget Kina til at overdrage til Rusland. Tsarismen førte en annekteringspolitik i Fjernøsten, som kolliderede med den japanske imperialisme, der også forsøgte at få fodfæste på det asiatiske kontinent.

Bortset fra de enorme omkostninger i menneskeliv (120.000 døde, sårede og fanger i den tsaristiske hær) betød krigen enorme udgifter og skader på landets økonomi, hvilket igen fremkaldte utilfredshed hos de masser, der var imod den. Arbejdernes liv blev uudholdeligt, og deres had til det tsaristiske regime voksede. De udbyttende og undertrykkende forhold, som arbejderne, bønderne og nationaliteterne levede under, skabte betingelserne for et revolutionært udbrud, som blev forstærket af krigens udfald.

Lenin fulgte begivenhederne fra Schweiz meget tæt. Bolsjevikkerne og mensjevikkerne indtog forskellige holdninger til krigen. “Mensjevikkerne, inklusive Trotskij, faldt ned til defensismens positioner, dvs. de omfavnede forsvaret af tsarens, godsejernes og kapitalisternes ’fædreland’.” I modsætning hertil forstod bolsjevikkerne med Lenin i spidsen, at den tsaristiske regerings nederlag i denne krig ville være gavnligt, for det ville føre til tsarismens fald og revolutionens styrkelse.

I december 1904 udbrød en stor arbejderstrejke ledet af bolsjevikkerne i Baku, som endte med en historisk sejr: underskrivelsen af den første kontrakt mellem arbejdere og arbejdsgivere i Rusland. Denne kamp markerede begyndelsen på det revolutionære opsving i Transkaukasien og en række andre regioner i Rusland. I december 1904 begyndte avisen Vperiod (Fremad) også at udkomme og fastholdt den politiske orientering fra den gamle Iskra, som på det tidspunkt havde forladt sin revolutionære karakter og var blevet et talerør for forsonlige holdninger, efter at bolsjevikkerne havde forladt redaktionen.

Midt i den protestbølge i flere byer, hvor bevægelsen voksede hurtigt, organiserede præsten Georgij Gapon, som samarbejdede med det tsaristiske politi, en demonstration til Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 9. november 1905 for at præsentere tsar Nikolaj II for et andragende om folkets behov. Det var en provokation, der var koordineret med Okhrana. De tusindvis af mænd, kvinder, børn og gamle, der fredeligt marcherede, blev overfaldet og beskudt; mere end to tusinde mennesker blev dræbt og omkring fem tusinde såret. “Det var det mest infame koldblodige folkemord på de fredelige og forsvarsløse folkemasser,” skrev Lenin i artiklen ”Petersborgkampplanen”.

Massakren, der blev beskrevet som Den Blodige Søndag, fremkaldte ikke den frygt og resignation, som regimet havde håbet på; samme dag udbrød der kampe, arbejdere barrikaderede hovedstadens gader, og i de følgende dage bredte en bølge af strejker sig over hele Rusland.

I Genève i Schweiz skrev Lenin artiklen ”Revolutionen i Rusland”, hvor han beskrev den russiske arbejderklasses heroiske kamp med sætninger som disse: “Floder af blod flyder, borgerkrig raser for frihed. Arbejdernes befalingsord blev: Død eller frihed! Længe leve revolutionen! Længe leve det oprørske proletariat!” Elio Bolsanello fortæller i bogen ”Kort illustreret historie om Lenin”, at Lenin i denne periode skrev mere end 60 artikler, hvor han analyserede og underbyggede bolsjevikkernes taktik og nødvendigheden af partiledelse i gennemførelsen af den væbnede opstand.

Meningsforskellene i RSDLP om taktikken til at håndtere begivenhederne gjorde det til en presserende opgave at indkalde den tredje partikongres for at definere en samlet politisk taktik, der var bindende for alle partimedlemmer. Mensjevikkerne modsatte sig indkaldelsen og deltog ikke i kongressen, der mødtes i april 1905 i London. Kongressen fordømte mensjevikkerne som “et parti, der havde splittet sig fra partiet”. På samme tid mødtes en konference indkaldt af mensjevikkerne i Genève. “To kongresser, to partier,” kaldte Lenin det, der var ved at ske.

Den tredje kongres erklærede, at “på trods af den borgerligt-demokratiske karakter af den revolution, der fandt sted, og på trods af, at den på det tidspunkt ikke kunne gå ud over rammerne for tiltag, der var forenelige med kapitalismen, var dens fuldstændige sejr af største interesse for arbejderklassen, for denne revolutions sejr ville give det mulighed for at organisere sig, uddanne sig politisk, tilegne sig de arbejdende massers erfaring og vaner med politisk lederskab og gå fra den borgerlige revolution til den socialistiske revolution.”

To måneder efter denne kongres udkom bogen ”Socialdemokratiets to taktikker i den demokratiske revolution”, hvor Lenin kritiserer mensjevikkernes politiske taktik og underbygger bolsjevikkernes revolutionære taktik. Den grundlæggende taktiske tese, som Lenin udvikler, siger, at arbejderklassen kan og skal være leder af den borgerligt-demokratiske revolution, leder af den borgerligt-demokratiske revolution i Rusland. “Marxismen,” skriver Lenin, “lærer ikke proletariatet at stå ved siden af den borgerlige revolution, ikke at afstå fra at deltage i den, ikke at overgive sit lederskab til borgerskabet, men lærer tværtimod, at det må deltage på den mest energiske og mest beslutsomme måde i kampen for en konsekvent proletarisk demokratisering, i kampen for at bringe revolutionen til afslutning.”

Links til seriens syv afsnit:

Afsnit I: Lenins første skridt i den revolutionære bevægelse og partiopbygning

Afsnit II: Revolutionen i 1905 i Rusland

Afsnit III: Perioden 1905 frem til revolutionen 1917

Afsnit IV: Revolutionen i 1917 sejrer

Afsnit V: Den bolsjevikiske revolution 1917 sejrer

Afsnit VI: De tidlige år af Republikken Sovjet

Afsnit VII: Lenin arbejdede for socialismen til det sidste