Regeringen vil importere mere billig arbejdskraft i sundheds- og ældreplejen

Højere løn og bedre arbejdsforhold er ikke en del af den danske stats imperialistiske forretningsmodel for at løse rekrutteringen til sundheds- og ældreplejen. Det er derimod at snuppe billigere arbejdskraft fra de fattige lande, og hvor disse lande selv har betalt for uddannelsen.

Lars Løkke Rasmussen gamle fejlslagne plan, fra dengang han selv var sundhedsminister i Fogh-regeringen i 00’erne, om at løse sundhedsvæsnet krise med nye privatiseringer og import fra billigere udenlandsk arbejdskraft, er endnu engang blevet trukket op af hatten. Det sker som led i regeringen nye ”Ældre udspil”, hvor der konkret skal hentes sundspersonale, ikke mindst til ældreplejen fra Indien og Filippinerne til Danmark. 

I hele dette århundrede har rækken af regeringer hvad enten de har været med Venstre eller socialdemokratiske statsministre nægtet den indlysende løsning på personalemangel og personaleflugt fra sundheds-og omsorgssektoren – nemlig at sikre tilstrækkelige gode løn- og arbejdsforhold. I årtier nu har de talt om problemet og importeret flere og flere udenlandske læger og sygeplejersker, der ofte går til lavere løn i årevis. Eller med Lars Løkkes egne ord i 00’erne: ”Danmark skal udnytte overskuddet af sygeplejefaglig arbejdskraft.” I årevis har den danske stat hentet billig udenlandsk arbejdskraft.   

Sundhedspersonale har i årevis råbt højt om, at denne løsning ikke duer og sagt hvad der skal til. Men ud fra et kapitalistisk og arbejdsgiversynspunkt er det ren logik. Sundhedspersonale er blevet en global handelsvare, der kan købes billigere i fattigere lande. Det er ren kapitalistisk win-win: Lønniveauet (prisen på arbejdskraften) kan holdes nede, og der kan samtidig tjenes penge på, at der mangler personale.

Det er en imperialistisk forretningsmodel, hvor den danske stat sparer penge på dansk arbejdskraft og uddannelse, for så at købe den billigt i de fattige lande og lade dem betale for uddannelserne. Tidligere eksisterede der en kvalificeringsuddannelse i dansk sprog og hospitals- og arbejdskultur, som Københavns Professionshøjskoles sygeplejerskeuddannelse og integrationsministeriet stod for. Men den er for længst sparet væk. Nu er det op til et overbelastet personale at løse den opgave.

I artiklen  Sundhedspersonale – en global handelsvare – ENHED og KAMP  fra APKs politisk teoretisk tidsskrift Enhed og Kamp hedder det bl.a.:

Imperialismens konsekvenser 

” Konsekvenserne af privatisering, markedsgørelse og migrantkæder er omfattende. Ikke mindst i de fattigste og mindst udviklede lande i verden, hvor den katastrofale mangel på sundhedsarbejdere forøges. Migrantstrømme som forretning er særlig kritiske inden for sundhedsområdet. Både for det land, som mister sine ressourcer, men også i de lande, som modtager. Modsat at bygge huse og veje eller andre såkaldte serviceindustrier er kvaliteten, viden, arbejdskulturen, kommunikationen i arbejdet af direkte afgørende betydning for patienten, hvad enten det drejer sig om faglært eller ufaglært arbejdskraft. Herhjemme kender vi selv problemet med læger med patientkontakt, der knap forstår eller taler dansk.

De rige lande ikke bare dræner de fattigere lande for sundhedsarbejdere, de lader samtidig de fattigere lande betale for uddannelsen. At migrant-sundhedsarbejdere i høj grad er kvinder, rejser samtidig den problemstilling, at de ikke længere kan tage ansvaret for at passe børn, ældre og syge i familien i hjemlandet, som de tidligere stod med ansvaret for. Alt det ubetalte kvindearbejde, der ikke erstattes af udbyggede offentlige velfærds- og omsorgsordninger. Hvilket har både store menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Ordninger, som i vores nordiske lande med nyliberalismens privatiseringer er blevet så udhulet, at der importeres stadig mere kvindelig arbejdskraft fra de fattigste lande til at fylde de værste huller ud. Hvilket igen uddyber de sociale problemer i de fattigere lande. At det er de fattigste og arbejderklassen, det går hårdest ud over med forværrede sociale og sundhedsforhold begge steder, kan ingen være i tvivl om.

Det er imperialismen i en nøddeskal. Kapitalen udnytter og udbytter arbejdskraften. De rige imperialistiske lande stjæler og udnytter de fattige og afhængige landes menneskelige og økonomiske ressourcer til egen fordel. De imperialistiske lande konkurrerer indbyrdes om at få den billigste, mest fleksible og hårdest arbejdende arbejdskraft. Råddent fra start til slut.”

Og videre:

International solidaritet

Fra migrantlandene har flere sundhedsarbejder-fagforeninger forsøgt at råbe modtagerlandene op om disse konsekvenser af udviklingen og opfordret f.eks. Dansk Sygeplejeråd, DSR, til at være med til at stoppe eksport-import-modellen.

Det er klart, at hele denne udvikling i den grad kalder på og vidner om nødvendigheden af international solidaritet sundhedsarbejderne imellem, på den enkelte arbejdsplads, mellem landenes sundhedspersonale og faglige organisationer på tværs af landegrænser. Det er i høj grad ikke bare en fælles kamp på tværs af fag, men også en fælles international kamp på tværs af landegrænser.

Alle steder viser denne udvikling også nødvendigheden af at udvikle de offentligt ansattes og arbejderklassens kamp for løn- og arbejdsforhold til en politisk kamp direkte vendt mod de ansvarlige og deres nyliberale privatiseringspolitik. Hvilken sundhedsarbejdere i mange lande protesterer og aktionerer imod i disse år.

Fælles kamp

For Arbejderpartiet kommunisterne, APK, er dette et vigtigt spørgsmål både nationalt og internationalt. Spørgsmålet om migrant-sundhedsarbejder-rekruttering som løsning må afvises med kontante krav til politikerne. Konsekvenserne må konkret inddrages i diskussionen om det danske offentlige sundheds-og omsorgssystems fremtid, der i høj grad handler om at bekæmpe privatisering og rulle den tilbage.

For mange sundhedsarbejdere, der ikke direkte tilhører arbejderklassen eller ikke ser sig selv som en del af denne, er der dog ikke meget tvivl om, at deres arbejdsforhold med markedsgørelsen af den offentlige sektor i stadig større grad ligner arbejderklassens. Vejen frem er en fælles kamp.

APK trækker i sin platform for partiets arbejde og opgaver på arbejdspladser og i fagforeninger blandt andet op, at: ”Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Lokale og individuelle forhandlinger og ’fritvalgsordninger’ skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, hvorimod arbejderklassens og de offentligt ansattes kollektive styrke er vejen frem …

Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en helt central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. ”

Se hele pjecen her Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger