Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger

Arbejderpartiet Kommunisterne, APKs 9. kongres, 2021

  1. Klassekampen kommer at spidses til overalt i samfundet i disse år. Ikke mindst på arbejdspladserne, på de sociale områder og på de såkaldte velfærdsområder indenfor den offentlige sektor. Der protesteres mod regeringsindgreb i overenskomsterne og aftalte drejebøger for skinforhandlinger, mod konsekvenserne af reformangrebene og den menneskefjendske krise- og nedskæringspolitik. Arbejdere og offentligt ansatte må forberede og organisere sig på de kampe, der kommer i takt med at angrebene på arbejds- og levevilkår øges.
  2. Kriser og pandemi bliver brugt som undskyldning til nye angreb på tilkæmpede faglige og sociale rettigheder. Arbejdsgiverne, kapitalen og dens stat kører løn-, arbejds- og leveforhold i en nedadgående spiral. Mens arbejdsgiverne og storkapitalen har fået store milliardoverførelser, så aktie og udbyttefesten har kunnet fortsætte til nye højder.De stopper ikke, før de møder modstand fra den anden side af klassekampen – fra arbejderklassen og befolkningen. De kender kun en vej ud af deres stadige kriser og konkurrencer om markeder – at lade arbejderklassen og brede dele af befolkningen betale gennem øget udbytning og udnyttelse af vores arbejdskraft, så billigt og effektivt som muligt uden hensyn til konsekvenserne. Arbejdskraft bruges, smides væk og ny hentes ind.
  3. Kravene om arbejde, højere løn og ligeløn, uddannelse, sociale rettigheder og bolig for alle står i centrum sammen med afvisningen af skiftende regeringers arbejdsgiverpolitik. Så længe vi accepterer de tildelte økonomiske forhandlingsrammer for hvad der kan opnås og accepterer at fordele forringelser imellem os – så kalder det på nederlag for de fleste og bonus for de få. Arbejdsgiverne har for længst sprængt rammen for, hvor langt de vil gå i såkaldte ”nye normale” arbejdsmarkedet. Allerede nu er store grupper groft underbetalt, arbejdstid gjort flydende og arbejdspresset sat op. Med et arbejdsmarked i hastig forandring er det helt afgørende at få sprængt de økonomiske rammer og lade profitten betale.
  4. Ligesom ved Arbejderbevægelsens start er det igen blevet nødvendigt at rejse en kamp for helt elementære rettigheder som retten til at organisere sig, retten til kollektive overenskomster både på det private – offentlige område. Og ikke mindst blandt de voksende store grupper af ”moderne daglejere”, der arbejder helt uden rettigheder i arbejde uden fast løn, uden fast arbejdstid, i sms-jobs. Og med importerede migrantarbejdere, der lever og arbejder under slavelignende vilkår, der har klasserettens ord for at være helt lovligt på EU’s ”frie” arbejdsmarked.
  5. Staten spiller ikke en neutral rolle, hverken som offentlig arbejdsgiver eller såkaldt tredje part mellem arbejdsgivere og arbejdere/ansatte. Det har ikke mindst været tydeligt under de offentlige OK-forhandlinger, hvor faggrupper, der har fulgt alle statens og det fagretlige systems spilleregler med deres krav, er blevet kastet fra et nej fra fagtoppen til et nej fra regeringen og politikkerne, hvis de gik den vej. For så, hvis de selv siger nej og aktionerer, at blive kendt ulovlige.
  6. Denne udvikling, og de sidste mange overenskomstforløb og konflikter viser, at klassekampen ikke kan føres på den borgerlige stats, arbejdsgivernes eller kapitalmagtens betingelser. Den danske model er en model for klassesamarbejde til arbejdsgivernes og deres stat fordel, og den har spillet fallit, når det gælder at opnå resultater.
  7. Hovedaftalen, det fagretslige system med Arbejdsret, sammenkædningsregler og mundkurv for tillidsvalgte under arbejdskampe er redskaber til beskyttelse af arbejdsgiverne. Og til at vride armene om på arbejdere og ansatte, der ønsker forandring og kæmper for deres krav. Klubber og fagforeninger må diskutere, hvordan arbejdskampe kan imødegå disse klasseregler. Der er ved at udvikle sig en ny klassekampslinje nedefra på trods af og tværs igennem klassesamarbejdets politiske fallit og snærende lov- og aftalesystem.
  8. Den kapitalistiske stat er en klassestat, der er indrettet og fungerer som kapitalens forlængede arm. Det gælder også for den voldelige del, hvor politi sættes ind mod blokader og strejkevagter, mens de beskytter strejkebrydere. Hvilket talrige arbejdskampe gennem tiden har bekræftet.
  9. Kapitalismen som samfundssystem har gang på gang vist, at det hverken er i stand til at løse sine tilbagevendende kriser, eller sikre en tryg og stabil hverdag og fremtid for arbejderklassen.

Arbejderklassens og arbejderklassens partis rolle

  1. Arbejderklassen er revolutionens grundlæggende kraft. Den er den ledende og grundlæggende kraft i kampen mod kapitalismen og kapitalens dominans. Det er de ufaglærte, de lavtlønnede, de underste lag i arbejderklassen og de mest pressede lag blandt de offentligt ansatte, der er de mest kampvillige lag. Sammen med lag i sektorer som transport og i byggeriet.Det kommunistiske partis vigtigste indsats er arbejdet i arbejderklassen; at styrke de ideologiske, politiske og organisatoriske forbindelser. Og omdanne arbejderklassen til en førende politisk aktør i samfundet og til en politisk reference for de andre arbejdende klasser og lag og undertrykte grupper.
  2. Det kommunistiske parties strategiske opgave er at organisere revolutionen. Hvilken er afgørende for at opbygge et socialistisk Danmark, hvor det er arbejderklassen der har taget magten. Det er med det for øje, at Arbejderpartiet Kommunisterne, APK deltager i den daglige klassekamp på arbejdspladser, i fagforeninger og blandt de grupper af arbejderklassen, der holdes udenfor det traditionelle arbejdsmarked og organisering.Arbejderklassens faglige kamp og sociale kamp kan ikke indsnævres til en kamp om kroner og øre. Vi oplever hvordan landvindinger hurtig kan rulles tilbage, hvis ikke dagskampen forbindes med kampen for arbejderklassens langsigtede interesser for en anden fremtid, med styrkelsen af enhed på en klassekampslinje og udviklingen af den politiske revolutionære bevidsthed i arbejderklassen.

Fagbevægelsen i dag og arbejderaristokratiet

  1. For arbejderklassen er det afgørende at kæmpe for retten til at organisere sig og danne fagforeninger. Denne ret er i dag under hårdt pres og afvikling med EU’s og danske politikeres arbejderfjendske politik. Fagbevægelsen har udviklet sig langt væk fra sine oprindelige rødder som værn mod de kapitalistiske arbejdsgivere og for arbejderklassens interesser. En udvikling hen til dagens service- og forsikringskoncerner med store milliardfonde og koncerner.
  2. Myten om den danske enhedsfagbevægelse er reelt kun en skal, der skal holde den ”danske model” og trepartsforhandlinger mellem arbejdsgivere, stat og forbundstoppene oppe. Politisk er der meget langt fra medlemmernes krav og ønsker til fagtoppens handlinger. Der har altid eksisteret 2 linjer i arbejder-og fagbevægelsen – mellem klassekamp og klassesamarbejde, mellem en reformistisk og revolutionær politik. Organisatorisk holder myten heller ikke med dens faldende organisationsgrad, fremvæksten af gule og kristne, såkaldte fagforeninger. Samt det faktum, at den traditionelle fagbevægelse har udelukket store grupper af arbejderklassen fra at være medlemmer. Samtidig har fagbevægelsens top lukket øjnene for arbejdernes sociale rettigheder og forhold og hele amokreformløbet fra dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og kontanthjælp til stigende pensionsalder. Arbejdsgiverregeringer sætter de sociale ydelser og overførselsindkomster stadig længere ned, så mindstelønnen kan presses, under devisen om at ”det skal kunne betale sig at arbejde”.
  3. Det er ikke uden grund at mange arbejdere og offentligt ansatte oplever, at forbundstoppene og toppen i FH sælger ud af deres krav, bremser protester og aktivitet og ender på arbejdsgivernes side. Fagtoppen udgøres af et helt særligt lag – også kaldet arbejderaristokratiet. De kan leve et helt andet liv med lukrative lønninger, pensioner og job, der står i skarp kontrast til medlemmernes. På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til arbejdsgivernes interesser og til at bevare det kapitalistiske samfund.
  4. Derfor er det heller ikke muligt at ændre arbejderaristokratiets politik og handlinger gennem dialog. Illusioner om dette lag som en allieret eller ligefrem ledelse i klassekampen er en opskrift på nederlag. Mange kampvillige arbejdere har løbet hovedet mod denne mur både i de centrale OK-kampe, lokale konflikter og tværfaglige kampe som ligelønskampen.
  5. Det er ikke muligt at ændre fagbevægelsen i sin nuværende form til klassekamporganisationer. Fagbevægelsens systemer er i dag bundet med tusinde tråde til kapitalen og borgerskabets stat. Først når alle disse bånd er brudt, vil der kunne skabes en kæmpende fagbevægelse på klassekampens grund. Det er nødvendigt for den kæmpende arbejderklasse og offentligt ansatte at finde sammen, organisere og udnytte sammenholdet. Og sammen udnytte det rum for handling som fagorganisering på grundplan på tværs af fag kan give. Både til at udvikle klassesolidariteten og kampviljen, og også til at udfordre de mange begrænsninger som lov- og aftalesystemet lægger på kampformerne. Der må opbygges en handlende fagopposition på grundplan på en klassekampslinje.
  6. En del af den reformistiske fagbevægelses politik har altid været, at den faglige kamp er upolitisk og skal fastholdes i den lukkede kasse. På trods af at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, hvor der føres politisk, ideologisk og kontant klassekamp hver eneste dag vendt mod arbejderklassen. Arbejdskamp og faglig kamp er også politisk kamp. Men ikke partipolitisk. Den skal ikke misbruges ellers vildledes til at tro at en løsning er ”at stemme på det rigtige parti” ved næste valg. Når konsekvenserne af skiftende regeringers politik skal vurderes, er det mere end svært at se forskel på regeringens farve. Også Socialdemokratiet har stået i spidsen for hårde asociale reformer og borgerlig krisepolitik, og regeringsindgreb i overenskomstkampe, når de sidder ved magten.

Arbejderklassens enhed

  1. Grundlaget for at hver enkelt kamp kan udvikles, for en situation hvor en bred revolutionær bevægelse rejser sig, er arbejderklassens enhed. Enheden skal smedes i den konkrete klassekamp, i diskussionen om de aktuelle krav og aktionsformer og om arbejderklassens strategiske platform. Den må opbygges nedefra på arbejdspladser, i klubber, i lokalområder. Den må inddrage enheden mellem privat og offentligt ansatte, arbejdende, arbejdsløse eller reformramte og på tværs af faggrupper, etnisk baggrund, og køn. Problemer som arbejdstid, uligeløn, løndumpning og sociale og faglige rettigheder må løses i fællesskab.
  2. Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Lokale og individuelle forhandlinger og ”fritvalgs ordninger” skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, mens arbejderklassens og de offentligt ansattes kollektive styrke er vejen frem. Ved konflikter og strejker må der igen opbygges lokale og arbejdsplads støttekomiteer, der kan bidrage til at udbrede solidariteten og økonomisk hjælp, hvis strejkekasser lukkes og arbejdsgiverretten udskriver bod.
  3. Arbejderbevægelsen må arbejde for og organisere enhed af alle de kræfter og sociale sektorer, der er interesserede i at kæmpe for deres materielle og politiske krav og til at bekæmpe borgerlig udnyttelse og imperialismens dominans.
  4. Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en hel central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. Både helt konkret blandt det voksende antal ansatte fordelt i mange lande, der arbejder i de samme multinationale koncerner. Og som konkret og aktiv solidaritet med de mange kampe som arbejdere over hele verden rejser mod konsekvenserne af de nyliberale reformer, mod kapitalistisk og imperialistisk udbytning og undertrykkelse, krige og ødelæggelse af ressourcer og overlevelsesmuligheder og for en socialistisk fremtid.

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, 9.kongres september 2021.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne