Anti-imperialisme, anti-kapitalisme og revolution kan ikke skilles ad

Revolutionens opgaver visner væk, hvis de gemmes bag den konkrete kamp mod imperialisme og kapitalisme. Imperialismen kan ikke ændres til en human fredsskabende kraft som Kina prædikerer – den vil altid i sidste ende betyde udbytning og krig.

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Arbejderklassens sociale revolution for at afskaffe udbytning, undertrykkelse og krig må nødvendigvis både være en anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk bevægelse – de to er uløselig forbundet med hinanden og kan ikke skilles ad. Vi kan ikke kun arbejde med den ene side og udelukke eller tilsidesætte den anden til en senere lejlighed.

I imperialistiske lande som vores er arbejderklassens revolution et opgør med imperialismens kapitalistiske monopoler, deres herredømme og statsmagt, og med hele den herskende klasse. Det er en samlet politisk dialektisk proces med mange faktorer, der er indbyrdes afhængige af hinanden, hvis betydning og udvikling kan gå hurtigt eller langsomt, bytte plads, slås tilbage eller rykke frem, men hvis grundlæggende drivkraft hele tiden er klassekampen mellem arbejde og kapital, mellem arbejderklassen og den herskende klasse. Og som, når betingelserne er til stede, kan bryde igennem som en flodbølge af revolutionær kraft og energi og tage fat på opbygningen af et nyt socialistisk samfund, hvor det er arbejderklassen, der har magten.

I den politiske proces må vi arbejde konkret og specifikt på de forskellige klassekampsfelter, uden at de reduceres til separate bokse og opgaver. Som altid må partiet bruge enhedspolitikken til at inddrage arbejderklassens allierede og udvikle skiftende organisatoriske former til klassekampens konkrete behov.

Arbejderklassens kamp på arbejdspladser og i fagforeninger mister sit klasseperspektiv, hvis den indsnævres til kroner og øre for fagforeningsmedlemmer, hvis den under dække af at være upolitisk ikke retter sig mod regeringens arbejderfjendske politik og arbejdsgivernes profit, hvis krigspolitikken og udbytningen ikke imødegås.

Arbejderklassens internationale solidaritet er i sin kerne en anti-imperialistisk solidaritet i kampen mod de samme grundvilkår, den samme undertrykkelse og den samme klassefjende, mod at sende arbejdere i krig mod arbejdere. Perspektivet om opgøret med lønslaveri og udbytning visner, når det gemmes væk til bedre tider.

Ofte kommer vi til at indsnævre anti-imperialisme til solidaritetsarbejde med undertrykte folks og nationers kamp mod imperialismens undertrykkelse af deres frihed og ret til selvstændighed, eksempelvis solidaritet med det palæstinensiske folks kamp. Det er naturligvis i sig selv en vigtig del af kampen mod imperialismen. Det er et element i at bekæmpe reaktionens oppiskning af chauvinisme, nationalisme, fremmedhad og racisme, og umenneskelige vilkår for migrantarbejdere og flygtninge – også i Danmark.

Arbejderklassens kamp i Danmark må nødvendigvis rette sig mod imperialismen, da den er det kapitalistiske samfundssystem, vi lever i, lider under og vil gøre os fri af. Imperialisme er det stadium eller udviklingstrin, som kapitalismen gennem sin hundredårige historie har udviklet sig til, med monopolkapitalisme, snyltende finanskapital og stadige konflikter og krige om nyopdeling af det globale verdensmarked.

Dansk kapitalisme er imperialisme

Vi lever i en imperialistisk verden og et land med multinationale koncerner som arbejdsgivere, med alt hvad det indebærer af angreb på arbejderrettigheder, og regeringer og EU’s indre marked, der giver dem frit spil. Med danske monopoler, der lever at udbytte, ikke bare ansatte her, men i mange andre lande, hvor de har ansatte. Hvor store dele af landets infrastruktur, energiforsyning og privatiserede dele af den offentlige sektor er ejet og styret af multinationale kapitalfonde og deres krav om profit. Med en økonomisk politik, der baserer sig på monopolernes krav og umættelige behov for at have snablen langt nede i statskassen. Og med en klassestat, der er designet til at være omfordelingscentral for de værdier, vores arbejde skaber, over til monopolerne og de rige, og til kontrol med befolkningen, så det kan ske i ro og orden.

Danmark er et imperialistisk land og handler som sådan økonomisk, politisk og militært på verdensplan, ikke kun over for sine tidligere kolonier Grønland og Færøerne. Danmark gennemfører sin krigsindsats for bl.a. Mærsks interesser i Golfen og Afrika camoufleret under diverse internationale operationer. Samtidig er Danmark et lille imperialistisk land, først og fremmest domineret af kapital og handel fra USA og EU og aktiv deltager og fortaler for de imperialistiske økonomiske og militære alliancer som NATO og EU og deres kamp og krige om indflydelsessfærer og markeder i verden.

Imperialismen er på verdensplan arbejderklassens og befolkningernes største fjende. Den bygger på udnyttelse og udbytning af millioner af arbejdere i alle lande og kontinenter. Den baserer sig på plyndring af naturressourcer og ødelæggelse af klodens natur. Den udvikler sig gennem erobring af områder, regioner og lande for at etablere sin dominans med økonomisk, politisk og strategisk indflydelse, og på udnyttelse og strid om markeder. Imperialismen støtter sine holdninger med reaktionær ideologi under påskud af at bringe demokrati, ligestilling og udvikling til tilbagestående lande, med forsvaret af det frie initiativ, friheden til international handel og individuel frihed, med idealisme og metafysik, med postmodernisme.

Der findes ingen fredelig imperialisme

For revolutionære og kommunister betyder anti-imperialisme og anti-kapitalisme, at vi vender os mod al imperialisme og alle imperialistmagter. Og i hvert land først og fremmest mod ens eget imperialistiske borgerskab eller indsatte marionetregering, som er garant for en imperialistmagts dominans.

Når en imperialistisk krig bryder ud, som den nuværende i Ukraine, sættes politiske strømninger og partiers opfattelser af imperialisme og kampen mod den på sin prøve. Krigspropagandaen er ekstrem og massiv 24/7 fra begge sider i den igangværende imperialistiske krig i Ukraine. Og de danske medier er ingen undtagelse. Den er en del af krigen selv, der skal skaffe opbakning i befolkningerne, skjule, hvad der foregår, og hvilke formål og interesser krigen tjener.

Enhedslisten meldte sig som klar støtte til NATOs og dansk imperialismes krigsbevillinger og militære støtte til fordel for USA-imperialismen i kampen mod den russiske imperialismens invasion og krig. De mest rabiate kalder det ovenikøbet for en national befrielseskrig og går hele vejen sammen med NATO mod enhver form for våbenhvile og kræver den totale sejr for Zelensky-regimet. Og for at gøre selvmodsigelserne totale, taler Enhedslisten samtidig om at gå imod oprustning og arbejde for at gøre den danske NATO-hær mere fredeligt anlagt.

Når vi ser udviklingen af verden i dag, er det klart, at der mange ting, der ændrer sig hele tiden. Marxismen-leninismen taler om imperialismens ujævne udvikling – imperialistiske stormagter og lande rykker frem på bekostning af andre og forårsager nye krige og konflikter. Men hverken disse konkrete udviklinger, den teknisk-videnskabelige revolution, ‘globaliseringen’ eller andre fænomener og træk ved imperialismen i dag udgør nye faser i dens udvikling. De ændrer ikke dens karakteristika og kan ikke overvinde eller fjerne kapitalismens modsætninger, men udvider dem og gør dem endnu dybere.

At vi lever i en multipolær verden, er ikke noget nyt. Det betyder bare, at der er flere imperialistiske blokke – eller en imperialistisk og socialistisk blok – der konkurrerer og kæmper mod hinanden. Det ændrer ikke ved imperialismens karakter eller grundlæggende modsætninger.

Det er imidlertid ikke kun Christiansborgpolitikere og fagbosser, der altid taler om, ”at vi står i en hel ny situation”. Både de russiske og de kinesiske borgerskaber og revisionister taler om, at vi står i en ny situation i verden i dag med en svækket USA-imperialisme og nye ”fredelige” stormagter som Kina og Rusland, der kan stå i spidsen for at skabe en hel anden verdensorden sammen med verdens nationer, folk og arbejderklasse. Med den kinesiske præsident Xi Jinpings egne ord på den euroasiatiske samarbejdsorganisation SCOs topmøde sidste år: ”Kina er villig til at gøre en indsats sammen med Rusland for at påtage sig rollen som stormagter og spille en vejledende rolle for at tilføre stabilitet og positiv energi ind i en verden rystet af social uro.”

Det var, hvad Khrusjtjov sagde, da den moderne revisionisme i 1950’erne lancerede ”fredelig sameksistens og kappestrid med imperialismen” og ”fredelig overgang til socialismen”.

Det var, hvad maoismen i 1970’erne lancerede med den antimarxistiske og reaktionære teori om “de tre verdener”, hvis virkelige formål dengang var at samarbejde med USA i kampen mod det revisionistiske USSR og sætte Kina i spidsen for staterne i “den tredje verden” og portrættere sig som deres vigtigste forsvarer.

Al snakken om fredelig imperialisme er dybest set Kautskys gamle ”ultraimperialisme”. En teori, der kort sagt går ud på, at imperialismen ville udvikle sig i en fredelig retning, fordi monopolerne ville blive så store, at de ikke længere ville finde det nødvendigt at konkurrere, men derimod ville lave aftaler og opdele verden fredeligt imellem sig.

Ingen gode eller dårlige imperialister

USA er forsat verdens største imperialistmagt økonomisk, politisk og militært, selvom den i disse år svækkes. Med undtagelse af Kina er der ingen anden magt, der i øjeblikket udfordrer USA’s verdensherredømme. Kina er hverken en hel- eller halvsocialistisk magt, selv om de smykker sig med socialismens ord og symboler. Det er en imperialistisk stormagt. Kinesisk kapital er trængt ind på alle kontinenter som lån eller direkte investeringer, der skaber afhængighed. Indtil videre har Kina ikke udført nogen militær besættelse i et andet land, men dets krigsindustri og køb af militært udstyr er blandt dets hovedaktiviteter, og et af de centrale mål, der er fastsat i KKP’s næst-seneste kongres, fastslår behovet for at have en ”verdensklassehær”.

Rusland er heller ikke kun et regionalt stort kapitalistisk land, som nogle ynder at betegne det som. Det er en imperialistisk magt, selvom den økonomiske og militære indflydelse er langt mindre end USA’s og Kinas.

Der findes ingen gode eller dårlige imperialister. Der findes imperialisme – som altid betyder udbytning og i sidste ende død og ødelæggelse. Imperialismen kan ikke ændre sig til sin egen modsætning som en human fredsskabende kraft.

Det er en dyrekøbt erfaring, at man ikke kan stole på et imperialistisk land i kampen mod et andet.

Som revolutionært og kommunistisk parti fastholder vi, at Lenins konklusion om, at vi lever i imperialismens og arbejderklassens revolutions epoke, fortsat gælder. Det er dér, løsningen – både den konkrete og historiske – ligger. Imperialismen kan ikke løse de stadig voksende samfundsødelæggelser, og klimakatastrofer, den hele tiden skaber. Arbejderklassen og folkene må selv skabe sin fremtid med en grundlæggende samfundsforandring – de er den eneste klasse, der kan. Det kommer ikke til at ske spontant, men i en politisk anti-imperialistisk, anti-kapitalistisk bevægelse, der fastholder revolutionen som sin opgave og mål og ikke stopper på halvvejen med indførelsen af nye etaper som ”kooperative kapitalismefri zoner” eller ”anti-monopolistiske demokratier”.

Kampen mod imperialismen og kapitalismen i dag må nødvendigvis række ud over reformkampen for forbedringer inden for det nuværende systems rammer. For i sidste ende at kunne sprænge disse og skabe den revolutionære forandring må vi vise socialismen som et troværdigt alternativ, værd at kæmpe for.

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp nr 1/2023

Læs om det seneste nummer her: