Det ”antimonopolitiske demokrati” – en revisionistisk strategi

Hele tre såkaldte kommunistiske partier i Danmark bygger stadig den dag i dag deres politiske programmer og strategi for socialisme på det, der kaldes ”det antimonopolistiske demokrati”. Det gælder Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Kommunistisk Parti (KP).

Hvad betyder dette begreb? Hvis man tolker det antimonopolistiske demokrati helt bogstaveligt som en kamp for demokrati og en kamp mod monopolerne, så kan vi vel alle gå ind for det. Eller hvad? Hvorfor er det så, at det har været et stridsspørgsmål og en skillelinje i den kommunistiske bevægelse, lige siden det blev udviklet med den moderne revisionisme i midten af forrige århundrede?

Det er, fordi det er en teori og strategi, der påstår, at kommunisterne som en nyskabelse må kæmpe for en mellemvej, et nyt overgangsstadium mellem kapitalisme og socialisme, at det er muligt at bygge en ny samfundsstruktur før socialismen med “udvidet” demokrati uden et opgør med kapitalismen.

Men hvordan kan man udvide et demokrati, som ikke eksisterer? For kommunister har demokrati aldrig været en klasseløs størrelse, det vil altid være den herskende klasses demokrati. Ligesom der findes to uforsonlige klasser, så er der også to helt forskellige former for demokrati. Borgerligt demokrati er jo blot en af formerne for borgerskabets diktatur, mens socialistisk demokrati er arbejderklassens.

Der er altså langt mere til det end blot pæne ord. Lad os prøve at dykke ned i nogle hovedpunkter og se på, hvad disse partier selv siger:

En ny fase mellem kapitalisme og socialisme

DKP forklarer i ”En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede”, 2003, om den ”nye” overgang til socialisme:

”Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt. Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne.

Antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialisme, men et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt. Det åbner for en samfundsmæssig proces, der kan sikre afgørende fremskridt for det arbejdende folk og give det selvbevidsthed om, at det formår at lede samfundet. Det kan sikre sådanne betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan foregå uden borgerkrig, som resultat af en aktiv demokratisk kamp. (Kommunisternes Program. Forlaget Tiden, 1976, side 17-18)”

KPiD’s program ”Folkemagt mod pengemagt”, 2002, er en forbavsende lidt opdateret ny udgave af DKP’s program fra 1976 – programmet for ‘det antimonopolistiske demokrati’. Her i kaldes det for ”kommunisternes strategi i kampen for socialismen”:

”Kampen for socialismen er først og fremmest en kamp mod monopolerne, en anti-monopolistisk kamp. Monopolerne spiller en så afgørende rolle, at man ikke uden at bryde deres magt vil kunne skabe de demokratiske forudsætninger for en overgang til socialisme. Samtidig har alle andre end monopolerne selv åbenlyse anti-monopolistiske interesser. Alle mindre selvstændige – landmanden, fiskeskipperen, pølsemanden, tømrermesteren og IT-konsulenten – alle må de aflevere noget af det overskud, de selv og deres ansatte skaber, til banken, grovvareselskaberne, slagterierne, IT-koncernerne eller andre monopolforetagender. Derfor er den anti-monopolistiske kamp og det anti-monopolistiske demokrati kommunisternes strategi i kampen for socialismen.”

KP, der oprindeligt før 1997 havde sine rødder i DKP/ML’s anti-revisionisme, væver rundt med uld i mund, når det skal forklare sin tilslutning til strategien om det antimonopolitiske demokrati. I KP’s Principprogram fra 2006 hedder det:

”Overgangen fra kapitalisme til socialismen i Danmark vil næppe ske i ét slag. Overgangen og tilnærmelsen til den socialistiske magtovertagelse vil sandsynligvis være en længere proces med forskellige etaper. Det er i dag umuligt at sige noget endegyldigt om karakteren og indholdet af disse etaper, men med det nuværende udgangspunkt virker det mest sandsynligt, at klassekampen vil nærme sig socialismen gennem en folkelig, demokratisk og antimonopolistisk etape, også kaldet et antimonopolistisk demokrati. Denne etape er kendetegnet af skærpet klassekamp.”

Men selv ikke nok så mange ”næppe”, ”sandsynligvis”, ”umuligt at sige”, ”virker mest sandsynligt” kan bortforklare, at også KP programmatisk står for den moderne revisionismes to-fase-strategi med at udskyde arbejderklassens nødvendige opgør med kapitalismen gennem en revolution og i stedet nærme sig socialismen gennem en demokratisk etape, som ingen tilsyneladende rigtigt ved, hvad er.

Men det er ikke bare luftig tågesnak, hvor man hver gang man spørger et medlem af disse partier, hvad det betyder, så får en ny forklaring. Nej, desværre. Da denne strategi skulle stå i sin prøve i Chile 1973, hvor Allende-regeringen i folkemagtens navn afvæbnede arbejderklassen politisk og militært efter at have vundet regeringsmagten, endte det i et blodbad og fascistisk kup fra den herskende klasse. Teorier og strategier har konsekvenser, når de føres ud i klassekampens virkelighed, og er derfor af afgørende betydning for nederlag eller sejr.

KPiD siger meget nonchalant i sit program: ”En demokratisk udvikling kan enten blive nedkæmpet med militærmagt og udenlandsk intervention, som det skete i Chile og Nicaragua, eller det kan blive fundamentet for overgangen til socialisme.” Hvor er den nogensinde blevet det sidste?

DKP går så langt som til at kalde følgende uvidenskabelige påstande for almene lovmæssigheder om overgangen til socialismen via det antimonopolistiske demokrati i deres programskrift fra 2003:

”Det anti-monopolistiske demokrati var en vellykket strategi for arbejderbevægelsen og skabte fra midten af 70’erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande. … Ud fra de internationale og danske erfaringer kan der udledes nogle almene lovmæssigheder for overgangen fra kapitalisme til socialisme, som at:

• Enhver overgang til socialisme er opnået gennem, at folkenes kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialisme.
• Der er behov for mellemtrin eller etaper i overgangen til socialisme, som må ses som en proces og ikke som nogle statiske trin.
• Der må udformes en politik, der tilfredsstiller det store folkeflertal og retter sig mod monopolborgerskabet.
• Det er muligt med en ikke-væbnet overgang til socialisme gennem isolering af de mest reaktionære dele af monopolborgerskabet og opbygning af en anti-monopolistisk alliance eller folkeenhed.
• Forudsætning for at begynde vejen hen mod socialismen er, at der skabes enhed i arbejderklassen, og at arbejderklassens organisationer omformes til klassekampsorganisationer.”

Intet sted i verden eller på noget tidspunkt er der sket en overgang til socialismen, gennem at den demokratiske kamp er vokset over i en kamp for socialismen. Hvor skulle det være sket? Og hvordan? Der hvor kampen for socialisme er blevet gennemført og lykkedes, er det sket ud fra den videnskabelige marxisme-leninisme og den leninistiske teori og erfaringer med arbejderklassens socialistiske revolution. Andre steder, hvor der har været gennemført nationale demokratiske revolutioner, har de ikke ført videre til socialisme.

Er den snak om behov for nye etaper inden en socialistisk revolution ikke i virkeligheden bare et skalkeskjul for, at det antimonopolistiske demokrati dybest set er en variant af alle reformistiske partiers strategi for ‘udvidelse af demokratiet’, ‘strukturreformer’ osv. på den fredelige vej – med resultatet, at man freder og forlænger kapitalismen? Og som sådan ganske foreneligt med Enhedslistens teori om ”nordisk socialisme”, trods forskelligheder.

Spørgsmålet om staten

Det centrale spørgsmål er spørgsmålet om staten. Alle tre partier tror, at man kan forvandle den borgerlige stat til ‘et antimonopolitisk magtapparat’ og forsvar for denne. Men er det ikke lige præcis monopolkapitalismens statsapparat, vi taler om? Har det pludselig ændret karakter, så det ikke vil bruge sit voldsapparat mod arbejderklassen, mod en overgang til socialisme, hvis bare man får isoleret en del af monopolborgerskabet? Skal vi netop ikke, som al erfaring har vist indtil nu, være forberedt på, at hele den herskende klasse vil forsøge at undertrykke en revolution og overgang til socialisme med vold?

Lenin, Marx og Engels fastslog, at staten er ”et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden”. For marxist-leninister er staten ikke adskilt fra klasserne, men tjener den ene klasses undertrykkelse af den anden. Og det gælder ikke bare under den kapitalistiske stat, men også for den socialistiske.

Om den borgerlige stat skriver KP i sit program ”Vejen til socialisme”, 2011, at den godt nok skal nedbrydes, men for derefter at blive erstattet en ”ægte folkemagt”. Hvilket ikke kan forstås på anden måde, end i stedet for arbejderklassens magtovertagelse og opbygningen af arbejderklassens egen stat skal det være en ikke defineret klassealliance, folkemagt, der skal være statsmagt:

”Opbygningen af et socialistisk Danmark tager sit afsæt i kampen for at realisere nogle grundlæggende målsætninger, der vil bryde rammerne fra det kapitalistiske samfund, vi kender i dag.

I de enkelte lande må kampen føres både udenomsparlamentarisk og parlamentarisk. For at opnå resultater kræves ikke nødvendigvis stærke kommunistiske repræsentationer i parlamenterne og andre valgte forsamlinger. Det afgørende er opbygningen af et stærkt udenomsparlamentarisk pres. Det kan først og fremmest skabes af en kæmpende fagbevægelse, den organiserede ungdom og øvrige interesseorganisationer, der må styrke samarbejdet med relevante partnere i de andre EU-lande.

Den politiske målsætning er at erobre og nedbryde den borgerlige stat og i stedet opbygge en ægte folkemagt, som bygger på et aktivt deltagerdemokrati.”

Alliancen med socialdemokratiet

Et vigtigt element i det antimonopolitiske demokrati er den strategiske alliance med Socialdemokratiet gennem såkaldte ”arbejder- og folkeflertalsregeringer” og gennem at overbevise den socialdemokratiske fagforeningstop, at den skal gå mod sine egne klasseinteresser som en del af dagens borgerskab. Den antimonopolitiske strategi er, at en alliance af arbejderpartier, indbefattet Socialdemokratiet, skal vinde et parlamentarisk flertal og regeringsmagten og gennemføre et sæt af antimonopolitiske foranstaltninger, der skal svække kapitalen, monopolerne og de multinationale selskaber – og derigennem forberede en parlamentarisk overgang til socialisme.

Alle tre partier har forskellige grader af kritik af den politik, som Socialdemokratiet fører i dag. KPiD er dem, der går længst, når de siger, at Socialdemokratiet har forrådt sin rolle som arbejderparti.

Men kritikken får ingen konsekvenser i forhold det antimonopolitiske demokrati. Ingen af dem anser Socialdemokratiet for at være et borgerligt parti, der bevidst fører en arbejdsgiver- og krigspolitik. Derimod som et parti, hvis ledelse er imod det antimonopolitiske demokrati som udviklingsvej, og som er ”presset” mere og mere ind på nyliberalismens, EU’s og NATOs vej. Det samme gælder for støttepartiet SF, mens vandene indtil nu har delt sig, når det gjaldt Socialdemokratiets støtteparti Enhedslisten. DKP er med i Enhedslisten, KPiD støtter den ikke, og KP skifter mellem støtte og kritisk støtte, imens det stiller sit dagblad til rådighed for Enhedslisten.

Om forholdet til Socialdemokratiet siger KP i sit politiske program 2011:

”I arbejder- og fagbevægelsen føres der i dag en diskussion om kampens perspektiv og muligheder. Her lægger kommunisterne ikke skjul på, at partiets mål er socialismen, og at dagens kampe skal forbindes med en række antimonopolistiske krav, der kan løfte dagens kampe frem mod socialismen. Ledelserne hos Socialdemokraterne og i SF er ikke enige i denne udviklingsvej. Som ihærdige tilhængere af monopolernes EU har ledelserne i disse partier stadigt mere utilsløret forbundet sig med opbygningen af EU’s indre marked. Dette presser partierne til at underkaste sig EU’s neoliberale markedsøkonomi. Resultatet betyder uundgåeligt, at de kommer til at støtte en politik, der prioriterer kapitalens profitinteresser over befolkningens og arbejderklassens kollektive velfærd.”

Betydning i klassekampen i dag

Et kommunistisk partis strategi for vejen til socialisme er ikke begrænset til et spørgsmål om ordlyden i dets program; den har indflydelse og afgørende betydning for, hvordan det handler i dagens klassekamp, ikke bare ude i fremtiden, men også i dag.

Ifølge de tre partier er opgaven i dag en antimonopolitisk kamp med krav som ”Styrkelse af den offentlige sektors rolle i økonomien”, fordi, som det hedder i KP’s program: ”En stærk offentlig sektor kan stabilisere den nationale økonomi. En sådan sektor kan sikre miljøet, give arbejde eller uddannelse til de arbejdsløse, forhindre at vigtige produktionskompetencer forsvinder ud af landet og sikre den demokratiske kontrol over centrale økonomiske sektorer.”

 Hvad er det andet end ren demagogisk illusionsmageri a la Enhedslisten? Hvad er det for en offentlig økonomi, der ikke er underlagt den kapitalistiske økonomis love, markedsøkonomiens krav, kapitalens og den herskende klasses stats omfordeling af samfundsværdi til at dække deres egen klasses og profits behov?

Og der fortsættes i samme dur: ”Grænser for monopolernes magt. Nationalisering af finanssektoren. I første omgang skal der op rettes en statsbank. ”, ”Solidarisk fordeling af goderne. Gennemførelse af en skattereform”, ” Demokratiet udvikles: Det danske Folketing bringes i stand til igen at træffe beslutninger om alle forhold i landets udvikling og i den internationale politik”.

Det ikke bare lyder som statskapitalisme. To-fase-strategien for det antimonopolistiske demokrati er, når man skræller alle de pæne ord om aktiv deltagerdeltagelse og demokratisk kontrol væk, en strategi for styrkelsen af statsmonopolismen.

 Det står i skarp modsætning til den marxist-leninistiske strategi for arbejderklassens revolution, opgøret med kapitalismen og dens stat, opbygningen af en hel ny slags samfund og stat: socialismen under arbejderklassens herredømme.

Vi går ikke imod reformer af den grund, tværtimod vi rejser krav om dem og deltager i klassekampen omkring dem. Men vi rejser ikke illusioner om, at de kan gennemføres i et omfang, der vil ændre samfundet, ændre statens klassekarakter, isolere den øverste del af monopolborgerskabet, og at vi først skal gå denne fase igennem, før vi rejser spørgsmålet om revolution og revolutionær forandring. Tværtimod. Som kommunistisk parti handler og arbejder vi ud fra nødvendigheden af at tilføre arbejderklassen en revolutionær bevidsthed med udgangspunkt i dagskampen og reformkampen. Det betyder også, at vi i APK altid loyalt arbejder for aktionsenhed i de enkelte kampe og samtidig fastholder nødvendigheden af at være værn mod reformistisk og revisionistisk afledning og fører en politisk og ideologisk kamp mod denne og for en klassekampslinje.

Den moderne revisionisme

De tre partier står på samme antimonopolistiske platform og strategi med de indbyrdes mindre varianter, der altid vil være, når der er tale om en revisionistisk platform.

De fremhæver alle, at der er tale om en videreudvikling af den internationale og danske arbejderklasses erfaringer under den aktuelle globalisering. Men ingen af dem nævner, at to-fase-strategien blev vedtaget som generallinjen for den revisionistiske verdensbevægelse helt tilbage i 1969. Fremkomsten af den moderne revisionisme med Khrusjtjovs magtovertagelse i Sovjetunionen og det kommunistiske parti i 1956, og kampen mod den til forsvar for marxismen-leninismen, er skrevet ud af historien hos de tre partier. Kampen mod revisionisme og opportunisme kan ikke forenes med det antimonopolitiske demokrati.

Derfor er disse partier heller ikke i stand til hverken at forklare eller lære af socialismens erfaringer, og hvorfor den kunne nedbrydes og kapitalismens genrejses. Vi får bare en enslydende forklaring på, at der var problemer – men ikke hvilke og hvorfor.

KPiD skriver i sit principprogram: ”Sammenbruddet skyldes et kompleks af økonomiske og politiske, indre og ydre årsager, af objektive og subjektive omstændigheder, og af praktiske og teoretiske fejltagelser.” Og derefter en række økonomiske forklaringer.

KP nøjes med bare at copypaste de to første linjer ind i sit principprogram: ”Årsagerne hertil var et kompleks af økonomiske og politiske faktorer, indre og ydre årsager, objektive og subjektive omstændigheder og praktiske og teoretiske fejltagelser. ”

 Men én ting er ikke at ville tage ved lære af arbejderklassens historiske erfaringer, skjule dem og blive historieløs. Det er sådan set slemt nok. Det værste er at insistere på at gentage en fejlslagen politik for, at arbejderklassen og folket frivilligt lægger hovedet på blokken.

APK er for enhed og samling i den kommunistiske og revolutionære bevægelse. Den er nødvendig. Men den må ske på grundlag af en revolutionær kommunistisk politik og principper, på den videnskabelige socialismens grund.

25.9.2022

Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2020

Se det nye nr. på hjemmesiden for Enhed og Kamp

Abonner på ENHED og KAMP – online eller som trykt magasin

Læs også

Revolutionære vitaminer – Enhed og Kamp nummer 4, 2022