Hvor får regeringen pludselig så mange penge fra?

Af Dorte Grenaa, APK
I øjeblikket fosser milliarder ud af statskassen til diverse økonomiske hjælpepakker for at sikre erhvervslivets økonomi. Hvor får regeringen pludselig så mange penge fra?

På bare 19 dage hentede regeringen og et enigt Folketing 300.000.000.000 kr. op af kassen. Flere milliarder er senere fulgt efter. Regeringen siger, at flere er på vej, for det bliver dyrere at åbne samfundet op end at lukke det ned. Men hvor kommer pengene pludselig fra?

De kommer kort fortalt som et resultat af års konstante nedskæringer på ældrepleje, skoler, sundhed, daginstitutioner. Fra løntilbageholdenhed og øget fleksibel arbejdstid. Fra de store fattigdomsreformer på dagpenge og sociale ydelser. Alene på efterlønsreformen har staten kunnet indkassere omkring 65 milliarder kroner siden den blev indført.

Det har for en stor del finansieret, at den danske statsgæld nu er så lav i forhold til EU’s finanspolitiske låneregler, at den danske stat kan optage nye statslån, modsat lande som Italien.

På trods af, at en del af Skat blev omdannet til et ’tag selv-bord’ for lovlige finansielle svindlere, har nedskæringerne sammen med et brandudsalg af offentlig ejendom og centrale virksomheder til kapitalfonde, været nok til at den danske stat faktisk kan skaffe penge i den størrelsesorden. Selvom de ikke ligger på en opsparingskonto, for den optager statslån.

Samtidig skaffer staten pengene ved at Nationalbanken udsteder nye statsobligationer for 125 milliarder kroner. De bliver så købt af for eksempel pensionskasserne, der med vores tvungne arbejdsmarkedspension m.m., er en af de største pengetanke, ikke bare i Danmark.

Arbejderklassen har betalt gammel statsgæld ved kasse 1 og er udset til at betale ny statsgæld ved kasse 2.

Kapitalen, bankerne og overklassen inkasserede milliard hjælpe-og bankpakkerne ved krisen i 2008 ved kasse 1. Og inkasserer nu igen milliardhjælpepakker ved kasse 2.

Hvor flyder pengestrømmen hen?

Der er ingen tvivl om at frisøren, cafeen og VVS’eren allerede nu er ved at nå bunden og mange må se en truende konkurs i øjnene. Trods hjælpepakker til udskydelse af moms, skat m.m. får mange små selvstændige og firmaer alligevel et stort fedt nej, når de i disse dage går i banken for at udvide kassekredit og få henstand. Så det er ikke der de store penge flyder hen. Dansk Industri og beskæftigelsesministeren har da også gjort klart, at det er de sunde virksomheder, der kan klare konkurrencen, der skal nyde godt af pengene. Og spekulanterne de lugter gode penge med alt det de nu billigt kan købe op.

Med ved forhandlingsbordet hvor de store økonomiske hjælpepakkerne skrues sammen, sidder monopoler som Mærsk, Novo Nordisk, Danfoss og Vestas. De klarer sig da også rigtig godt. Modsat de globale aktiemarkeds store rutsjetur ligger de store danske aktier (i C25-indekset) med relative små udsving op og ned. Og Mærsk og dets Danske Bank betaler da også igen i år gode udbytter til sine aktionærer.

Hjælpepakkerne går til at sikre profitten. Så enkelt er det – skåret ind til benet. Og derfor vil Dansk Industri og kapital have produktionen hurtigt op at køre igen. De kan nemlig ikke selv sikre udbytte og profit. For som allerede Marx påviste, er det kun med den værdi arbejderne skaber gennem deres arbejde, at der kan skabes merværdi og profit.

Hvis nogen tror, at økonomien skal hurtigt op for at sikre arbejdspladser og at hjælpepakkerne skal sikre dette, må man spørge sig, hvorfor arbejdsløsheden allerede de seneste uger er steget hurtigere end ved den store depression i 1930-erne.

Hvad betyder milliard-udgifterne for dansk økonomi på længere sigt?
Eller med andre ord, hvem skal betale den øgede statsgæld?

Ja, dem der har betalt indtil nu, har nok også luret at denne nye mega-milliard regning sendes den vej igen. Renter og afdrag på statsgæld tages fra statsbudgettet og de kommende finanslove.

Regeringen og Folketinget har allerede gjort det klokkeklart, at den båd vi allesammen sidder i, hedder Titanic eller Scandinavian Star og redningsbådene er kun til første klasse. De kender kun én kriserecept – at arbejderklassen og befolkningen skal betale med nye nedskæringer, med en arbejdsløshed som vi ikke har set det i årevis, lønnedgang, med et enormt tryk på fleksibel arbejdstid, hjemmearbejdspladser, ophævelser af overenskomster. Og alt sammen med den socialdemokratiske fagtops hjælpende hånd.

Der var allerede en økonomisk krise på vej

Ligesom danske regeringer har den kedelige vane altid at udråbe sig selv og Danmark som verdensmester om så det er i grøn omstilling eller rettidig omhu. Så har de også den kedelige vane hårdnakket at påstå, at kriser altid kun skyldes udefra kommende trusler. Selvom kriser, hvad enten det er sundheds- sociale eller økonomiske, eller alle tre dele på engang som nu, er helt uundgåelige i den kapitalistiske økonomi. De kommer ufravigeligt som på samlebånd med jævne mellemrum og dybere hver gang.

Det var allerede klart i efteråret, at der globalt var en overproduktionskrise og stagnation i gang. Den havde også vist sig i Danmark med faldende industriproduktion og Folketinget vedtog f.eks. en stigning i pensionsalderen for at skaffe ”økonomisk råderum” for kapitalen. Det var kun et spørgsmål om tid, hvornår den for alvor ville slå igennem. Corona-krisen har fået både den globale og nationale økonomiske krise til at eskalere i voldsom fart. Økonomiske kriser er kapitalismens tro følgesvend.

Nye muligheder – også for arbejderklassen

Kapitalismen krisepolitik bekæmpes ikke først efter den er indført og har bidt sig fast. Klassekampen kan ikke udsættes til engang – når corona -krisen er overstået, selvom der er dem, der straks har lagt sig fladt ned og påstår det. Det bliver ikke nemt under forhold, hvor den kapitalistiske stat på få uger smed sin demokratiske maske og finanskapitalens magt stak sit sande fjæs frem, men det er helt nødvendigt.

I ethvert klassesamfunds udvikling ligger altid dens egen indre modsætning, og skaber kampen mellem det tilbagestående gamle og det nye der er fremtiden. Det er ikke kun udviklingen af nye produktionsformer der med denne omfattende krise vil tage et spring. Arbejderklassen, de progressive, folkelige revolutionære kræfter har muligheden for at gøre det samme. Lige nu er fernissen over, hvor elendigt de kapitalistiske samfund fungerer og er skruet sammen bare så tynd, når det ikke engang kan sikre basale ting som håndsprit, værnemidler og testudstyr under en epidemi, fordi varer dirigeres hen hvor profitten er størst og ikke hvor befolkningens behov er størst. Lige nu er modsætningen mellem det folk oplever og det de får at vide om, hvordan det er for vores alles bedste, bare rigtig stor.

Det er en politisk, økonomisk, ideologisk kamp, der foregår lige nu og her, som bekæmpelsen af corona-epidemien er en meget konkret del af. Også når den pakkes ind i røde og grønne kurver og snak om at ofre sig økonomisk for kapitalen.

Læs også
Krisetegn i dansk økonomi – kapitalens og dens stats krisepolitik
Af Dorte Grenaa, APK
Enhed og Kamp 4,2019

APK har opstillet disse aktuelle krav:
De rige må betale – krav om økonomisk og social sikring