Krisetegn i dansk økonomi – kapitalens og dens stats krisepolitik

Der er mange tegn på, at en ny økonomisk overproduktionskrise er ved at bryde igennem. Og arbejdsgiverne og regeringen vil forsøge at lade arbejderklassen og den brede befolkning betale for krisen. Fra APK siger vi: Lad kapitalen betale! Og skal de tilbagevendende kriser undgås er det eneste bæredygtige alternativ revolution og socialisme.

Af Dorte Grenaa, APK, Arbejderpartiet kommunisterne
Indlægget har været bragt i APK’s teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2019


Der er mange tegn på, at en ny økonomisk overproduktionskrise er ved at bryde igennem. På globalt plan ses en overflod af spekulationskapital, der ikke investeres i produktion, arbejdsløshed og fattigdom, der vokser, voksende gældsætning af lande og byer. Dertil kommer en historisk lav rente. USA’s handelskrig med Kina, og nu også begyndende i forhold til EU, skubber til denne udvikling og er dybest set et udtryk for modsætningen mellem imperialistiske magter, hvor verdensherredømmet kræver den stærkeste økonomi.

Herhjemme taler regeringen og de såkaldte finanseksperter om frygten for stagnation og krisetegn, som om det er en udefra kommende trussel, der lurer rundt om hjørnet, hvis vi ikke passer på. Danmark må ruste sig til en opbremsning af økonomien globalt og i vores nabolande. Det er derfor, at arbejderklassen må holde igen med lønninger, dagpenge, sociale satser og forbedringer for at polstre statskassen til. Ja, hvad er det egentlig til? Til at sikre, at staten kan spytte nye milliarder i at sikre bankernes spekulation og svindel, sikre de store arbejdsgivers og monopolers konkurrenceevne og profit gennem en kommende krise. Ikke mindst hvis det kan kaldes for grønne klimapenge. Den socialdemokratiske regering fører, hvad de kalder forebyggende krisepolitik, hvor det såkaldte økonomiske råderum skal bruges til f.eks. Brexitstøtte for et erhvervsliv, der ikke evner at tro, at noget sådant kan ske i virkeligheden, og derfor ikke har kunnet forberede sig.

Fortællingen er, at siden finanskrisen i 2008, der blot skyldes nogle få grådige og usympatiske spekulanter, er det gået støt og roligt fremad som følge af den ansvarlige politik, som regeringerne Fogh, Løkke, Thorning og nu Mette Frederiksen står for. Men hvad var finanskrisen egentlig udtryk for?

Særtræk ved finanskrisen 2008

Finanskrisen 2008 var i bund og grund en overproduktionskrise. Den viste sig samtidig politisk, socialt, juridisk, kulturelt. Overproduktionskrisen, der havde været i gang længe, havde bygget sig op til en opblæst kreditboble, med alle de moderne former for digitaliseret kredit nationalt og internationalt. Men der var også nogle træk ved denne krise, der er værd at fremhæve.

Som noget nyt blev en del af spekulationskapitalen i den oppustede kreditboble midlertidigt lånt ud til millioner af almindelige mennesker, til det, der i Danmark blev kaldt ’boligboblen’. Et andet træk var, at USA, der var det land, krisen udsprang fra, baserede sin økonomiske politik på, at resten af verden skulle yde tusindvis af milliarder i kredit for at holde den amerikanske økonomi gående som verdensøkonomiens motor. Et tredje træk var, at hele stater var ved at gå direkte konkurs, eller som Island, der måtte lade bankerne krakke, alt sammen som følge af det totale misforhold mellem spekulanternes udlån og papirpenge og den fuldstændige manglende dækning i reelle materielle værdier.

Lige siden har økonomer og politikere sagt, at lignende kriser aldrig kommer igen, fordi nu har man lært, hvordan det kan undgås. Der er bl.a. blevet stillet krav til bankers og finansselskabernes egenkapital, der er blevet oprettet en lang række institutioner nationalt som internationalt, der skal føre kontrol med finanskapitalen. At det ikke er en pind værd, ses tydeligt i dag, hvor de største finanssvindelskandaler i Danmark nogensinde ruller frem på stribe med hvidvask, skat og momsskandaler. EU, IMF og WTO ophæver i praksis alle slags restriktioner på kapitalens frie bevægelighed over grænserne, samtidig med at finansspekulanterne hele tiden finder veje og smuthuller til ny lovlig økonomisk kriminalitet.

Krisepolitik = statsautoriseret røveri

Den såkaldte finanskrise i 2008 resulterede i forskellige ”genopretnings pakker” fra statens side. Storbankerne begik med i alt seks bankpakker det dengang største milliardbankrøveri med omvendt fortegn for skatteydernes penge. Kommunerne sparede løs på ældrepleje, skoler, daginstitutioner m.m., der sendte væksten på nedtur som følge af VKO-regeringens ”Genopretningsplan”. Denne politik med rod i EU’s budgetlov blev i store træk ført af efterfølgende regeringer. Det var også her, de store fattigdomsreformer på dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspensioner blev gennemført under påskud af at sikre arbejdskraft til erhvervslivet. Sammen med stram løntilbageholdenhed betød det, ud over de sociale og menneskelige konsekvenser, færre penge at købe for, for en voksende del af arbejderklassen og ungdommen.

Det er svært helt at fatte, hvor store milliardbeløb staten alene i perioden 2007-2019 overførte til kapitalen og kapitalejerne bare via almindelige menneskers indkomstskat, nedskæringer med de nyliberale asociale reformer og den offentlige sektors og privatiseringens brandudsalg af offentlig ejendom. Og hvor store milliardbeløb der lovligt er blevet svindlet med gennem et skattesystem, der stort ikke er eksisterende, når det gælder de store monopoler, fonde og spekulanter, mens kontanthjælpsmodtagere og enlige mødre jagtes på Facebook mistænkt for socialt bedrageri.

Alene med efterlønsreformen har statskassen siden 2008 indkasseret 53 milliarder kr. på, at efterlønnen stort set forsvandt. Bare i år, 2019, ser reformen ud til at give en besparelse for staten på lige over 12 mia. kr. Påskuddet dengang var, at vi så ville undgå offentlige besparelser!! Samtidig blev Danmark det land i verden, der har de femtestørste militær- og krigsudgifter målt i forhold til indbyggertal.

I perioden 2010-2019 vurderes det, at den nyliberale nedskæringspolitik har oparbejdet et akkumuleret underskud på 17 mia. kr. i kommunerne forhold til det umiddelbart demografisk træk og et underskud på 40 mia. kr., hvis man tager højde for udvikling og kvalitet. 1

De skiftende regeringers krisepolitik siden 2007 og frem til i dag har grundlæggende haft det samme indhold, hvad enten de har erklæret, at der var opsving, lavkonjunktur eller krise. En økonomisk mirakelkur, der passer til det hele! Når der er opsving, skal der spares op til dårligere tider, og når de dårlige tider kommer og pengene er brugt til erhvervstilskud, skattelettelser og skattesvindel, så skal arbejderklassen betale for, at kapital og erhvervsliv kan komme lettest gennem krisen.

Statsautoritiseret tvangsarbejde

Tidligere tiders tvangsarbejde for forsørgelse i fattighuse og arbejdslejre for arbejdsløse (og vi skal ikke længere end tilbage end til 1950erne og 70erne) hedder i dag aktiveringspligt for sociale ydelser og dagpenge. Gennem at koble aktiveringspligten, sociale ydelser og fattigdomsreformerne står statsmagten som organisator og leverandør af hundretusindevis af tvangsarbejdere som erhvervslivet og de offentlige arbejdspladser får leveret næsten gratis og uden overenskomstmæssige rettigheder. Fagbevægelsens top har været medvirkende til denne systematiske omfattende undergravelse af arbejderklassens arbejds-og levevilkår.

Igen var påstanden at det skulle styrke den økonomiske vækst, skaffe arbejdspladser og få flere i arbejde!!!

Staten er direkte aktør og regulator

Officielt skete der en række store investeringer og vækst i perioden 2007-2019, men de gik i meget høj grad til privatiseringer, hvor store udenlandske kapitalfonde som Goldmann Sachs opkøbte store statslige virksomheder som TDC, Datacentralen, dele af Københavns Lufthavn, Dong osv. Hvilket har sat vitale del af dansk infrastruktur på udenlandsk kapitals hænder og med ført tab af arbejdspladser og forringede arbejds- og overenskomstforhold.

De store offentlige investeringer i trafikal infrastruktur som metro, broer og tunneler, og bygning af supersygehuse, som er nogle af de største, der er sket i nyere historie, udliciteres til billigere udenlandske firmaer og social dumping, med tab af vækst og arbejdspladser til følge. Hvilket heller ikke ligefrem skaber økonomisk vækst her i landet.

Gennem de store offentlige nedskæringer og skatte- og afgiftsplyndringer er den danske stats bruttogæld faldet fra 73 pct. af BNP (bruttonationalproduktet) i 1993 til 34,1 pct. af BNP i 2018 2. Dette er den femtelaveste i EU 3. I samme periode faldt nettogælden fra 40 pct. af BNP til ca. 4 pct. af BNP.

Statens offentlige budget har nu et overskud på 0,5 pct. af BNP, svarende til ca. 44 mia. kr. Det har alt sammen kun kunnet lade sig gøre gennem staten som direkte aktør og regulator for en enorm udbytnings- og ”krisepolitik”. Alt sammen under dække af ”vores alle bedste” og ”nødvendighedens politik”.

At Danmark som et lille imperialistisk land har kunne klare sig så relativt godt ud fra et kapitalistisk synspunkt, skyldes ikke mindst, at den nyliberale omstilling af den offentlige sektor og gennemførelsen af rækken af reformer er sket gennem årtier og har generet enorme summer til at forlænge livet for dansk kapital i den imperialistiske konkurrence. Den udplyndring af arbejderklassen fra statens side har qua vores klassesamarbejdssystem (velfærdsstaten) været ekstremt effektivt.

I kapitalens evige jagt på maksimal profit har de groft sagt få knapper, de kan trykke på: flytte kapital og produktionen til der, hvor lønninger og levevilkår kan presses nedad, og at øge investeringer i teknologi, der kan producere endnu flere varer ud i et hurtigere tempo. Og så er grundlaget for en overproduktionskrise skabt, for hvem skal købe den øgede mængde varer, når flertallet af befolkningen og arbejderklassen får færre penge og bliver fattigere? Og jo mere de forrykker forholdet mellem brugen af arbejdskraft og brugen af maskiner og teknologi (også kaldet kapitalens organiske sammensætning) til fordel for det sidste, jo flere varer skal der produceres og sælges for at opnå maksimal profit. Et fænomen, der i marxistiske politisk økonomi betegnes som profitratens faldende tendens.

Nedgang i industriproduktionen

Spekulations- og finansøkonomien siger i virkeligheden ikke noget om den reelle vækst. Det gør industriproduktionen derimod.

Den industrielle produktion steg langsomt fra 2008 til 2017 frem til en vækst på 8,6 pct. i 2018. Nu i 2019 vises tegn på en langsommere vækst. Dette er forskelligt fra resten af EU, hvor der er en negativ vækst i industriproduktionen i nogle af de vigtigste økonomier.

Nogle af de vigtige faktorer for disse forskelle er:

1 Den medicinske industri, som har været en vækstindustri, tæller for 5 pct. i EU, men tæller for 20 pct. af den danske industriproduktion. Og den medicinske industri er vokset dobbelt så hurtigt i Danmark som i EU som sådan. Alene sidste år gik det op med 20 pct. Den vigtigste danske medicinske eksport er diabetesmedicin, der spinder guld på diabetes, som er en stigende global epidemi.

2 I transportsektoren, hvor EU’s bilsektor befinder sig i en reel krise, rammes den danske produktion af underleverandører i et langsommere tempo.

3 Den danske stat har subsidieret omdannelsen til ”grøn produktion” på mange måder, så den vigtigste produktion i transport- og maskinsektoren er produktionen af vindmøller (Vestas), som er stigende.

Dansk kapital har i øjeblikket en midlertidig fordel i en ensidig produktionssammensætning i vækstindustrier, men ensidigheden betyder, at krisen til gengæld rammer væksten hårdt, når den rammer.

Outsourcing af industrielle arbejdspladser og investeringer

Investeringerne i dansk industriproduktion her i Danmark har kun været svagt stigende fra 2008 frem til 2017, hvorefter de har været faldende. Til gengæld bliver en stadig større del af den kapital, der overhovedet investeres i produktion, investeret uden for landets grænser. Inden for de sidste ti år er danske investeringer i industriel produktion og arbejdspladser i udlandet fordoblet.

I årtier har det været sværindustrien og den arbejdsintensive fremstillingsindustri, der blev flyttet til mere rentable steder i verden. Danmark er faktisk det land i Europa, der har outsourcet de fleste industrielle arbejdspladser i forhold til antal af arbejdsstyrken. Tidligere beholdt virksomheder ofte innovationsdelen med det så berømte ”Danish knowhow” i landet. Også det har ændret sig med den imperialistiske ”brain grabbing” af højtuddannende, men billigere arbejdskraft, som f.eks. indisk. Fra 2009-2011 steg antallet af ansatte inden for forskning og innovation i danske datterselskaber i udlandet med 57 pct., mens de samme virksomheder kun øgede deres forsknings- og innovationsaktiviteter i Danmark med 7 pct. i samme periode. Og dette tal er kun steget langsomt siden, på trods af massiv direkte og indirekte statsstøtte.

Der er næsten samme antal industriarbejdere i danske virksomheder i andre lande, som der er i danske virksomheder i Danmark. Hvilket også sætter nødvendigheden af den internationale arbejdersolidaritet i perspektiv. Over halvdelen af alle beskæftigede i udenlandske datterselskaber er placeret inden for EU, mens næsten en tredjedel er placeret i Asien, og 13 pct. er i Amerika med en overvægt i Mellem- og Sydamerika.

En af de største investorer er de danske pensionsfonde, der er blandt de største i EU. Det er blevet til en megamilliardformue gennem de 29 år, der er gået, siden tvungen pensionsopsparing blev en del af overenskomstaftalerne (som en del af lønnen), til i dag, hvor den nu er tvungen for alle, selv folk på kontanthjælp. På trods af at en stor del af pensionsformuen er placeret i aktie- og spekulationsrouletten, beløb den sig til 4.400.000.000.000 kr. (4.400 mia.) sidste år. Penge, der er snuppet fra lønningerne. Men med nedturen på de finansielle markeder er den for første gang begyndt at falde, med fare for, at folks pension forsvinder i et krak. For nylig besluttede regeringen at investere over 350 mia. kr. af pensionsformuen til ”grøn omstilling” primært i udlandet, der hvor det giver størst profit.

Regeringen og borgerskabet kan ikke bare kopiere alle de tiltag, de tog under den forrige krise. En af de nye ting, vi ser i borgerskabets strategi, er at udnytte klimakrisen med tung ”grøn beskatning”, klimaafgifter og statsstøtte til at betale for den nødvendige fornyelse af produktionsmaskiner, energi og infrastruktur.

Vi står over for en ny økonomisk stagnation og global økonomisk krise, der stiller krav til en revolutionær politik og vej ud af ikke bare af kapitalismens krisepolitik, men af hele dette håbløse snyltersamfund. APK har samlet en enhedsplatform med aktuelle klassekampskrav: ”Slut med arbejdsgiverpolitik – lad kapitalen betale krisen” 4. Men også selvom så alle de aktuelle krav så blev indfriet med den socialdemokratiske løgn om velfærdsløft, vil det være kortsigtede løsninger, som ikke afværger nye kriser og utryghed for dagen i morgen og fremtiden. Det bæredygtige alternativ uden dette er kun revolution og socialisme.

12.10.2019

Noter

1) Henrik Herløv Lund, kritiske analyser.

2) Ifølge ØMU-normerne.

3) Sammenlignet med 80 pct. af BNP for hele EU og 85,1 pct. i euroområdet.

4) Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale! Enhedsplatform for fælles kamp
samt i forrige nr. af Enhed og Kamp, nr. 3, 2019.

Se indholdet i Enhed og kamp 4,2019
En vej til at forstå og ændre verden: Magasinet Enhed og Kamp nr. 4, 2019


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne