Nu har Norge – ligesom Danmark – uden folkelig debat og mandat indgået i et strategisk atomsamarbejde med Frankrig. Bag ordene om “sikkerhed” og “fremskudt afskrækkelse” gemmer sig en historisk oprustning, hvor der gøres klar til atomvåben, og hvor Norge såvel som Danmark trækkes dybere ind i imperialistisk stormagtskonfrontation. Det handler ikke om forsvar – men om at gøre Europa til en atombevæbnet krigsmagt. 

Fremskudt afskrækkelse med fransk atomvåben

Af Jan R. Steinholt, revolusjon.no

»Fremskudt afskrækkelse« med atomvåben er det nyeste slogan fra en regering, der gør sit bedste for at atomisere den skrøbelige fredstilstand i Nord-Europa.

Ifølge regeringen er salget af national suverænitet til europæiske stormagter, ud over USA, en »sikkerhedsstrategi«. I virkeligheden er det en helt igennem risikabel strategi, der vil sikre, at Norge trækkes ind i ethvert tænkeligt europæisk krigsscenario, også med brug af atomvåben. En dårligere forvaltning af norske sikkerhedsinteresser er svær at forestille sig.

Indordning under E3

Alle gode ting er ikke tre. Forsvarsaftalen med Frankrig kommer oven i de nylige aftaler med Tyskland (Hansa-aftalen fra 14. februar 2026) og Storbritannien (Lunna House-aftalen fra december 2025), aftaler, der giver disse stater temmelig frie tøjler i norske områder og også gennem fuld koordination af marinefartøjer og krigsfly, så norske besætningsmedlemmer for eksempel lige så godt kan befinde sig om bord på en britisk fregat, eller omvendt.

Med dette har Norge knyttet sig til alle de såkaldte E3-stormagter og deres ambition om at blive den europæiske imperialismes militære højre arm, efterhånden som USA løsner sit militære jerngreb om Europa. Aftalerne er indgået med regeringer og statsoverhoveder, der er historisk upopulære i deres hjemlande. Opbakningen til Friedrich Merz, Keir Starmer og Emmanuel Macron ligger på mellem 10 og 20 procent i meningsmålingerne.

Ingen af disse aftaler har nogensinde været genstand for en åben offentlig debat. Stortinget har for det meste været tilskuer. Det er karakteristisk, at regeringen offentliggør den franske meddelelse og begrundelsen, uden at gøre sig den ulejlighed at oversætte denne til norsk.

I forskellig grad får Storbritannien, Tyskland og Frankrig adgang til at oplagre militært materiel på norsk jord. Frankrig får ret til at oplagre materiel og udstationere kapaciteter, der er i stand til at affyre atomvåben. Kun de nukleare sprænghoveder mangler. Dette er våben, der vil stå direkte under den franske præsidents kommando, ikke under NATO-kommando. Støre har på forhånd indhentet forsikringer fra USA om, at Washington og NATOs øverstbefalende er «indforstået med dette samarbejde», udtaler statsministeren til VG den 27. maj.

Nye skridt mod krig

For at atomaftalen ikke skal give anledning til modstand hos genstridige nordmænd, smøres den med tilnavnet »Narvik«-aftalen. Formålet er, at vi skal drage associationer til de franske styrkers indsats i kampene om Narvik efter den tyske invasion i 1940.

Den franske aftale er en accept af at underlægge Norge Macrons »atomparaply« og potentielt lade Norge blive en fremskudt base for atomvåben. Forsikringerne om, at norsk atom- og basepolitik »ligger fast« i fredstid, er intet andet end retoriske pligtfraser. Sådan som norske ministre og officerer optræder og udtaler sig offentligt, befinder de sig allerede langt inde i gråzonen mellem fred og krigstilstand over for Rusland.

»Norge kan ikke basere sit forsvar på masseødelæggelsesvåben. Enhver aftale, der omfatter atomvåben og udstationering af disse, er uacceptabel. Som nation siger vi nu, at atomvåben er et legitimt redskab, og at vi accepterer flere atomvåben i Europa«, siger Lars Egeland, formand for Nei til Atomvåben i en pressemeddelelse.

»Norge bidrager nu til at legitimere atomvåben gennem retorik, øvelser og nu konkret støtte gennem aftalen.« (ICAN)

»Norge bidrager nu til at legitimere atomvåben gennem retorik, øvelser og nu konkret støtte gennem aftalen. Der er grund til at spørge, om dette har demokratisk forankring«, siger Kaja Hilleren, koordinator for ICAN Norge. ICAN repræsenterer 60 organisationer, der kræver et forbud mod atomvåben.

Med denne seneste aftale tager den norske regering endnu et skridt nærmere en kommende krig. Undervejs skrotter den basepolitikken og aftalen om ikke-spredning af atomvåben. Forfatningen er som bekendt allerede såret.

Oversat fra revolusjon.no: Fremskutt avskrekking med fransk atomdressing

Læs også EU som atommagt – Danmark i strategisk atomvåben samarbejde med Frankrig